Læsetid: 3 min.

Russerne rykker ind på Grosnij

19. oktober 1999

Mens krigen optrappes, nægter Rusland de tjetjenske flygtninge at krydse grænsen

Russiske styrker trængte mandag ind i udkanten af den tjetjenske hovedstad Grosnij. Meddelelsen om fremrykningen blev overbragt til nyhedsbureauet AFP af en højtstående russisk general fra det russiske militære hovedkvarter i Nord-Ossetien.
"De kan se Grosnij og skyde direkte ind i byen," sagde generalen, som ikke ønsker at opgive sit navn.
Imens benægtede en anden højtstående russisk general, Valerij Manilov, at de russiske styrker skulle have planer om at trænge ind i Grosnij.
"Vi vil ikke storme Grosnij. Vi er ikke i færd med og vil ikke udføre en landoperation," sagde Manilov i går på et møde i London.

Fanget i krydsild
Mens de russiske tropper rykker tættere på Grosnij, har de russiske myndigheder i mindst en uge nægtet de tjetjenere, som flygter fra de russiske luftangreb og kampene i Tjetjenien at krydse grænsen mellem Tjetjenien og Nord-Ossetien.
I stedet må flygtningene vende tilbage igennem krigszoner, hvor de risikerer at blive fanget i krydsild mellem russiske og tjetjenske styrker.
Lukningen af grænsen bekræftes af flere kilder, heriblandt en hollandsk journalist, som har været i området og mødt flygtninge, som har måttet vende om ved grænsen.
Flygtningene fortæller, at de er blevet beskudt af russisk artilleri, mens de forsøgte at flygte fra Tjetjenien langs Terek-floden. De hævder at have set ligene af 14 civile på vejen. Det er uklart, om de russiske styrker sigtede direkte på de civile tjetjenere, eller om flygtningene er blevet fanget i krydsild.
Også repræsentanter fra den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial, som torsdag vendte tilbage fra naborepublikken Ingusjetien, hvor omkring 150.000 tjetjenske flygninge har søgt tilflugt, fortæller, at de har talt med adskellige flygninge, som er blevet tilbagevist ved grænsen til Nord-Ossetien og derved tvunget tilbage i krigszonerne.

Ulovlig handling
Lukningen af grænsen for civile tjetjenere møder skarp kritik fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.
"Ved at lukke grænsen sender Rusland flygtningene tilbage til de bomber, de flygter fra. Derved bliver de udsat for livsfare, og det er en alvorlig overtrædelse af såvel russisk som international lovgivning. Den russiske regering er forpligtet til at beskytte udsatte mennesker og bør gøre det uden at diskriminere minoriteter," siger Holly Cartner, som er leder af den europæiske og centralasiatiske afdeling af Human Rights Watch.
Kritikken preller imidlertid af på Rusland, og general Manilov benægtede mandag, at civile skulle være blevet dræbt i krigen.
"Vi anvender luftangreb og artilleri, men kun mod de terroristbaser, som vi kender igennem vores efterretningstjeneste," sagde han i London og fastholdt, at alle oplysninger om civile dræbte er falsk information fra de tjetjenske oprørere.

Flygtningelejr bombet
Præsidenten i Ingusjetien, Ruslan Aushev, er dybt bekymret for flygtningesituationen. Han siger til nyhedsbureauet AFP, at russiske luftangreb og artilleribeskydning af Sernovodsk i det vestlige Tjetjenien har medført, at en flygtningelejr dér er blevet forladt af sine 5.000 indbyggere.
"De civile tager af sted på grund af de russiske styrkers artilleribeskydning og luftangreb på deres landsby gennem de seneste to dage," siger Aushev, der i ligefremme vendinger angreb Moskvas nødhjælp for at være "en dråbe i havet," og sagde, at hans forarmede republik har presserende behov for mad, tøj og telte til flygtningene.

Ingen nødhjælp
Ingusjetien, hvis befolkning i fredstid er på omkring 300.000, er i fare for at blive løbet over ende af flygtningestrømmen fra Tjetjenien, sagde Aushev, der anklager Moskva for direkte at blokere for nødhjælp til hans republik fra internationale hjælpeorganisationer.
"Der kommer hjælp fra føderationens centrum, men det er blot en dråbe i havet. Flere internationale organisationer har sagt, at de har til hensigt at give hjælp direkte til Ingusjetien. Men de har fortalt mig, at de er blevet nægtet denne mulighed. De har fået besked på, at de kun kan give hjælp via Moskva," tilføjede han.
Den russiske regering har insisteret på, at den kan hamle op med flygtningesituationen, selv om Moskva over for EU- og FN-chefer har tilkendegivet, at man ikke vil afvise tilbud om hjælp udefra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her