Læsetid: 2 min.

Romantisk kærlighed

25. oktober 1999

Med 'Giselle' bringer Den kongelige Ballet sig langt om længe på omgangshøjde med sin egen kapacitet

Ballet
Den kongelige Ballet har ikke satset vildt med opvarmningsnummeret før den store klassiker, 'Giselle'. Man har fundet en lejlighedsballet fra 1988 af Peter Martins frem, til moderne valsemusik af amerikanske komponister fra John Cage til Philipp Glass.
Det er minutvalse, alle tilhobe, og de små karakterstykker for parrene Marie-Pierre Greve/Martin James, Silja Schandorff/Kennet Greve, Tina Højlund/Thomas Lund og Christina Olsson/Ratmansky er forbi, før de har sat sig fast i sindet.
Peter Martins viser, at man kan folde en danser ind og ud og i knæleddene som en Swiss Army Knife, og at pigerne kan bruge de mandlige kolleger som klatrestativer. Alle gør en behjertet indsats for at få disse akrobatiske bagateller til at ligne dansekunst, men beregningen skinner alligevel igennem.
Det er så uforpligtende, at man føler sig talt ned til af koreografen: Vi er modne til ballet, der går til yderligheder, sætter galskab på scenen, ryster i stedet for at underholde.
Eller på enhver anden tænkelig måde kommer i nærheden af år 2000.

Kærlighedssvigt
Et kompagni, der ikke danser 'Giselle' er svær at tage alvorligt, så det er fint, at vi igen har en version af denne balletten over alle balletter på repertoiret.
Iscenesættelsen er den meget savnede Henning Kronstams, til lejligheden pudset op af Heidi Ryom, Colleen Neary, Johnny Eliasen og balletchefen.
Der er ikke nogen eksperimenter i denne udgave, der fortæller historien om den forførte bondepige uden at gøre noget forsøg på at modernisere.
Som Den kongelige Ballet ser ud i øjeblikket er det nok det klogeste valg, man kan træffe, at gå tilbage for at springe bedre, som de siger i Frankrig.
Rent umiddelbart forekommer den perfektible Caroline Cavallo ikke at være det indlysende valg til rollen som bondepigen Giselle, der bliver forført af den alt for højbårne Hertug Albrecht af Schlesien.
Men med fin instruktion af. især, Heidi Ryom (gætter man på) fandt Caroline Cavallo et forbavsende rigt register af følelser, såvel i førsteaktens forelskelse som i andenaktens dødningeverden blandt alverdens ulykkelige kvindeofre for mændenes svigt.

Fine momenter
Giselle skal gribe hjertet på det mest naive, der hvor ulykkelig kærlighed, vanvid og død går rent ind og tårerne sagte triller.
Det lykkedes i momenter Caroline Cavallo at finde ind til den ægte naivitet, der kan bære den udødelige, men også urimelige historie.
Albrechts rolle er vanskeligere, og ganske politisk ukorrekt, så giver man sig til at tænke for dybt, kan man hurtigt komme til at stille ubekvemme spørgsmål til handlingen.
Mads Blangstrup formåede med sin rene poesi at gøre den utro elsker til en drømmer, hvis kærlighed bringer ham hinsides moral - og næsten hinsides det menneskelige samfund.
Ligesom Caroline Cavallo var han som kunstner uendeligt meget bedre, end da de sidst var på scenen. Det har gjort dem godt at få lov til at gå i clinch med balletrepertoirets mest krævende partier.
Langsomt foldedes fortællingen om 'Giselle' ud, men den stod sig smukt, også blandt willier og bønderfolk (fin pas de deux af Gudrun Bojesen og Thomas Lund). Balletten bliver danset af fem hold ialt, som det vil blive interessant at følge.

*'The Waltz Project', 10 amerikanske komponister og Peter Martins. 'Giselle', baseret på Henning Kronstams iscenesættelse.
Det kongelige Teater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her