Læsetid: 5 min.

Redning pr. håndbog

23. oktober 1999

Intermetzo

Enhver klummist med fast plads i avisen og dødsforagt for dead-line besidder mindst én reol af håndbøger, hvorover den idé-tomme hjernemasse i krisestunder gopler sig ud over siderne i Vogel-Jørgensens Bevingede Ord, Hvem Hvad Hvor, andre ældre publikationer fra Politiken, dengang der var håndbøger til: Hvem tænkte hvad? Hvem skrev hvad?, Hvem byggede hvad? Hvad siger loven? (forældet), Kulturhistorien på tværs, Hvornår skete det? Og en forholdsvis nyindkøbt tryksag fra syd for den kommende bro til Das Große Vaterland: Lexikon der populären Irrtürmer og Neue Lexikon der populären Irrtürmer. I disse for en Farbror Besserwissen uundværlige opslagsværker kan man for eksempel finde den noget nedslående oplysning om Skt. Bernhardshundene i Alperne, at disse ikke, som den folkelige overlevering og vittighedstegnerne hævder, har spiritus i den lille tønde om halsen, men noget så kedsommeligt som førstehjælpsudstyr. Ønsker man efter dén besked yderligere kundskaber om Skt. Bernhardshunde, er nettet ifølge bogens litteraturhenvisninger redebon på:
wwwnmbe.unmibe.ch/abtwt/
swiss-dogs.html.
Der er utvivlsomt også folk, der går rundt og tror at Marlene Dietrich var Den Blå Engel i filmen af samme titel. Aber nein: Dietrichs navn i Josef von Steinbergs mesterværk fra 1930 var Lola Fröhlich. Og Lola var det jo, der fordrejede hovedet på stakkels professor Immanuel Rath i Emil Jannings' uforglemmelige skikkelse. Professor Unrat, som Heinrich Manns romanforlæg hedder. Denne konservative, pedantiske gymnasielærer fornedredes og gik til bunds i Berliner-natklubben Der blaue Engel, tidens symbol og knugende forudanelse om traditionelle, livsuduelige tyske dyders totalsammenbrud i årene efter.

Man kan også i Irrtürmer-bogen utvivlsomt til de flestes forbløffelse erfare at croissanter overhovedet ikke kommer fra Frankrig, men fra Jörg Haiders jodlende hjemland. Inspireret dertil af den fæle tyrk, der i 1683 belejrede Wien, truede Europas bløde underliv og givetvis grundlagde megen fordomsfuld fremmedangst. Under de tyrkiske elitestyrkers bestræbelser på bogstaveligt talt at undergrave østrigernes fæstningsværker - nogenlunde hvor nutidens wienere har deres indbydende fødevaremarked med listige fiskebodegaer og hvidvinsbarer ikke langt fra Franz Schuberts brors lejlighed i Kettenbrückestrasse med komponistens dødsværelse nogenlunde deromkring - begav det sig således at hovedstadens bagere sent på natten, da de var ifærd med at lægge surdejen til knödler, semler og andet bagværk der kan gøre et Wien-ophold tungt i madposen, pludselig blev opmærksomme på en vedholdende puslen i undergrunden, kanske også ekkoet af en bandende tyrk, og derfor hastigt slog alarm.

Disse morgenduelige kringlevrideres initiativ reddede faktisk Wien, Østrig, Habsburgerne og dermed Europa fra tyrkisk overherredømme og betød at Pia Kjærsgaard ikke ligger på et hæklet tæppe med røven modsat Mekka, og Glistrups racisme ikke vender sig mod et muslimsk Danmarks kristne indvandrere. De wieneriske, så årvågne bagersvende skabte herefter - i anledning af tyrkernes efterfølgende forsvinden og erindring om egen indsats - endnu et stykke bagværk til caféerne i byen i form af en halvmåne, med andre og franskere ord, end østrigsk mål kan opvise, un croissant. Thi französisch sprak jo i hine tider de fine. Ikke blot i den wieneriske højkaste, men vidt omkring og selvforståeligt i Frankrig, hvortil crosissanten kom, guderne ved hvordan. Voila.

