Læsetid: 2 min.

Socialrealismens åg

22. oktober 1999

VINNduet
Akja, verden er grå og triviel. Et simpelthen utrendy stort antal mennesker har en månedsløn på 15.000 kr. eller derunder. Det bliver ikke til ret meget fancy gå-ud-kultur for de penge. Der bliver en hel del hjemmehygge - som man kalder det, når folk er ved at æde hinanden af desperat kedsomhed. For afdragene på Toyota'en skal jo falde, vuggestuepladsen til den mindste er heller ikke gratis. Der er tv-licensen, hundeskatten og nye spil til ungernes playstation. Så vi bliver hjemme i aften, skat. Og ser Den store klassefest i fjernsynet. Hvorfor skal Far også kun være specialarbejder, det er jo synd for børnene. Og hvis der havde været lidt mere go i Mor, så var hun vel ikke endt som kassedame henne i Fakta. Vi må have brudt den sociale arv, det må vi altså. Det kan ikke være rigtigt, vi skal blive ved med at trækkes med folk, der i den grad mangler initiativ og stil.
Vi lever i virkelighedens verden. Og den virkelighed, vi allesammen foretrækker, hvis vi skal være ærlige, er jo den, hvor der er masser af frihed. Godt nok en frihed, der kun kan fås for penge, men hvad så? Er der noget i vejen med, at Mor f.eks. realiserer sit behov for at have med mennesker at gøre, mens Far har sin advokatforretning eller sit reklamebureau, eller hvad det nu er, der i virkeligheden (der var den igen!) betaler Gentoftevillaen. For selvfølgelig må vi indrømme: det er ikke Mors store arbejde for de udviklingshæmmede, der skaffer de rigtige gryn til huse. Det er nu engang Fars personlige engagement i de privatkapitalistiske vilkår, der er gældende i det her samfund. Men hvad, det er altså så det, der skal til. Hvis man ønsker sig en realistisk levestandard. Så jeg forstår så udmærket Christine Antorini og de andre socialister med en årsindkomst i nærheden af den halve million. En indtægt, de skaffer sig ved ærligt politisk arbejde for de undertrykte. Kan man virkelig forlange, at de skal føle sig solidariske med den livsstil som enlige mødre, langtidsledige og ufaglærte klamrer sig til? En livsstil, der får en til at tro, tiden har stået stille siden 30'rnes socialrealistiske romaner.
Nej, selvfølgelig kan man ikke forlange det. Den livsstil kan Villy Søvndal få lov til at solidarisere sig med - sammen med alle de andre røvkedelige folkesocialister, rent ud sagt. Og Frank Aaen fra Enhedslisten. Og ham Ekstrabladet kalder "dansk politiks svar på Duracelkaninen", altså Keld Albrechtsen. Lad dem vælte sig i ugens tilbud fra Brugsen og billig kaffe fra Aldi. Lad dem bælle vin fra flasker med skruelåg, hvis de vil. Men de skal ikke pånøde andre deres antikverede puritanisme. Retten til et spændende liv gælder vel også venstreorienterede? Når nu en Mercedes rent faktisk er en bedre bil end en Folkevogn, hvorfor skal det så lige være de oppositionelle kræfter, der skal tøffe rundt i de samme latterlige vehikler som kommunelærere og hjemmehjælpere?
Hvis socialister skal noget, her i virkelighedens verden, så er det vel at være mest i front. At stå for det bedste og at være foran på enhver måde. For fanden da!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her