NATHALIE SARRAUTE døde tirsdag i Paris 97 år gammel - andre kilder siger 99 år. Billedet af den franske forfatter melder sig for øjet fra fotografier og fra et interview i dansk tv for nogle år siden, som viste hende med denne særlige tilstedeværelse, de mørke øjne og den kækt skårne frisure. Russisk og jødisk af slægt pendlede denne to- eller flersprogede Natasja Tsjerniak i barndommen mellem moderen i Paris og faderen i Sankt Petersborg eller Moskva, fransk med den intensitet, som den polyfone etniske baggrund giver, og som ingen kultur kan undvære. Hun studerede engelsk i Oxford og jura i Paris, måtte opgive sit advokatjob under den tyske besættelse for at gå under jorden.
Det litterære miljø i Paris kendte hun ud og ind, og ingen andre steder er der så på én gang offentlige og eksklusive snirkler, som de udstilles på caféerne, hvor der mærkværdigvis også produceres manuskripter. Nathalie Sarraute indfandt sig troligt hver morgen på sin stamcafe, aktiv til det sidste.
SIGER MAN Sarraute, siger man også Tropismer. Hun hang på denne ikke første, men måske vigtigste bog fra 1938, der med sin biologiske term om plante- og amøbebevægelser i titlen mere end antyder et anderledes syn på menneskers psyke med de næsten umærkelige stemningssving og vilkårlige impulser: den ordløse subkonversation, der foregår under samvær, hvis det ikke er fravær. Man aner en forbindelse mellem caféens observationspost, det myldrende liv omkring en optagethed af noget andet, en fremmedgjort og anonym samtale, timer af forskydninger, forandringer, menneskelig osmose.
Med indledningens ord: "Det var som om de vældede frem overalt, udklækket i luftens let fugtige varme, de strømmede langsomt som om de sivede ud fra murene, fra de omgitrede træer, bænkene, de snavsede fortove, pladserne."
Denne siven, som også kendetegner litterære miljøer - de snobistiske, skynder man sig at sige - har Sarraute skildret satirisk i romanen Guldfrugterne (1963), hvis emne netop er en roman, alle taler om, og den udgøres af denne sladren af stemmer uden navn, uden handling at hænge sig op på. At en mellemliggende bog hedder Planetarium, kan ikke undre.
DA VAR nouveau roman, den nye roman, lanceret som genre af et vist litterært miljø, bestående af Alain Robbe-Grillet, Michel Butor og i udkanten Claude Simon, Marguerite Duras, Le Clézio.
Her er fortælleren, de psykologiske figurer, intrigen likvideret til fordel for tingene, anonymiteten, upersonligheden, der bliver til sprog, sprog og atter sprog. Nathalie Sarraute stod lidt til en side, sad iagttagende ved sit cafébord og var trods alt lige lovlig psykologisk frem for de andre, men lancerede hele teknikkens idé, under tidlig inspiration af Proust, James Joyce, Virginia Woolf. Hun var den, der kom med programskriftet L'ère du soupçon (1956), Mistankens tid.
Antiroman, døbte Jean-Paul Sartre hendes Tropismer, som han var den første og næsten eneste til straks at se det særlige i. Det var samme år hans egen roman La nausée, Kvalme, kom, 1938, samtidig med Samuel Becketts Murphy.
ROMANEN, dette litterære monstrum, som til stadig erklæres død eller invalid og alligevel går frit omkring i utallige forklædninger, fik en modernistisk indsprøjtning, som både opkvikkede og paralyserede fortællingen, som stadig må genopfindes. Kun mainstream-kulturen kan negligere den mistanke, der ellers indbygges i vore dages fortælling af nogen kunstnerisk interesse: det forsøg på forudsætningsløs konfrontation med omverdenen i behovet for at slippe af med den psykologiserende, normalfortolkende vane og uvane. Store dele af også nutidens danske digtning bærer på et tropistisk gen, implanteret af Nathalie Sarraute og hendes fæller, fra Klaus Rifbjerg til Jens Christian Grøndahl for at nævne to, som ikke står hinanden nær, og så lægge Forfatterskolen ind imellem.
"Du vil altså virkelig gøre det? 'Skrive dine barndomserindringer'... Hvor de ord generer dig, du bryder dig ikke om dem. Men du må indrømme, at det er de eneste ord, der passer. Du vil 'skrive dine erindringer' ... du kan ikke knibe udenom, det er det, du vil."
Sådan gik det virkelig. Hun måtte til denne fortærskede genre, men ikke på genrens vilkår. Det er så at sige ordene, der går deres veje gennem erindringen i den fortættede skildring, Sarraute udgav som Barndom i 1983 og indledte med de citerede ord. Og om sproget handler hendes sidste lille bog fra sidste år, Ouvrez, Luk op!
DET PLEJER at være præsident Chirac, der formulerer officielt bevægende ord ved store franske skikkelsers død. Nu var det premierminister Lionel Jospin, der udtalte, at Nathalie Sarraute gjorde det franske sprog ære. Hvis det er sandt, kunne den spinkle dame med den store evne fortjene en plads i Pantheon. Hun kunne være i en lillebitte sarkofag.