At Wiener-valsen, trefjerdedels-runddansedansen for par i mængde, er opfundet ikke i Wien, men i Bayern engang i det 18. århundrede er også værd at vide for den kræsne. Derimod: at wienerbrød ikke kommer fra Wien, ligesom hamburgerryg aldrig har set Hamburg, er af gode grunde ikke nævnt i en tysk bog. Men hør så her: tyskerne, både Ossis og Wessis, og det sidste udtryk er væsentligt ældre end murens fald, æder efterhånden mere döner kebab end hamburgere, nemlig 200 ton, svarende til 800 millioner portioner döner. De gamle europæiske nationalstater erobres via tarmsystemet. Ingen årvågen bager lægger mere øret til rumlen fra de nedre regioner, men guffer selv løs af den Sauerkrautfortrængende kebab. Snart er alt ét fedt, og freden og fordrageligheden i ædelsens tegn vil brede sig over grænser, nationer, trosretninger og udviske gamle fjendebilleder. Der Mensch ist, was er ißt. Husk det, Pia.

At en national revser som Heinrich Heine faktisk hed Harry, opkaldt efter en af faderens formentlig engelske forretningsforbindelser i det vestvendte og kosmopolitiske Hamburg, og først da han fyldte 27 år antog det unægteligt mere germansk-klingende Heinrich, er elementært for Harry Heine-fans. Gerhard Schröder sætter sikkert pris på Irrtürmer-bogens korrekte og fuldstændige gengivelse af Harry H´s digt Nachtgedanken - om hans moderlængsel, og må bifalde at man ikke blot indskrænker sig til digtets indledningsstrofe, ofte anvendt i tysk selvsarkasme, linier som nederlagskansleren ellers for tiden må kunne skrive under på: Denk ich an Deutschland in der Nacht/Dann bin ich um den Schlaf gebracht/Ich kann nicht mehr die Augen schließen/Und meine heissen Tränen fließen. Men det er altså i sandhedens navn Mutter Heine, digtet drejer sig om, og kærligheden til Tyskland får ikke så lidt: Deutschland hat ewigen Bestand/Es ist ein kerngesundes Land/Mit seinen Eichen, seinen Linden/Wird ich es immer wiederfinden. Senere gav HH sit fædreland bekomsten i bl.a. Winterreise og betragtede de tyske folks fremtid med sorg og smerte fra sit eksil i Paris, hvor den jødiske - også af den årsag udskældte for ikke at sige afskyede - men kristenkonverterede digter lå og led af sin lede sklerose, og hvad der ellers plager en sand poet.
Populären Irrtürmer kan apropos Eichen og Linden hos Heine fortælle at den tyske skov har det godt. 80´ernes bekymring for altomfattende skovdød, dengang spået som undergangen for det tyskeste af tysk natur, var ifølge bogen ubegrundet. De tyske skove strutter af sundhed, industriudslip o.a. har ingen betydning haft, hvilket jo ikke bør forlede nogen til udskejelser. Men herhjemme hævdede svampeprofessor Morten Lange i sin tid noget tilsvarende om skovdød, at profetierne ikke passede, og blev til grin.
Hvad angår hjernen, er det en hyppig påstand at mennesket kun udnytter 10 procent af organets kapacitet. Det vil man uden at gå nogen for nær umiddelbart gerne tro. Men det passer ifølge Irrtürmer ikke. Det hele bliver brugt til sidste celle. Uanset hvor i massen en skade sker, har det nemlig konsekvenser for hjerneskadebesidderen. Der er ikke noget at rutte med. Og når talen er om det animalske ejendommeligheder, har en markmus lige så mange halshvirvler som en giraf. Man soll sich verblüffen lassen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her