Læsetid: 4 min.

Ikke så meget pis

5. oktober 1999

Forstadshysteri eller anstaltsparanoia? Vesterbro byder på skingrende morsomt og uhæmmet grusomt normalitetsteater om karkludsneurotikere og tænk-positivt-holistikere

Teater
Mange veje fører til Halmtorvet. Man kan f.eks. køre ad Viktoriagade. Og denne måned byder på en oplagt teatertur gennem Vesterbro - via Teater Grob i baghuset i Viktoriagade til Husets Teater ved renoveringspladsen på Halmtorvet.
Turens slutmål vil i givet fald være Erling Jepsens 'normalitetsdrama' på Husets Teater med titlen Snefnugget og øjeæblet. Her er det parcelhuskulturen, der står for skud. Naboer, der ikke har andet til fælles end hækken, men som alligevel bliver del af hinandens utilfredsstillede og forkrampede 'plejer-I-at-gøre-det-med-lyset-tændt?'-liv.

Post-pandurosk
Jepsens historie virker bekendt og post-pandurosk, her er bajerne bare skiftet ud med sjusser. Til gengæld rummer Jesper Corneliussens kostumer sæsonens mest spiddende præcisionskarakteristikker: Stykkets kedsommelige ingeniør er iført striktrøjer af den pæne slags med striber, der lige akkurat ikke rykker noget som helst - og i hvert fald ingen hormonbalance. Hans damebladshustru er karkludsneurotiker og handlingslammet i sin tilbudssmarte pyjamasskjorte. Og deres håndgangne nabo med potensen i orden lever ølmavetruslen ud i forvaskede
t-shirts.
Det er i disse tre onde personudleveringer, at stykket lever. Peder Holm Johansen spiller perfekt klistret med hånden om nøglekæden i bukselommen, mens Tammi Øst udvider sit repertoire af sært sammenskruede kvinder med endnu skarpere timing end tidligere. Øst er Husets Teaters ukronede dronning; og som en anden Alex ser hun stadigt dejligere ud for hver forestilling.
Kristian Halken spiller derimod på en upoleret råhed som manden, der er kommet til at bolle udenom. Blandt andet. Og Halken rammer grundtonen af hverdag og ikke-så-meget-pis med garvet øl-etikke-pilleri og besnærende angerløshed.

Oppumpet én-akter
Instruktøren Kim Bjarke har valgt at satse på tekstens groteske replikskifter og karikerede situationer - og han sørger for befriende latterbrøl på tilskuerrækkerne. Men til sidst kommer hans selv hans grovkornede instruktion til kort over for teksten, der skrider fra veloplagte, absurde hverdagsglimt til obligatoriske hørt-til-hudløshed-fortidsberetninger.
For Erling Jepsens historie virker som flere historier i én. Måske skulle det være en hemmelighed - det står i hvert fald ikke i programmet - men faktisk er dette stykke en oppumpet udgave af hans yderst vellykkede novelledrama Drengen i Hækken, som blev opført med Bo Carlsson, Karina Skands og Kim Nørrevig i august sidste år på Kaleidoskop. I den nye udgave af historien falmer intensiteten imidlertid, og det barokke blegner og bliver mere og mere traditionelt realistisk. Og uinteressant, på trods af morskaben.

Med neglekrads og bid
Efter sådan en omgang forstadstristesse er det næsten opløftende at besøge Teater Grobs anstaltsparanoia Forstanderinden i Viktoriagade. Her har Jens Arentzen skabt en hverdagstragedie, der kradser i 90'ernes tænk-positivt-dyrkelse af den økologiske og holistiske kærlighed. Stykkets hovedperson er lederen af en lukket afdeling i Vangede. I mangel af et egentligt og meningsfyldt liv kaster hun al sin omsorg på patienterne og sit personale. Og netop derfor kommer hun til kort, da virkeligheden vælter ind over rutinerne i form af en ny langtidsledig, som kropsdyret Thor Bjørn Krebs giver alt, hvad provokationen kan trække.
Mere skal ikke afsløres her. Til gengæld kan det berettes, at sjældent har kørestole og gangstativer, sengebade og løftekraner virket så underholdende som her... For Jens Arentzen har befolket den lille mørke scene med Grob-ensemblets dynamiske ensemble som hengemte skæbner i vildt ræs i cykellygternes skær. Og selv om han flirter en anelse med stesolider og en Gøgereden 2, vælger han fornuftigt nok at holde fast i historien om afdelingssygeplejerskens ensomhed.
Her bliver selv det mest tragiske brølende komisk - og institutionsetikken får én på godda'en, sådan med neglekrads og bid og det hele. Forestillingen er bygget op omkring Berrit Kvornings forstanderinde - hendes 25 års skuespillerjubilæumsrolle - og Kvorning spiller bogstaveligt talt røven ud af bukserne på sin frustrerede afdelingsleder. Hendes kvindelige jeg-skal-nok-tage-ansvaret-attitude sidder dybt i hendes blik, og hendes alt for praktiske outfit med cykelhjelm, fjällräven og jacoform virker næsten aggressivt i forsøget på at skjule hendes pæne krop og dens hungrende behov efter berøring. Hos Kvornings omsorgskvinde skal der mere end almindelig vulkaniseringslim til at lappe fortidens sjælehuller. Og samtidig formår hendes spil at punktere mere end en enkelt fordom om stærke kvinder.
Så herfra kan kun lyde en opfordring om at tage turen om ad Viktoriagade. Og specielt til Københavns Amt om at udvide budgettet og sende hele omsorgspersonalet på todelt lokaludflugt til disse vesterbroske virkelighedsspejlinger. Pengene til billetterne vil uden tvivl være givet mindst lige så godt ud som til deltagergebyrerne for de ellers så tidstrendy kurser i personlighedsudvikling.
Og så er teaterforestillingerne garanteret morsommere - og uhæmmet grusommere.

*'Snefnugget og øjeæblet' af Erling Jepsen. Instruktion: Kim Bjarke. Scenografi: Jesper Corneliussen. Husets Teater på Halmtorvet til 30. okt.

*'Forstanderinden'. Manuskript og instruktion: Jens Arentzen. Scenografi: Søren Krag Sørensen. Teater Grob, Viktoriagade 12 til 30. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu