Nürnberg reduceres til harmløs komedie
Teater
Det var nærliggende at tro, at en teatertolkning af Nürnberg-processen ville blive en frygtelig politisk korrekt forestilling. Men nej, sådan kan dramatikeren og instruktøren Rolf Heims forestilling Nürnberg - Backstage næppe anskues.
For den skelsættende, historiske rettergang er i Heims fortolkning reduceret til en munter salonkomedie med masser af action, billeder og musik. Her optræder Hermann Göring i eksotisk badekåbe, mens Albert Speer tegner kridtsøjler på gulvet og Rudolf Höss laver flyveøvelser på plint. Nürnberg-dommeren tager kun dommerkappen af for at afsløre, at han inden under er selveste Føreren. Og så synger de alle barbershop-hygge, vander blomster og tørrer hår, mens absolut intet sker i den såkaldte rettergang. Til gengæld beretter de gerne om deres børn, om deres manglende viden om lejrene og alt muligt dagligdags, der skal vise dem som aldeles almindelige mennesker.
Nethinden sløves
Disse ekstreme forbrydere fremstilles derved til småforvirrede og dermed tilgivelige (!) mænd. Selv forestillingens dokumentariske glimt, nemlig en film fra Auschwitz efter nazisternes nederlag i 1945, skildrer kun pigtråd og tomme barakker.
Og i øvrigt spilles den om og om igen, så nethinden sløves, og billederne af ukrudtet mellem jernbanesporene på vej til udryddelseslejren ser desuden alt for fredsommeligt ud til at kunne vidne om den påståede tragedie. I programmet sætter Rolf Heim spørgsmålstegn ved Nürnberg-processen som "det moderne demokratis retfærdige afsæt". Men i forestillingen er der ikke en tilsvarende stillingtagen til den faktiske proces. Her transformeres afhøringerne snarere til harmløse revypointer og forlorne Heimat-sange - 'Guten Abend. Ich bin ein Nazi,' som de anklagede storsmilende siger. Og selv om scenens indretning af anklagebænk, køleskab, kz-tøjbunker og flygel umiddelbart vækker nysgerrighed, fuser spændingen ud undervejs.
Egentlig er programmet mere skrækindjagende end forestillingen. Her hævder Heim nemlig også, at han har villet skildre personerne 'uden de løftede pegefingre, der normalt forfølger portrætter af naziforbrydere', og at han håber, 'at tilskuerne vil blive lidt rørt og tænke at, gud ja de var jo ikke bare svin og sadister. De var jo også mennesker.'
Senere sammesteds dementerer han dog næsten denne nynazisme-tankegang. Men under iveren for at skildre processen så provokerende uhøjtideligt er det hele bare blevet åh så morsomt. Og åh så backstage-opfindsomt. Men også åh så foruroligende ligegyldigt.
*'Nürnberg - Backstage'. Tekst, scenografi og instruktion: Rolf Heim. Oversættelse: Nina Kareis. Research: Carsten Thau. Dramaturg: Kitte Wagner. Musik: Pete Livingstone. Koreografi: Kristján Ingimarsson. Betty Nansen Teatret på Edison til 13. nov.