Læsetid: 6 min.

'Det er sjovt at være en klike'

20. oktober 1999

En samtale om vildt, arabisk blod og dansk tålmodighed, om venskab og om, hvad man skal gøre ved de kriminelle unge fra Vollsmose

Vennerne
Af Bilal Bayoumi stikker hovedet ud af sideruden på en blå VW Golf en tirsdag aften på en af Bøgeparkens parkeringspladser. Han råber til journalisten og fotografen, at han gerne vil udtale sig. Og så vælter det ud af ham med meninger om livet i Mosen, om araberne, om danskerne, om politiet, om Fædregruppen og ikke mindst om medierne.
Meningerne kommer i et tempo, så det faktisk er umuligt at nå at notere det hele, så vi laver en aftale med ham en uge senere og beder ham tage nogle af sine venner med.
"Vi kan være hos min storebror Mohammed," siger Bilal og giver os adressen på et rækkehus i Egeparken.
Da vi en uge senere ringer på hos Mohammed Bayoumi og hans familie kender værtsfolkene ikke noget til, at lillebror Bilal har indbudt pressen, men vi bliver inviteret indenfor.
10 minutter og en opringning til hans mobiltelefon senere ankommer Bilal Bayoumi, som er 21 år og bagerlærling, Jesper Witved, der er 21 og netop udlært som murer, Abdallah Mansour, som er 21 og i gang med HF, og Sune Vitved, som er 22 år, Jespers fætter, og ikke i gang med arbejde eller uddannelse for tiden.

Mariehønen Evigglad
De fire unge mænd slår sig ned i sofaerne. Storebror Mohammed og hans familie holder sig i baggrunden, mens de serverer te, småkager, ris, kylling og cola. Mohammeds børn trænger sig på i forgrunden og løber glade rundt i lejligheden og synger Mariehønen Evigglad.
De fire har, som Jesper siger, "stort set været sammen det sidste par år". Og sammen er de også i løbet af den tre timer lange samtale i rækkehuset i Egeparken. Bortset fra, at Sune og Abdallah på et tidspunkt pludselig springer op og forlader selskabet i tre kvarter, da Bilals lillebror ringer på mobiltelefonen, fordi bilen ikke vil starte.
"Jeg har faktisk aldrig haft det så sjovt som nu, hvor vi er en klike, der hjælper hinanden," siger Jesper.
"Danske kammerater er tit meget egocentrerede. Hvis min bil er punkteret, og jeg ringer til dem, så har de masser af undskyldninger for ikke at komme og hjælpe mig. Hvis jeg ringer til Bilal, så kommer han med det samme," forklarer Sune, efter at han og Abdallah er kommet tilbage.
Abdallah og Bilal er børn af palæstinensiske forældre. Abdallah kom til Danmark for 11 år siden og "har altid gået sammen med danskere", som han siger. Bilal har boet de sidste otte år i Danmark og lærte hurtigt dansk, fordi han gik i på en skole i parcelhusforstaden Højby syd for Odense, hvor der næsten ikke var andre flygtninge- og indvandrerbørn.
Abdallah og Bilal har fået lov til at være sammen med danske unge og gøre meget af det, som danske unge får lov til:
"Når danske unge er 13-14 år gamle, begynder de at gå til fester. I vores kultur må vi egentlig ikke gå i seng med en pige, før vi er gift," fortæller Abdallah. Han fortsætter:
"Men jeg har været heldig. Min far kunne godt forstå, at jeg gerne ville være sammen med de danske unge, så det fik jeg lov til. Men jeg skulle stadig komme tidligt hjem, og jeg måtte ikke drikke spiritus."
Det udløser spørgsmålet, om de stadig ikke drikker alkohol:
"Jo, det sker. Sjældent," siger Bilal.
"Det er Jesper, der tvinger os," griner Abdallah.

Moderne Beirut
Bilal kalder det Beirut, hvor han boede, indtil han var 13, for "meget moderniseret":
"Der var bikinier, spiritus og kasinoer. Det er altsammen noget, jeg har oplevet i Beirut. Det er sikkert sværere for dem, der kommer fra landet, og kommer til Danmark. Det er ligesom forskellen på københavnere og jyder. De fleste jyder er nogle bonderøve," griner Bilal uden at komme ind på, hvad fynboer så er.
Bilal har aldrig boet i selve Vollsmose, men han kommer der dagligt - blandt andet fordi han har flere af sine 10 søskende i området, som han kalder et "helt okay" sted at bo:
"Folk føler sig hjemme, når de er samlet. Mange arabere eller tyrkere bliver gift tidligt og får mange børn. Og sådan en stor familie kan have det godt og trygt sammen i Vollsmose. Men for de unge er det et meget kedeligt og trist sted," siger Bilal.
"Og så er det, at de begynder at lave ballade," mener Jesper.
"Og når forældrene så prøver at stoppe problemerne, begynder børnene at flygte. Det er, når de bliver tvunget til ting, de ikke gider," fortsætter Bilal.

