Læsetid: 7 min.

'Vi skylder partiet alt'

1. oktober 1999

Kommunistpartiet bygger sin magt på revolutionsmyterne og den nye velstand, men dets popularitet afhænger af, hvilken generation man tilhører

Revolutionsliv
BEIJING - Nationaldag eller ej, livet går sin vante gang i hovedstadens snævre gader, de såkaldte hutonger med de lave, faldefærdige huse, der gennem århundreder har dannet rammen om livet i
Beijing. I skarp kontrast til den omgivende hektiske storby med dets nye højhuse og tætte trafik, sidder ældre mennesker i Maotøj på fortovet og spiller kort eller ser på ungerne, der løber rundt og leger. Skraldemanden cykler afsted med sin tunge last af skidt og skrammel, mens andre skubber et læs kulbriketter ind i en gyde. Snart vil kullene havne i de små køkkener og sende en sky af sort røg ud over området.
På et gadehjørne sveder en mand over cykelpumpen, mens hans ældre mor sidder i stolen bagpå, hvorfra hun højlydt kommenterer anstrengelserne. Kun de mange røde nationalflag og bannere med lyk-ønskninger til partiet og det kinesiske folk vidner om, at noget stort er i vente.

Mao møder Jiang
Optakten til nationaldagen den 1. oktober 1999 har stået helt i partiets tegn, og den siger en hel del om, hvad det er, Kinas Kommunistiske Parti bygger sin magt på her 50 år efter revolutionen.
For eksempel en uendelig lang tv-serie om vejen til den endelige sejr over Chiang Kai-sheks Nationaliststyrker og oprettelsen af Den kinesiske Folkerepublik i 1949. En utroligt vellignende udgave af Mao Zedong - leder af kommunistpartiet i årene op til og efter revolutionen - ses selvfølgelig allevegne, kæderygende og jovial.
Skarpt forfulgt af andre lige så vellignende veteraner som Zhou Enlai (senere ministerpræsident), Liu Shaoqi (senere præsident). Og så selvfølgelig Deng Xiaoping, manden der tog over efter Maos død i 1976, og som opfattes som arkitekten bag de sidste 20 års økonomiske reformer, der har ændret Kina med eksplosiv kraft. Som en ekstra finesse viser et afsnit, hvordan Mao møder både Deng Xiaoping og en noget ung udgave af Jiang Zemin - landets nuværende præsident og partichef.
Sådan. De 'tre generationer', som partiet ynder at benævne Det ny Kinas ledere, samlet i én og samme scene fra dengang, det hele skete.
Jiang Zemin har i modsætning til de to andre ingen nævneværdig revolutionær baggrund, men scenen fortæller, at partiet den dag i dag bygger sin magt på netop de revolutionære myter.
Ifølge den version befriede partiet Kina fra de japanske besættelsesstyrker, dernæst de onde nationalister og samlede derpå riget for at bygge Det ny Kina op fra grunden med nutidens vækst og velstand som resultat.

En glædens dag
Propaganda måske, men det virker. På en bænk foran en butik, der sælger kinesiske stempler, sidder en flok ældre mænd og diskuterer livets små og store spørgsmål.
En 82-årig bedstefar i slidt, blåt Maotøj og brune fløjlssko hæver stokken og erklærer, at 1. oktober er en "glædens dag", både dengang og nu.
"Mao Zedong sagde på
Tiananmen Pladsen, at det kinesiske folk havde rejst sig, og han fik ret. Dengang havde vi ingenting, vi var ludfattige, men i dag får vi nok at spise og bor godt," siger han og smiler med de tre en halv tænder i overmunden.
Derefter vender han blikkets to smalle sprækker op mod himlen og peger med en kroget finger på et ubestemt sted.
"I dag er Kina en stærk nation med nye højhuse og flyvemaskiner - vi skylder partiet alt!"
Han tilhører den generation, der har været igennem så tilpas mange kampagner og kursændringer, at han for en sikkerheds skyld ikke ønsker at give sit navn til en fremmed, og da slet ikke en journalist, men han fortæller gerne om dengang, han som 13-årig drog fra fødeprovinsen Hubei til Beijing.
Her kom han i lære i et lille værksted, der producerede den slags stempler af forskellige stenarter, som butikken bag ham sælger.
Han var ikke selv på Tian-anmen Pladsen dengang for 50 år siden, da Mao erklærede Folkerepublikken for en realitet, men dagen husker han godt.
"Alle var glade og lettede. Krigen var forbi, og japanerne var drevet ud af Kina. Partiet reddede Kina," siger han.
For andre vækker nationaldagen dog ikke samme følelser. I en frisørsalon ikke langt derfra har Zhang travlt med at massere hovedbunden på en kunde. Der bliver taget godt fat, og skummet flyder omkring stolen, men der er også tid til at tage stilling til al festivitasen omkring jubilæet.

Ser frem til fridage
"Ældre mennesker ser måske anderledes på det, fordi de har oplevet på egen krop, hvordan det var før 1949. Men jeg er ung, og for mig betyder jubilæet ikke andet end, at jeg ser frem til at holde fri og være sammen med min familie og venner," siger Zhang, der er 32 år og driver frisørsalonen sammen med sin søster.
Der er en egen hygge over det trange lokale, der er malet i en påtrængende pink farve og dekoreret med diverse udklip af vestlige skønheder med langt, bølget hår. Selv har hun tonet håret med rødt og skiller sig dermed ud fra størstedelen af Kinas godt 1,2 milliarder indbyggere.
Men på anden vis repræsenterer hun sin generation ret godt. Det er en generation, der har nydt godt af Deng
Xiaopings reformer, der har tilladt det private initiativ, så utallige småbutikker som hendes salon er skudt frem. Hun og søsteren lejer lokalerne af et hospital i nærheden - endnu et eksempel på reformerne, der har tilskyndet offentlige foretagender til at skabe sig indtægter på egen hånd. Et spørgsmål om hendes holdning til partiet giver først anledning til en længere debat blandt kunder og salonens tre ansatte om, hvorvidt det nu er klogt at tale med en fremmed om den slags, indtil Zhang bryder igennem palaveren: "Overordnet set har partiet vel gjort det godt. Jeg kan huske, at jeg som barn så frem til nytårsfesten, fordi det var den eneste gang om året, vi fik nyt tøj og noget ekstra godt at spise.
Dengang var der stadig rationering på mange varer. I dag har de fleste penge nok, og vi kan købe næsten alt, så på den måde er Kina blevet et bedre sted at leve," siger hun.
Men som mange andre interesserer hun sig ikke for politik og har mere tilovers for de 'ægte revolutionære' end nutidens ledere.
"Jeg græd, da Mao døde, selvom jeg kun var et barn. Den generation af ledere var meget stærkere end den nuværende," siger hun og nævner som eksempel bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd under Kosovokrigen. Selvom der ifølge USA og NATO var tale om en tragisk fejltagelse, udløste det store demonstrationer og angreb på især amerikansk ejendom i Beijing og andre kinesiske storbyer.
Det var de værste og mest fremmedfjendske demonstrationer i Kina i flere årtier.
"Jeg blev vred ligesom alle andre. Det var et bevidst angreb på Kina, men regeringen gjorde ingenting. Vi skulle have sat hårdt mod hårdt," siger Zhang, hvorefter endnu en diskussion bryder løs i salonen, denne gang er emnet, om Kinas militær er stærk nok til at gå imod USA.

Puster til gløderne
At dømme efter det noget nølende tonefald, lader det til, at man er i tvivl om det. Det samme kan vel siges om den kinesiske ledelse, der nøjedes med at puste til de nationalistiske gløder, uden at få dem til at blusse op til en ukontrollerbar brand.
Selvom flere kinesere udtrykker vrede over regeringens manglende handlekraft over for USA, peger andre på, at ambassadebomben samtidig har styrket partiet på et vigtigt tidspunkt, hvor social uro som følge af øget arbejdsløshed lurer under overfladen.
Op til dagens vigtige jubilæum og ti år efter Beijing-massakren på demonstrerende studenter - der var stærkt inspireret af amerikanske frihedsværdier - har dagens unge studerende ifølge en kilde "fået øjnene op for USA's dobbeltmoral".
"Amerikanerne snakker om frihed, men det gælder tilsyneladende kun for dem selv og ikke for kinesere. De unge er simpelthen skuffede over den manglende respekt og den ensidige måde, som amerikanske medier behandlede sagen på," siger han og peger desuden på, at tidligere nationale ydmygelser som følge af vestlig imperialisme spiller en stor rolle i kinesernes bevidsthed.
Også den gamle mand i hutongen bliver ophidset, da talen falder på ambassaden i Beograd.
"Ville du måske ikke også blive såret, hvis en i din familie blev angrebet? Det var et angreb på hele Kina," vrisser han så skægstubbene stritter.
Han bliver dog snart god igen ved udsigten til, at han skal fejre nationaldagen hjemme sammen med hele familien, bestående af hustru og seks børn og børnebørn. Dog ærgrer det ham, at han heller ikke denne gang kan være på selve pladsen, men må nøjes med at se det hele på tv.
Han spytter, slår sig irriteret på knæene og siger, at de gamle ben ikke kan klare den lange tur. Så griber han fat om stokken og armlænet, og efter flere forsøg får han sig rejst og vakler afsted på usikre ben.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her