Rygmarvsreaktion på banebrydende Århus-forslag om at oprette ordinære job til kontanthjælpsmodtagere
Er der to, der står sammen i dansk arbejdsmarkedspolitik, så er det LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Det fremgik tydeligt i går, da de to organisationer med påfaldende samklang jordede et forslag fra Århus Kommune om at oprette ordinære job til de kontanthjælpsmodtagere, der stort set er uden chance for at få et job på normale vilkår.
Ifølge kommunens beskæftigelseschef, Vibeke Jensen, er det situationen for mindst 3.000 af de i alt 8.000 kontanthjælpsmodtagere i Århus.
Det opsigtsvækkende forslag, der er født af socialrådmand Lis Særkjær, går ganske enkelt ud på, at betale 3.000 kontanthjælpsmodtagere fuld løn i tre år i ordinære job, så det ikke koster arbejdsgiverne noget at ansætte dem. Derved slipper kontanthjælpsmodtagerne ud af en ellers pespektivløs aktiveringskarrusel, mener Særkjær.
"De bliver sendt rundt på den ene aktivering efter den anden, uden at det fører til noget som helst. Til gengæld siger bistandsmodtagerne: 'Giv os dog et almindeligt arbejde.'"
"Vi vil give tre års ro til mennesker, som så kan genopbygge sig selv på arbejdsmarkedet," siger den socialdemokratiske socialrådmand.
Men det synes hverken LO eller DA er en god idé.
LO-sekretær Marie-Louise Knuppert frygter, at kontanthjælpsmodtagerne blot bliver parkeret på virksomhederne.
"Man risikerer, at folk blot kommer ind på virksomhederne, og så bliver smidt ud tre år efter uden at have fået noget særligt ud af det." Som sædvanligt vil LO i stedet bruge flere penge på opkvalificering, så bistandsklienterne kan klare sig på det ordinære arbejdsmarked uden at få penge med fra det offentlige.
Den tankegang støtter direktør Ole Krog fra DA, som samtidig frygter for konkurrencesituationen.
"Virksomheder, der har ansat folk, der får lønnen betalt af kommunen i tre år, vil have en konkurrencefordel i forhold til virksomheder, der selv betaler den overenskomstmæssige løn. Så man kan nemt tænke sig, at de, som ansætter på almindelige vilkår, bliver nødt til at fyre folk," siger DA-direktøren.
Indvendingerne er ikke urimelige, men det er tankevækkende, at hverken LO eller DA har alternative løsningsmuligheder at byde på. Mistanken om, at LO måske ligefrem ikke har lyst, er nærliggende.
Når det gælder skabelsen af job på særlige vilkår har LO flere gange gjort stor modstand. Det gælder ikke mindst fleksjob. Uden at formulere det - for det kan man jo ikke - er LO bekymret for, at de støttede job vil fortrænge ordinære job og virke løntrykkende.
Det er forståeligt, men samtidig bekymrende. For det er ensbetydende med, at de, der er på arbejdsmarkedet, ikke er villige til at bidrage til at få de sidste med.
Selvfølgelig er der grund til indvendinger over for Århus-forslaget.
Der er især grund til at være opmærksom på risikoen for, at kontanthjælpsmodtagere ender som B-ansatte med ansvar for kaffemaskine og småærinder og derved bliver stigmatiseret af de øvrige ansatte på arbejdspladserne.
"Det er uanstændigt, at kommunen betaler gildet i tre år. Det er næsten det samme som at sige, at den pågældende er så arbejdsmæssigt handicappet eller håbløs, at vi ikke kan gøre andet end at betale fuld løn," påpeger Ruth Syshøj, der er formand for de kommunale arbejdsmarkedsmedarbejdere.
"Det er simpelthen uværdigt. Det svarer til at lave et korps af B-medarbejdere."
Faren er der. Men som Lis Særkjær understreger, var tanken ikke at sende 3.000 velbetalte kaffebryggere ud til de århusianske virksomheder.
Tværtimod ligger der i den århusianske model et ønske om at genoprette nogle af de manuelle arbejdsfunktioner, som er forsvundet de seneste år.
Og den idé er fremragende, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforening, hvor næstformand Pernille Djurhuus giver fuld opbakning til Århus-forslaget.
"Vi har i dag en lang række opgaver, som ikke bliver løst. Både i det offentlige og det private. Det vil være godt, hvis vi gør op med det og siger, at aktiveringen sker under arbejdsmarkedets almindelige regler, så vi får udført nogle arbejdsopgaver, der er nødvendige for samfundet," siger Djurhuus.
Hun mener ikke, at støttede job vil være uværdige. Tværtimod.
"Det er de nuværende aktiveringsordninger, der giver folk et stempel i nakken. På stemplet står der, at den arbejdsindsats, de leverer, er så lidt værd, at vi ikke engang vil honorere dem med almindelige løn- og ansættelsesvilkår."
Ikke overraskende, foreslår Djurhuus, at bruge Århus-forslaget over hele landet.
Så langt når det næppe. For selvom socialminister Karen Jespersen ikke vil afvise forslaget, er det allerede dødt. Det har Det Radikale Venstre sørget for.
Den radikale arbejdsmarkedsordfører, Anders Samuelsen, frygter, at man bare skaber en ny form for offentlige job uden sikring for, at folk vitterlig ender med selv at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Han undrer sig over, at Århus Kommune ikke forsøger sig lidt mere med nogle af de ordninger, som Folketinget allerede har vedtaget, for eksempel virksomhedsrettet revalidering.
"Når vi allerede har taget tre skridt i én retning via lovgivningen, så er det meget farligt, at kommunerne vælger at tage seks skridt i en helt anden retning, når de endnu ikke har benyttet sig af de midler, vi allerede har vedtaget. Så jeg kan ikke anbefale at gå så drastisk til værks," siger han og viser dermed, at de radikale fortsat har besvær med at forstå problemets omfang.
Når det gælder de godt 100.000 personer, der hænger fast i kontanthjælpssystemet, har ingen af regeringens tiltag for alvor hjulpet. Der er brug for langt mere drastiske midler. Især når vi ikke aner, hvor godt aktiveringsredskabet virker.
"De fleste danske undersøgelser på området overvurderer aktiveringens effekt, da resultaterne ikke korrigeres for, at en del af deltagerne under alle omstændigheder kunne have fået arbejde, hvis de ikke var blevet aktiveret," hedder det i en analyse fra Dansk Industri.
Det afgørende spørgsmål er, om aktiveringen har nogen effekt for de 100.000 tunge kontanthjælpsmodtagere. Og så længe, vi ikke ved mere om det, er det trist, at se rygmarvsreaktionerne jorde velmente forslag.
Især når der så langt imellem dem.
