Læsetid: 4 min.

Den smilende magt

30. oktober 1999

SVÆRTEGADE er såmænd ikke mere snusket end så mange københavnske gader og tyggegummistrøg. Navnet, som først kendes fra 1771, har med snavs og sorthed at gøre, så den har dog stået i modsætning til Store Regnegade, dvs. 'den rene gade', som den før var en del af. Dér havde Madam Juel sit kaffehus, hvor Norske Selskab snart slog sig ned. Stedet mindes endnu som Wessels Kro, hvis skilt svajer i vinden med digterens portræt og indskriften Votre serviteur, så det er bare om at komme indenfor eller netop gå forbi. Det er egentlig navnet på hans humoristiske tidsskrift.
Norske Selskab var en af tidens mandfolkedominerede klubber og begyndte hos vintapper Juel i Læderstræde som samlingssted for universitetsbyens norske studenter og akademikere med interesser for litteratur, aviser, kaffe, tobak og punch. Smag havde de, men ikke den samme som Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, kaldet Det smagende Selskab, hvis Ewald-begejstrede tilhængere hang i Madam Neergaards kaffehus i Badstuestræde.

POLITIK og nationalitet interesserede ikke parterne stort, man var patrioter i dobbeltmonarkiet, men litteraturpolitik var det afgørende. Det må have stimuleret nordmændenes humoristiske sans at være midlertidigt plantet i hovedstaden med den brat indførte trykkefrihed og modsigelyst. De forså sig på den tyskorienterede patos i samtidens følelsesfulde digtning og foretrak langthen linjen fra landsmanden Holberg og Voltaire, hele den ironiske klassicisme og leg med digtningens former som i Wessels komiske versfortællinger og parodikomedien
Kierlighed uden Strømper.
Og i Sværtegade etablerede de sig nu som et formelt Akademi med ritualer og udskrivning af prisopgaver til fremme af deres sag. De minder dog mere om Øverste kirurgiske end om Det danske Akademi. De var en succes i den grad, at københavnske snobber tillagde sig norsk accent, ligesom 200 år senere marxistiske studenter i København begyndte at tale arbejdersprog.

UDEN Johan Herman Wessel havde Norske Selskab kun været en litteraturhistorisk fodnote, kvalt i skikkelige selskabsrimerier, drikkeviser, lejlighedslyrik og fyrstekvababbelser, men overalt i en genrebevidst leg med det formelle. Selv Wessel holdt sig ikke for god til i devote og svulstige vendinger at hylde den furiøse enkedronning Juliane Marie og hendes ynkværdige søn af en arveprins, endda efter disse to kumpaners ivrige medvirken i kuppet mod Struensee, den ganske enerådige repræsentant for oplysning og humanitet.
Et af Selskabets vigtige medlemmer var endda Johan Vibe, sekretær hos
Høegh-Guldberg, den nye magthaver og barbariske hævner - som netop skildret af P.O. Enquist i romanen Livläkarens besök. Måske var det mistroen til Struensees tyske nationalitet, der holdt dem på en ellers besynderlig afstand af dennes frisindede reformpolitik.

DEN SMILENDE MAKTEN (292 s., 225 Nkr. Aschehoug) hedder en ny, grundig bog om Norske Selskab, forfattet af Liv Bliksrud, professor i nordisk litteratur i Oslo. Hun lægger vægten på gruppens helt postmoderne brug af æstetikkens former, sprogets tegnsystem mere end sprogets betydning. En
pointe er netop begejstringen for det fælles modersmål. Dermed lægger hun en forsvarlig dæmper på traditionel norsk litteraturhistorieskrivning, der har villet se spiren til national norskhed hos de unge løver, som ifølge medlemslisten talte mere en to hundrede her navngivne medlemmer.
Wessels tragedieparodi ser hun på moderne vis som en udpræget intertekstuel affære, sådan som den forholder sig drillende både til den franske tragedie og dens især norske efterlignere. Wessel var en praktisk entertainer eller bedre: maître de plaisir: det var især den højstemte franske spillemåde, han gjorde grin med, idet han lod jævne borgere udtrykke deres banale elskovsaffærer i den store teatralske stil. Det længere perspektiv er, at Wessel her som en af de få med sin gennemgående skepsis giver et billede af desillusionen og absurditeten i samtidens kultur og sociale liv.

Liv Bliksrud går derimod ikke så langt som Harald Langberg gjorde i sin bog om Wessel og hans skuespil, Den store satire (1973), når han ville se også træk af politisk kritik i Kærlighed uden Strømper med dets hentydninger ikke bare til 'furien', enkedronningen, men også til de stager, som Struensees og Enevold Brandts afhuggede hoveder blev anbragt på uden for Frederiksberg Slot til vellyst for hoffet og Guldberg og til almindelig afsky for folket. Det var sket få måneder, før stykket blev skrevet. De ufattelige torturmetoder, som Struensee havde afskaffet, blev genindført til just hans brug.

DE LITTERÆRE reflekser af denne rettergang, som vakte europæisk opsigt, er ret få. Det er utænkeligt, at den ikke har huseret i bevidstheden også i de levendes vittige hoveder, som dog tog aktivt del i netop det borgerlige liv og dets frihedsideer i uvilje mod den dekadente adel.
Men L'académie norvégienne var ikke nogen Jacobinerklub. Og kun hos Wessel var der tale om visse kirurgiske metoder, der blev anvendt ikke mod verdens, men mod de rent litterære tragedier, med så rene snit, at det siden blev svært at tage store følelser helt alvorligt i Danmark.
Dér blev Johan Herman Wessel boende i sit korte liv frem til 1785, mindet ved et udhængsskilt i Sværtegade, hvor det nu går livligt til visse aftener, mens mange af klubkammeraterne tog hjem til Norge og fik gode embeder i fuldt alvor.
Og dér holdt den sig ganske godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her