Læsetid: 3 min.

Et samlesæt af historier

9. oktober 1999

Her er masser af historier, der kan gøre læseren klogere på spændvidden af de skrivendes parnas

Historier
Kærester, har jeg altid tænkt, det er sådan noget lidt biedermeieragtigt og romantisk, også når der blever sat et gemytligt 'folk' efter.
Nuttet og gammeldags, måske vemodigt. Antologien Kærestefolk måtte til for at revidere mine begreber.
Det er bare barske sager, når 22 kvinder skriver om den kærlighed, som er en smerterig plageånd. Måske med undtagelse af Iselin C. Hermann, som har forskrevet sig til guldalderen og som jeg ikke kan stå for på grund af hendes snedige epigoneri, der giver den harmoniske klassik, hvor man tager om 'lænder'.
Hendes purunge pige lider en krank skæbne, da kæresten uforvarent kommer til at massakrere den sure antikvarboghandlerfar, som bryder aggressivt ind på et meget upassede tidpunkt. Så historien ender i et fængselshul på vand og brød. Inden da er der noget skælmeri.

Sommerfuglepupper
Så er der de brede, som den altid humoristiske Jane Åmund med skolekæresterier, og Lone Kühlmann, der skriver om en kærlighedsaffære som en professionel forretningsaftale. Og de sjove, som Nedtælling, hvor Hanne-Vibeke Holst skriver om pigen, der vil have alle forberedelserne for at kunne sige nej ved altret for tredje gang.
Til gengæld kan jeg ikke stå for Ditte Steensballes De usynlige, hvor en masse små skabninger, larver, sommerfuglepupper og orme virrer rundt og afspejler såvel ægteskabeligt sjæleliv som deres egen helt formørkede verden. Vi er helt nede i og under jorden, og ovenpå går et menneskepar rundt og prøver at finde hinanden i samhørighed:
"Væsenerne. Skræmmes af bange mennesker. De ved, at bange mennesker hurtigt glemmer en logik, de måske havde. De er besøgende og har noget at fortælle, de måske altid har fortalt."
Og måske har de næsten ulegemelige mere at byde på end vi har.
Marina Cecilie Roné præsenterer en nænsom novelle Fjern hende, som har været trykt før i den nænsomme novellesamling Fra et skød, Hanne Marie Svendsen med en computernovelle, Maria Giacobbe, som giver sin version af Madame Butterfly og lasagna i et smukt, behersket sprogtempo.
Der er liggestolslæsning og sommerferiestemning over Kærestefolk, den passer fortrinligt til eftersommerens smukke vejr. Forfatterne præsenteres ikke altid fra deres stærkeste side, historierne er droppet ned hist og her, på bestilling, og som det nu falder sig. En interessevækkende smagsprøve af kvindelige forfattere, hvor en introduktion ville have været på sin nyttige post.
Lignende karakter af læsebog har antologien Min yndlingshistorie med de etablerede forfattere i prisbillig og solid udgave.

Yndlingslæsebogen
Her har overvejende mere kendte forfattere og skrivende - vor helt egen Georg Metz (Pontoppidan), Jan Stage (Fru Marie Grubbe) og Thomas Harder (Georg Brandes' Italien) - mellem journalistik og litteratur fået lov til frit at udvælge et dansk yndlingsstykke. Især for den indviede kan her afsløres noget mere karakteristisk om den skrivende. Gode oplæsningstykker, mange har valgt romanuddrag .
Underligt er det ikke, at Knud Sørensen skriver om Hosekræmmeren, og Suzanne Brøgger vælger sig Kierkegaard og Pia Tafdrup H. C. Andersens Den uartige Dreng. Herlige tekstvalg, hvoraf nogle kommer af sære, komplekse overbevisninger som den dæmoniserede Erwin Neutzsky-Wulf, der om sit traditionelle Evaldudpluk fra Borups gymnasieudvalg springer i vejret:
"Hvad skulle vi da have svaret, når vi således blev overhørt i lektien og bedt om at øse af den danske litteraturskat? Her går H. C. Andersen ikke an!"
Andre inspireres af tilfældigheder, som kan være geografien eller en elsket dansklærer, nogle skriver som ud af en litteraturhåndbog (Elias Bredsdorff om Saxo), mens andre formår at personliggøre den sides tekst, de har til rådighed, som Peter Legaard Nielsen: Igen en god bog med et smukt omslag til at give lyst til vinterlæsningens spredte fornøjelser.

*Antologi: 'Min yndlingshistorie'. 444 s. 249 kr. Aschehoug.
*Antologi: 'Kærestefolk'. l66 s. 168 kr. Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu