Læsetid: 5 min.

Revolutionære ord efter borgerligheden

22. oktober 1999

Består venstrefløjens fornyelse i dens nedlæggelse? Hvem skal så bekæmpe udstødningen af mennesker og natur?

FRIE ORD

CHRISTINE ANTORINI, Henrik Dahl, Lars Goldschmidt, Jens Reiermann og Signe Wenneberg er i deres lige udkomne og meget omtalte bog Borgerlige ord efter revolutionen så forbitrede på venstrefløjens påståede "fremtidspessimisme", at de efterlader det indtryk, at den danske venstrefløj, hvad det så er for en himstergims, på en eller anden måde må have overtaget EU, Verdensbanken, FN, MIT, Danmarks Statistik og så videre. Det er jo disse institutioner, der kommer med den ene mere alarmerende rapport efter den anden.
Det kan dog ikke rigtig passe, for den samme danske venstrefløj skældes samtidig ud for sin modstand mod i hvert fald EU.
EU er de fem forfattere meget begejstrede for. Mærkeligt derfor, at de ikke tager EU's "fremtidspessimisme" mere alvorligt. "Pessimismen" gælder for visse dele af EU ikke blot udstødningen af naturen men også den sociale udstødning.

FOR MIG at se forløber samfundsudviklingen og - debatten stik modsat den, de fem forfattere observerer. I det omfang det stadig giver mening at tale om en venstrefløj, har den i så fald ikke været i stand til at sætte udstødningen af mennesker og natur på dagsordenen i et omfang, der svarer til udfordringerne ifølge ovennævnte institutioner og analyser. Under denne synsvinkel er venstrefløjen snarere for optimistisk end for pessimistisk. Den er ikke alarmeret nok. Ikke indigneret nok. Ikke vred nok. Den deler i for stort omfang den herskende middelstands tryghedsnarkomani, at værre er det vel heller ikke end at det stort set går om ikke ufatteligt så dog fatteligt godt.
Tiden må være inde til at standse det formålsløse ævl om pessimisme eller optimisme. Spørgsmålet er, hvad henholdsvis optimismen og pessimismen bruges til. Opbydelse af evnen til at se virkeligheden i øjnene som den er? Opløsning af nøgternheden i henholdsvis lalleoptimisme og "fremtidspessimisme"?
I den forstand savner Borgerlige ord efter revolutionen nøgternhed. Det må have en forklaring. Det er sikkert en fornærmelse at påstå om de fem forfattere, at de ikke har læst de rapporter, jeg henviser til. De er så overlegne i deres sarkasme over venstrefløjen, at den opviser de naturligvis ikke uden selv at følge endda særdeles godt med i verdens og Danmarks faktiske tilstand og ikke blot i middelstandens tilstand.
Man kan dog have sin tvivl, hvad jeg straks skal komme tilbage til.
Foreløbig lader jeg tvivlen komme de kritiserede til gode.
I så fald kan man få fornemmelsen af, at bogskriveriet har været udsat for en kortslutning: I raseriet over at venstrefløjen bliver ved at føre industrisamfundets klassekampe, skønt informations- eller vidensamfundets revolution er over os og i visse henseender allerede overstået, skal det nye samfund males så lyserødt, at venstrefløjen ikke har noget at brokke sig over og føre klassekamp på.
Venstrefløjens fornyelse, som angiveligt ellers er bogens hensigt, må i så fald bestå i venstrefløjens nedlæggelse. Der er ikke længere brug for grundlæggende samfundskritik. Det skriver de fem forfattere dog heller ikke, hvorfor bogens anliggende bliver endnu mere uklar.

DER SKAL ikke herske nogen tvivl om, at jeg fuldt og helt deler de fem forfatteres kritik af en venstrefløj, der længselsfuldt skuer tilbage til de gode gamle dage, da proletariatet havde det så ondt, at der virkelig var kæft, trit og retning i solidariteten mellem de undertrykte. For det var sådan set det eneste, de havde at stå imod med.
Allerede i 1973 skrev jeg en bog på baggrund af en artikelserie her i Information om Den satans stat. Satans er den, når den medvirker til at lette ansvaret fra de frigjorte mennesker, der ikke længere er tvunget til kæft-trit-og-retning-solidariteten. Og jeg var med til at udgive en bog med titlen Den danske fagforstening. Forstenet er fagbevægelsen, når heller ikke den medvirker til at nagle de frigjorte til det ansvar, der følger med friheden. Alt det står jeg gerne ved og ser gerne gentaget.
Men ikke på nøgternhedens bekostning.
Informations- og vidensamfundets revolution har ganske rigtigt på afgørende vis ophævet de gamle modsætninger mellem borgerlighed og undertrykt proletariat, så i den forstand er borgerligheden også afgåret ved døden. Næsten alle er nu blevet lønmodtagere. Hvorfor det virkelig er forældet at tale om "borgerlige ord"!
Til gengæld forestår nu den revolution, der afværger alle de farer for katastrofal udstødning af mennesker og natur, som ovennævnte institutioner og analyser peger på.
Christine Antorini har i forbindelse med en diskussion af bogen hævdet, at når der ikke var mere med om den sociale udstødning, skyldtes det forfatternes ønske om at holde sig til de store linjer og ikke drukne i dagsaktuelle spørgsmål. Det viser desværre, at forfatterne ikke rigtig følger med den i faktiske udvikling men hænger for meget fast i den tilstand, som den herskende middelstand ser sin interesse i at fastholde. Den sociale udstødning standses kun af en dybtgående revolution, der ikke blot omfatter økonomi men også mentalitet og livsstil.
Til gengæld er SF's formand Holger K Nielsen i sin kritik af bogens manglende sociale indignation nu pludselig begyndt at tale om de reelt 800.000 til 900.000 udstødte i Danmark og ikke blot om den lille del af overførselsindkomstmodtagerne, der går under betegnelsen forsikrede ledige.
Det er et kæmpe fremskridt i folkeoplysningen i Danmark.
Så noget godt har Borgerlige ord efter revolution skam gjort.

PÅSTANDEN om at det går den forkerte vej, hvad miljøet angår, selv i EU, er ikke venstrefløjens men EU's. I hvert fald EU's Miljøagenturs.
Påstanden om at ulighederne mellem rige og fattige vokser i ikke blot verden som helhed, men også i lande som Sverige, Storbritannien og USA er ikke venstrefløjens, men Verdensbankens. Og FN's. I hvert fald UNDP's, FN's Udviklingsprogram.
Påstanden om at naturødelæggelserne allerede har drevet 60 procent (25 millioner) af verdens samlede antal flygtninge fra hus og hjem og det foreløbig kun ser ud til at blive værre, meget værre, er ikke venstrefløjens men International Røde Kors'.
Påstanden om at udstødningen af mennesker fra det globaliserede og robotiserde marked stiger i selv et land som Danmark under selv de sidste fem-seks års økonomiske vækst og højkonjunktur er ikke venstrefløjens, men kendsgerninger, der fremgår af den siddende regerings egne tal. Skønt den længe har haft svært ved at indrømme det åbent og klart.
Påstanden om at det går mærkbart ud over helbredet for de danske kvinder og mænd, der udstødes, og for deres nærmeste pårørende, især børnene, er ikke venstrefløjens men WHO's, FN's Sundhedsorganisation, og DIKE's, Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi og Danmarks Statistik's.
Påstanden om at den vestlige verdens livsstil er en trussel mod menneskehedens overlevelse er ikke venstrefløjens men EU's. I hvert fald EU-Parlamentets Miljøudvalgs.
Påstanden om at kapitalismen ingen fremtid har, er ikke venstrefløjens men den amerikanske MIT-professor Lester C. Thurows i bogen The Future of Capitalism . I hvert fald som bogen - uden iøvrigt uden væsentlige indvendinger - blev anmeldt i Business Week.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu