Læsetid: 4 min.

Roll over Mogge

13. oktober 1999

Gruppen Frihed 2000 overgår forventningerne med albummet Løsgænger

Muzik
Rockens vandbærere når sjældent langt uden stjernerne. Da Dylan forlod The Band, gik det som bekendt i opløsning, og efter Peter Belli mistede Ulvene biddet. Så meget desto større respekt må det vække, når gruppen Frihed 2000 med sit nye album Løsgænger formår ikke bare at klinke skårene efter bruddet med en excentrisk forsanger, men i tilgift at yde en stribe sange og en musikalsk modenhed, der både skeler til hitlisterne og peger fremad samtidig med at hele bagagen er intakt.
Siden forsangeren Mogge Pop i 1990 gik solo med det stærkt undervurderede album Trivzel for senere at vække opsigt med sit selvdestruktive sceneshow er hans gamle band under forskellige navne skrumpet ind til den kerne, der nu træder frem som en troværdigt helstøbt combo i form af gruppen Frihed 2000.
Præstationen skyldes først og fremmest en inderlig og grænsesøgende Kirsten Jacobsen (sang, meningsmaskine), der til lejligheden har lagt grunge-registret på hylden til fordel for et mere afsøgende, nøgent og ærligt soul-udtryk med afstikkere til det bluesy. I åbningsnummeret "Ronce d'Or" smugler Jacobsens bittersøde Aretha Franklin-frasering os ind i et dæmonisk provinshelvede, hvor lurende storhedsvanvid blokerer for den altgennemsyrende frihedsdrøm:

Jeg troede du var/stemt hjem til din ø/men som et bat ud af helvede/kom du ping-pong ud af intet/dit store dumme fjæs/gør en voksen kvinde hæs.
Jacobsens feminøst indyndende soulcroon decelererer umærkeligt til en insisterende branketsmør-baryton, der i refrænet falder midlertidigt til ro på bagperronen af et hypnotisk funktog, der altid ankommer til tiden, takket være de bundsolide Behnke-brødre.
Hvis der er to, der står sammen i bunden af dansk politrock, er det brødrene Behnke (trommer, concussion) og Behnke (bas, elektrisk cello), der på Løsgænger leverer den mest solide grundmuring af en dansk rockskive siden Gnags i midt-80'erne. Fundamentet ligger skridsikkert og dog indpiskende under Kirsten J. samt guitaristen Thorkild B. Fransgaard (guitar, bongo, panfløjte), der på tidligere albums har haft en tendens til at lurepasse med sine
Keith Richards-licks. På Løsgænger lukker han op for godteposen.
Interessant er Jacobsens bevidste og billedmættede lyrik, der kredser om og kildrer de skuffede frihedsdrømme, men samtidig på konceptagtigt vis, med venlig hilsen til Pink Floyds The Wall, gennemspiller et cirkulært drama om den hårfine balancegang mellem fremmedhad og selvhad. Hør blot et par linier fra den flotte ballade "Bring dem hjem (til dem selv)":

Allah stå dig bi/din fjottede perk/jeg køber kun din papvin fordi/ellers går jeg bersærk

I den intense sjæler "Som en muhammedaneser" er Jacobsen med Behnkebrødrenes suveræne korakkompagnement helt dernede, hvor jalousi og lidenskab korpulerer i selvfornægtelsens kviksand:

Jeg rager dig en fjer/du har nok i dig selv med mer/men hvis jeg var en smækker muhammedaneser/ville du nok tænde af som en kineser

Mens Jacobsen i refrænet synger sig op i omegnen af et Nina Hagen'sk rockhysteri, sætter Fransgaard spaden i frigear og spiralerer fingerbrækkende lækkert helt derop, hvor det salige gror. Fransgaard er et godt bud på en dansk Slash.
Habil popsnedker
Kim Behnke springer på Løsgænger ud som den habile popsnedker, han betalte lærepengene til på det floppede soloalbum Z000 fra i fjor. Han lægger selv stemme til den jungle-inspirerede "Living room clean" som er cd-ens eneste engelsksprogede skæring, men samtidig den der qua sit næsten Aqua-agtigt ørehængende omkvæd er albummets mest oplagte hot rotation aspirant. Mens brormand skærer swingbeatet for med en guillotines præcision og tvinger lytteren til at finde danskeskoene frem synger Kim stødvis hviskende og med frasering som en Bowie på speed og kængurustylte sig ind i hjertet af det golde bodegalandskabs bittert længselsfulde misfits:

The muhammedane took your wife/the purk he got your job/but hey man, you got a friend/and I'll never let you down/I'm living room clean/ if you know what I mean

Sangen glider uden pause over i det sfæriske instrumentalnummer "Parachute," hvor Behnke-brødrene overbyder hinanden i en 15 minutter lang mundharpe-chase. Nummeret er klart albummets svageste, men helhedsindtrykket mere end reddes på stregen af den musicallignende suite med de tre sange "Z du var mig," "Giv mig din stemme" og endelig den Grande Finale-orkestrerede flowerpower-revival "Danser på Børsen", hvor Jacobsen på en næsten folkemelodilignende enkel akkordscooter kører helt ud over afgrundens rand og nedenom og hjem i familiens og det næres skød. Det er hårrejsende smukt. Behnke-brødrene er aldrig hørt så svuppende intime før, og Fransgaards funkguitar flintrer rundt i manegen og sparker muhammedaneserrøv.
Ind imellem savner man Mogge Pops mudret/messende nazi-rap; på den anden side står det efter Frihed 2000's Løsgænger klart at bandet - efter at hovedet kappede sig selv af - har lært at pisse i egen kumme på den hårde måde.

*Frihed 2000: Løsgænger, Kirsten Jacobsen (sang, meningsmaskine), Tom Behnke (trommer, concussion) Kim Behnke (bas, elektrisk cello) og Thorkild B. Fransgaard (guitar m.m.). Jackass records. Billigt til salg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu