Læsetid: 2 min.

Roundup sættes under lup

16. oktober 1999

Sprøjtemiddel-giganten Monsanto tilbageviser nye oplysninger om, at sprøjtemidlet
Roundup skulle skade insekter. EU og Danmark er ved at vurdere godkendelsen af midlet

Om sprøjtemidlet Roundup fremover må spredes på marker i EU-lande, bliver vurderet i disse måneder.
Et forbud kan blive resultatet af EU's granskning af stoffets effekt på miljø og sundhed, lød konklusionen i en udsendelse på den britiske Channel 4, som Information refererede torsdag.
Channel 4 havde fået oplysninger fra en fortrolig EU-rapport om, at aktivstoffet glyphosat i Roundup slår gavnlige insekter og edderkopper ihjel.
Men oplysningen er taget ud af en sammenhæng, der er noget mere uafklaret, lyder det fra de danske miljømyndigheder.
"Godt nok har laboratorieforsøg vist, at glyphosatholdige midler under visse former kan være giftige for insekter og edderkopper. Men det er ikke det samme, som at glyphosat i sig selv er det," siger Steen Gade, der er direktør for Miljøstyrelsen.
Derfor har EU bedt sprøjtemiddel-producenten Monsanto om at få udført flere undersøgelser, der kan af- eller bekræfte glyphosats eventuelle skadevirkninger.

Monsanto afviser
I næste uge skal en række eksperter vurdere, om Monsantos nye undersøgelser er tilstrækkelige til at afvise problemet - eller om der skal foretages endnu flere: "Vi har et princip om, ikke at kommentere oplysninger fra en fortrolig EU-rapport, men ingen af vores studier, der er evalueret af videnskabsfolk, har vist, at glyphosat er skadelig," siger Helmut Walther, der er talsmand for Monsanto-koncernen i Tyskland.
Det er netop de tyske miljømyndigheder, der på vegne af EU er ved at gennemgå glyphosats virkninger på miljø og mennesker.
"Hvis der var kommet afgørende ny forskning frem, som påviste, at glyphosat er skadelig, så ville vi vide det," siger Monsantos tyske talsmand.
Glyphosat er verdens mest solgte sprøjtemiddel, og det indgår som aktivstof i en række midler kombineret med et hav af hjælpestoffer. Og det er netop nogle af disse kombinationer, som kan vise sig at være mere giftige end hidtil troet.
Det populære sprøjtemiddel er kommet under lup efter at EU er begyndt at gennemgå samtlige sprøjtemidler i forbindelse med, at midlerne om et par år skal godkendes i EU-systemet fremfor i nationalstaterne.
Sideløbende er de danske miljømyndigheder ved at revurdere godkendelsen af glyphosat, som udløber næste år.
"Det er fast rutine at revurdere sprøjtemidler, når godkendelser er ved at løbe ud. Det gør vi også med glyphosat, selvom det kort tid efter vil blive underlagt EU-godkendelse," siger Steen Gade fra Miljøstyrelsen.
Derfor følger de danske miljømyndigheder nøje de oplysninger om glyphosat, som tyskerne samler ind på vegne af EU. Alle EU-lande er blevet bedt om at bidrage med den forskning og viden, de har om Roundup og aktivstoffet glyphosat.
Og det er værd at bemærke, at de svenske miljømyndigheder har valgt ikke at indsende en svensk undersøgelse fra foråret, der skulle vise, at sprøjtemidler og herunder glyphosat kan være kræftfremkaldende.
"Det kan være fordi undersøgelsen ikke går direkte på glyphosat, men ellers må vi gå ud fra, at de svenske myndigheder ikke finder resultaterne tilstrækkeligt underbygget," siger Steen Gade.
Han vil ikke komme med signaler om, hvorvidt glyphosat kan tænkes at blive godkendt eller ej: "Stoffet befinder sig midt i en meget lang godkendelsesproces både hos os og i EU. Derfor er det alt for tidligt at udtale sig om, hvordan sagen vil ende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu