Læsetid: 11 min.

Skyggespil på Guldkysten

23. oktober 1999

Højt udviklede kongeriger i Ghana levede side om side med slavehandlere, kristne missionærer og kolonistyrer gennem århundreder og drog erfaringer, som i dag baner vej for en kulturel renæssance i Ashianti-riget. Harvard-professor Kwame Anthony Appiah, en slægtning til to konger, beretter om fremskridt, som den hvide mand indtil fornylig anså for primitive

Af
Negeren har aldrig været så megen
en neger, efter at han er blevet undertvunget af de hvide.

Frantz Fanon i "Fordømte her på
jorden" (på dansk 1968)

Umiddelbart synes der at være langt fra Kumasi, hovedstaden i det gamle Ashianti-kongerige i Ghana, til en professorstilling i USA.
Ved nærmere eftertanke forekommer springet fra ét kontinent til et andet mindre skelsættende. Kwame Anthony Appiah, professor i afro-amerikanske studier på Harvard University, hører slet ikke til det første kuld fra Vestafrika. Tværtimod.
I 1600-tallet blev en vís mand fra Fanti-stammen på Vestafrikas Guldkyst - inden dansken byggede sine slaveforter - udnævnt til professor i filosofi på et universitet i det nuværende Tyskland. På sine gamle dage vendte professoren tilbage til Fanti-land.
Folkene på Guldkysten har altid haft et kosmopolitisk tilsnit. De handlede med omverdenen og kendte verdensreligionerne lang tid før tilsynekomsten af de kristelige missionærer, slavehandlende europæere og kolonimagterne. Selv dybt inde i Guinea (nu Ghana) var akan-folket bekendt med islam gennem deres jævnlige kontakt med muslimske sælgere fra nord.
Ashianti-kongeriget og tidligere dynastier i Guinea var i sig selv stolte civilisationer - højt udviklede samfund, som hverken slavehandel, kristendom eller kolonisering formåede at ødelægge.
I "Slavernes Kyst" beskriver Thorkild Hansen et sandt folkemord på koromantyrerne - mænd og kvinder, som de danske slavehandlere eftertragtede, idet de var "ualmindeligt haardføre og modige, de var arbejdsomme, og taalte de haardeste straffe."
Koromantyrerne kom fra Coromantine, som i dag kaldes Kumasi - Kwame Appiahs fødested, dér hvor han voksede op. Når man spørger ham om slaveriet, lyder hans svar næsten afvisende.
"Det er først blevet et kontroversielt emne i de seneste år. Selvfølgelig er det enormt vigtigt for afro-amerikanere. De var jo slavebundne. Fra ghanesernes synspunkt er det noget andet. Vi havde haft slaveri i århundreder, så de hvides slavehandel var blot en fortsættelse af vores egen."
I ashianti-samfundet anses det for uhøfligt at udspørge folk udenfor ens kernefamilie om deres aner, men som dreng kunne Kwame Appiah alligevel ikke dy sig. Det viste sig, at nogle slægtninge nedstammede fra slaver, som ashiantierne havde taget som fange i en krig.
"Selv om slaveriet forlængst var blevet ophævet, var de stadig klar over det," mindes han.

Ghanesernes forhold til kristendommen synes lige så afslappet. Tjente den katolske kirke ikke som spydspids for den hvide mands tugtelse af afrikaneren, for slaveri, kolonisering og økonomisk udbytning? Muligvis, men trods dét lever kristelige trosretninger side om side i Ghana med ashiantiernes og andre kongerigers egne religiøse praksis.
Denne økumeniske praksis - anset for kætteri i Rom - falder ashiantierne helt naturlig. Da Kwame Appias søster skulle vies i midten af 1980'erne, foregik det i en engelsk-protestantisk kirke. Forrest på bænken i kirken sad ashianti-kongen, hans hustru - som er Kwames og hans søsters tante - kronprinsen og enkedronningen.
Efter ceremonien tog det royale følge og de adelige familier til kongens private residens i Kumasi, hvor byens katolske biskop velsignede giftemålet. Herefter bragte kongens førende sprogekspert drikofre til den adelige Appiah-families forfædre, hvis aner går langt tilbage. Ordene var selvfølgelig på akanfolkenes sprog twi, som alle taler i Ashianti, og de henvendte sig til alskens guder og ånder.
"Vi kan ikke se en konflikt, måske kan præsterne," smiler Appiah.
I ashianti-samfundet er religionen centreret om det kongelige hof og tjener dybest set ikke folket. Hoffet sørger for, at alle traditioner videreføres mundtligt - det være sig religiøs praksis, folkelige ordsprog såvel som sange.
At den kristne tro alligevel kunne få rodfæste i Afrika skyldes ifølge den store nigerianske forfatter Chinua Achebe ("Things Fall Apart") dens stærke appel til de undertrykte.
"De første til at omvende sig er folk i krise, mænd som ikke er mandige, fraskilte kvinder, folk, der ikke er del af det kongelige hierarki," siger Kwame Appiah.

Ej heller kolonialismen, der for Guineas vedkommende varede i mindre end et århundrede, har sat særligt dybe spor. På Guldkysten var den fremmede indflydelse selvfølgelig enorm. Anderledes forholdt det sig inde i landet, hvor akanfolkene lever.
"En landsby i kongeriget så måske en britisk kolonikommissær en gang hver anden måned. Min farfar var sekretær for to konger, og han er den første kristne i familien, hvilket han nu ikke gik særligt meget op i. Koloniherrerne dikterede os ikke deres tro og sprog. Den slags blev diskuteret og forhandlet mellem kongehoffet og briterne," fortæller Kwame Appiah.
Et moderne afrikansk samfund som Ghana, der vandt uafhængighed fra Storbritannien i 1960 under Kwame Nkrumahs ledelse, fremstår således som en langt mere kompleks størrelse, end vesterlændinge umiddelbart forestiller sig. Kulturtraditioner overlever og akan-folkenes modersmål "twi" tales vidt og bredt, endskønt engelsk af praktiske grunde forbliver Ghanas officielle sprog.
Kvindens stilling i Ghana illustrerer måske bedre end noget andet eksempel, hvor dynamisk og på mange måder uforudsigelig en proces landet har undergået i de sidste 150 år. "Hvis jeg havde været en kvinde i 1850'erne, før det britiske kolonistyre, ville jeg personligt have foretrukket at leve i Ashianti fremfor noget andet sted i verden," fortæller Appiah.
Ashianti-kvinder kunne være familiens overhoved, børnene hørte altid til moderen, kvinder kunne arbejde på markedet. Nok var de i gennemsnit mindre magtfulde end mænd, og ashianti-kongen havde større indflydelse end enkedronningen, ikke desto mindre fandtes der en sfære i samfundet, som var forbeholdt kvinder.
I kolonitiden blev kvindens stilling forværret, idet briterne ikke kunne få sig selv til at hyre kvinder og betale dem løn. "Det betød imidlertid, at ashianti-kvinderne for at overleve gik ind i småhandel og overtog denne vigtige økonomiske sektor," fortæller Appiah.
Efter Ghanas uafhængighed har den i grunden britisk-europæiske idé fra begyndelsen af dette århundrede - kønsligestilling i alle samfundets sfærer - vundet indpas i Ghana, hvor kvinders position allerede er ret fremskreden. "Vi har flere kvindelige ansatte i statsadministrationen og indehavere af private virksomheder end i nogen anden tidligere koloni, ja, flere kvindelige dommere end i Storbritannien," fremhæver Kwame Appiah.

På den ene side var kolonisystemet altså et tilbageskridt, på den anden side har vestlige idéer om ligestilling på alle niveauer af samfundet betydet fremskridt for ghanesiske kvinder.
Det samme kan man sige om demokrati, for i Ashianti-kongeriget er privilegier arvelige, hvorimod demokratiske institutioner fra Storbritannien og eksempelvis princippet om almen uddannelse har modvirket udviklingen af et hierarkisk samfund.
"I Ghana var den nationalistiske elite med Nkrumah i spidsen relativ lille. Folk var glade for at opnå uafhængighed, men de fleste vidste ikke, hvad det betød. Om vi havde dronningen i London som statsoverhoved eller Nkruma i Accra gjorde ikke den store forskel," siger Kwame Appiah.
Han husker en mand, som hver jul kom til Kumasi fra en nordlig provins for at falbyde sine varer til Appiah-familien. Hver gang spurgte manden, om de monstro ikke havde en kalender med et foto af den britiske dronning. "For ham var det altsammen lige fedt. Kolonialismen havde været et skyggespil."
Hvad demokratiet bragte til Ghana, var lokalpolitik. Folk kunne få indflydelse over deres egne affærer i landsbyer, kommuner og provinser. Desværre betød demokrati også indre splid, sådan som man så i andre tidligere britiske kolonier rundt i verden. Kwames far Joseph Appiah kæmpede for uafhængighed sammen med Nkrumah og fik senere tildelt en høj regeringsstilling.
"Hans kontor var på Christiansborg Slot," mindes sønnen.
I løbet af nogle få år udviklede Nkrumah sig til en enevældig fyrste, forbød bl.a. Appiahs politiske parti og fængslede ham. I Ghana - som andre steder - repræsenterede partier ofte en stammes interesser, og i dette tilfælde Ashianti-kongerigets, det største i Ghana. Altså en trussel mod Nkrumah, som var fanti.
"Min far studerede jura i London i 1940'erne og vendte tilbage til Ghana i 1950'erne fuld af idealisme. Nu skulle Ghana være et demokrati, alle stå lige for loven og have ens borgerrettigheder. Han blev stoppet af Nkrumah, men idéerne lever heldigvis videre i Ghana," siger Kwame Appiah.
Men hvordan bygge et moderne demokrati med en stærk national identitet, når Ghana består af stammer og kongedømmer? "Det bliver ikke let," vurderer Kwame Appiah. "I historiens løb har ét akan-folk erobret et andet og omvendt, og efterkommerne kan huske det. Hvis jeg var fanti, er jeg ikke så sikker på, at jeg ville være glad for, at ghanesisk nationalisme udspringer af akankulturen."
Ikke mindst derfor værdsætter mindre stammer og kongeriger i Ghana i højeste grad den sproglige arv fra kolonitiden, nemlig det nationale sprog, som er engelsk.
For ashianti-kongedømmet findes der mere end nok overleveret kultur til at danne grundlag for en specifik national identitet. Selve kongedømmet går 300 år tilbage. Alle der vokser op i Kumasi kender mere eller mindre kongerækken udenad, har hørt historier om kongeskift, om krige med andre kongeriger og stammer.
"Det er en mundtlig historie, som overlever i fortælleform, og derfor er det en fortid tolket gennem nutidens øjne. Vi hører ikke meget om indre stridigheder i disse overleveringer, men et skarpt øje kan sanse det mellem linierne," fortæller Kwame Appiah.
Sammen med sin mor har han indsamlet 7.300 ordsprog på twi, som snart vil udkomme på engelsk i en bog. "De kan være lige så svære at tyde som antikke græske filosofer. Inden for metafysikken taler man om sjælen og jeg'et."

Opbygningen af en afrikansk identitet synes at være endnu mere kompliceret. I sine teaterstykker opererer nobelprismodtageren Wole Soyinka fra Nigeria f.eks. med en pan-afrikansk identitet og hans landsmand, romanforfatteren, Chinua Achebe siger:
"Der findes ikke en bestemt afrikansk identitet, men alligevel er en identitet under udvikling, der har en vis mening og hænger sammen. Når folk i Europa spørger mig, om jeg er fra Afrika, så må det betyde et eller andet for nogle mennesker. Spørgsmålet har en mening og kan derfor medføre ansvar såvel som straf."
Man aner dog, at forehavendet er vildt ambitiøst, for hvad har en kenyaner og en ghaneser til fælles? "Inden kolonitiden var alle folkeslag på kontinentet vidt forskellige og under det fremmede herredømme var der forskel på at være under franskmænd, tyskere, portugisere eller britere," bemærker Kwame Appiah.
Måske er det eneste, man i Afrika kan være fælles om, modstanden og kampen mod kolonialismen, men nu er det fortid. Alle de berømte frihedskæmpere - dem der konspirerede i 1920'erne og 1930'erne i London, Paris og Lissabon - er forlængst døde. Senest Julius Nyere.
Det forbavsende er i virkeligheden, at en altgennemtrængende vestlig indflydelse i Afrika først er blevet realiseret i den postkoloniale æra, altså i de sidste fyrre år, mener Harvard-professor Kwame Appiah.
"I Kumasi lytter folk til Michael Jackson, ser amerikanske film, går i Nike-sko og drikker coca cola. Men amerikaniseringen udgør ikke nogen trussel mod vores kulturelle særpræg. Vi har udviklet en civilisation ved at spise, sove, gifte os, skille os, have børn, og alt dette er knyttet til vores talemåde, til sang og musik, billedhuggeri og metalarbejder. Uden vores ordsprog kan du ikke forstå noget af alt dette."
Banebrydende teknologiske nyskabelser som fjernsyn og video bliver tilpasset den lokale kulturs behov. Ghanesisk tv laver f.eks. sine egne sæbeoperaer, som en udlænding ville have svært ved at forstå. Folk udgiver nyhedsbreve og masser af små bøger på computere. Der bliver lavet tonsvis af videofilm, som man kan se i små biografer med plads til højst ti mennesker.
"Måske går noget af vores kultur tabt i processen, men på den anden side bliver der skabt en masse nyt i kraft af teknologien," mener Kwame Appiah.
Selv ashiantiernes egen kalender bliver nu beskrevet i en bog, som nys er udkommet i Ghana. "Vi følger naturligvis den kristne kalender og fejrer nytår som alle andre steder i verden, men i kongeriget består året af ni måneder med hver 40 dage. Hver 40. dag udfører kongen en række religiøse ritualer."
Kwame Appias folk går ikke just uforberedt ind i det næste årtusinde.

Kwame Anthony Appiah er født og opvokset i Kumasi, Ghana, uddannet på Cambridge University i England og var i en periode professor i filosofi på Yale University i New Haven, Connecticut. I dag er han professor på Institut for Afro-amerikanske studier på Harvard University. Han har udgivet en række filosofiske værker senest "In My Father's House, Africa in the Philosophy of Culture."

Apropos - "De var ikke civiliserede"

I sin bog "Slavernes Kyst" fra 1967 beskriver Thorkild Hansen indgående danskernes slavehandel med Harvard-professoren Kwame Anthony Appias forfædre i Coromantine, hovedstad i kongeriget Ashianti, nu kendt som Kumasi. Her er et uddrag:

"Nøgne vildmænd, der lige var rystet ned fra træerne. Primitive stenalderfolk, som ikke kunde regere sig selv. Dyriske kannibaler og blodige afgudsdyrkere.
Saadan lød danskernes syn paa afrikanerne, og heri saa de den rimelige berettigelse i at bringe dem over til De vestindiske Øer. De vilde hjælpe dem ud af regnskovens dæmoniske mørke og ind i civilisationens lys.
Nye arkæologiske undersøgelser er her kommet til andre resultater... De stenaldermennesker, danskerne mødte, kunne udvinde og forarbejde jern og havde kunnet det i 1.500 aar. De blodige kannibaler levede i velorganiserede samfund baseret paa et effektivt landbrug, et højtstaaende haandværk, et afbalanceret økonomisk fordelingssystem og en række fast etablerede love.
Aaret efter at Vilhelm Erobreren kunne underkaste sig England i spidsen for 1.000 riddere, raadede negerkongen i det gamle Ghana over en staaende hær på 20.000 mand...
I det gamle Mali ved Nigers bøjede knæ laa hovedstaden Timbuktu, en blomstrende handelsby med smukke lerhuse ned mod den olivengraa flod, brede gader beskygget af grønne nimtræer, et islamisk universitet.
Mens hundredeaarskrigen lagde Europa øde, skriver Leo Africanus, at negerkongen i Timbuktu viser lærde mænd den største respekt; dommere, læger og gejstlige modtager høje lønninger af staten, og her raader en saadan efterspørgsel paa arabiske manuskripter, at der er større fortjeneste paa boghandel end paa nogen anden forretning i landet.
Da Mali gik under for marokkanske invasioner, vandrede en del af befolkningen sydpaa og blandede sig med de stammer, der levede i regnskovsbælter. Det var deres efterkommere, der blev forhandlet som koromantyrer paa det danske fort. De var ikke vildmænd, ikke kannibaler, ikke stenalderfolk.
Det er rigtigt, at mange af dem aldrig havde set et hjul, men de havde udviklet deres eget retsvæsen, deres egen arkitektur og deres egen musik, de forarbejdede metaller, besad en højtstaaende keramik og vævekunst, ejede udstrakte landbrugsejendomme med faare- og gedeavl.
Men det hjalp dem ikke, da europæerne dukkede op. De havde ikke fulgt ordentligt med i verdenshistorien. De var lukket ude fra den. Af Atlanterhavet. Af Det indiske Ocean. Af Sahara.
Paa tre væsentlige omraader stod de klart tilbage for de fremmede. De havde ikke noget skriftsprog. Og værre end det: de kunde ikke destillere brændevin. Og værre end det: de kunde ikke blande kulstøv, salpeter og svovl i dette rette indbyrdes forhold.
De var ikke civiliserede. De kunde ikke lave krudt."

Thorkild Hansen, "Slavernes Kyst",
6. udgave, Gyldendal 1967

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her