Vildt blod
Alle fire er enige om, at araberne har et mere "vildt blod" og et "stærkere temperament" end danskere:
"Vi har det meget med at afreagere med det samme," forklarer Abdallah.
"Ja, I har mere tålmodighed end os," siger Bilal.
Men når man spørger dem, om de så reagerer forskelligt, når de er sammen alle fire og bliver provokeret, svarer Jesper:
"Jeg råber lige så meget som Bilal, men jeg har altid haft et hidsigt temperament."
Jesper mener, at der måske kun er 15-20 unge i Vollsmose, som laver den virkelig grove kriminalitet:
"Den er der ikke nogen, der kan forsvare. Den tager alle de andre udlændinge også afstand fra," siger han.
Men hvad stiller man op med de kriminelle? Flere gange har folk i Vollsmose og omegn givet udtryk for, at de unge palæstinensere ikke opfatter et dansk fængsel - hvad enten det er det åbne fængsel Søbysøgård syd for Odense eller det lukkede fængsel i Nyborg - som andet end et feriehjem.
"Det har jeg også hørt," siger Bilal.
Jesper minder om, at "vores regler bygger på, at der har været fred i 50 år. Dernede har der været krig i lige så lang tid".
Jesper og Bilal er enige om, at det ville være godt, hvis folk kunne bruge tiden i fængsel til at lære noget.

Udvisning
Reglerne om udvisning af kriminelle udlændinge er blevet strammet. Og de nye regler har allerede ramt unge fra Vollsmose, som vil blive sendt til Libanon eller Tyrkiet, når de er færdige med at afsone deres fængselsstraf for grove voldsforbrydelser. Men hjælper de nye udvisningsregler?
"Det kan godt være, at de kan få nogle til at tænke sig om en ekstra gang. Men ikke hvis de har et meget stærkt temperament, og de står midt i en slåskamp," siger Sune.
Bilal synes, det "måske er fedt nok, at der kommer de der udvisninger":
"Men man skal tænke sig meget godt om, inden man udviser en person. Hvis han er vokset op i Danmark, har han ikke noget at vende tilbage til i Libanon," siger Bilal.

Fædrejakker
Fædregruppen IDFAD (Indvandrer-Dansk Forening for Anti-Diskrimination) er et af de selvhjælpsprojekter, der forsøger at bringe kriminaliteten under kontrol. En gruppe - primært palæstinensiske - fædre patruljerer iført ens, blåsorte jakker i Vollsmose og i det centrale Odense og rådgiver unge med problemer.
Abdallah tror ikke, at Fædregruppen er løsningen på problemerne:
"De fleste af dem, der er med i IDFAD, er forældre til dem, der laver ballade. De har mere travlt med at se efter andres børn end deres egne," siger han.
Bilal "har godt set dem, når de går rundt med deres fædrejakker", som han siger.
"Men jeg tror, at en dansker ville være bedre til at forklare de unge tingene end en araber," siger Bilal.
"De arabiske fædre har ikke prøvet at være unge i Danmark," påpeger Jesper.
"Det var bedre, hvis IDFAD var nogle yngre mennesker," siger Bilal.
De fire er enige om, at de kriminelle unge ikke har hele ansvaret for Vollsmoses dårlige image. Medierne har nemlig overdrevet og fordrejet det, der er sket:
"Hvis jeg ejede alle tv-stationer, kunne jeg få folk til at kravle på arbejde på alle fire, hvis det var det, jeg ville. Og hvis de på tv gik over til at sige 'fynbo' i stedet for 'andengenerationsindvandrer', ville folk også sige: 'Jamen, de er jo sindssyge, de fynboer'," siger Jesper. Han fortsætter:
"Alle ude på mit arbejde siger 'perkere' og snakker racistisk. Og det eneste, de ved, er det, de ser i fjernsynet. Det er mediernes mening, de sidder og fortæller. Hvis jeg ikke kendte nogen udlændinge, ville jeg have de samme meninger."

Tidligere artikler om livet i Mosen stod i Information 9., 12., 13., 14. og 18 oktober. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her