Peter Brixtofte holdt hof i 'Harald Nielsen Lounge', imens FC Midtjylland massakrerede hans stakkels protegéer på banen
Fodbold
"Ja, ja. Kampen er ikke forbi endnu." FC Midtjylland havde netop scoret til 2-0, og Farums borgmester lød som en slagen politiker, der på valgaftenen har modtaget den første prognose. "Nu har vi jo ikke modtaget det sidste kredsresultat endnu!"
Hansen, Nielsen, Sørensen, Troelsen, Enoksen var der. Med fornavnene Bent, Harald, Jørn, Tommy og Henning. Store navne i dansk fodbold, og udstrålingen fra de nu ældre gentlemen fejlede ikke noget. Og så Peter Brixtofte.
Den højtidelige anledning var indvielsen af 'Harald Nielsen Lounge', Farum Parks nye VIP-lokale . Det var uhyre festligt, og Tommy Troelsen rundede seancen af med en endog meget veloplagt tale, fyldt med håndfaste, velturnerede anekdoter. Så har Peter Brixtofte da dem at grine af i aften, når han ser Søndagssporten.
Dagens to dramatiske indslag kom i løbet af kampens to første minutter. Efter det første havde gæsternes Peter Sand straffet hjemmeholdets mildt sagt skødesløse opdækning, og så var den kamp afgjort. Minuttet efter væltede min bagdame et plastikkrus Faxe Kondivand (large) ned over mig, min jakke og sædet. Men ok, det hedder jo Faxe Kondi Divisionen, og hvad gør man ikke for lidt omtale. Det viste sig hurtigt, at damen var på fornavn med alle Farums spillere, og viste ganske god, omend tendentiøs, spilforståelse.
Det tynde øl
Det var bagende varmt på den nye 'Old Trafford'-tribune, og om ikke andet nød publikum solen og det tynde øl. Tyndt øl var der også på banen, Farum-spillerne virkede som om de havde læst kampprogrammet umiddelbart inden kick off: "Indrømmet, vi er ikke favoritter til denne match." Det gavner næppe selvtilliden, men er til gengæld et udtryk for krystalklar selverkendelse fra analytikerens side. Mens jeg læste denne passus, scorede en af kampens klare profiler Christian Lundberg sit sæsonmål nummer otte, og kampens andet til FCM. Et snittet hovedstød i 2. halvlegs 15. minut.
3-o blev det 10 minutter senere. FC Midtjylland spillede nu som et bevis for at (potentielle) oprykkere til Superligaen ikke nødvendigvis tager turen derop i en elevator. Hosekræmmmerens sønner spillede med selvtillid, konsekvens og autoritet, måske havde de kastet et blik på tabellen inden kampen.
Hovedparten af de 1.200 tilskuere begyndte nu at kede sig bravt i varmen. Men så skete der jo så meget andet, man kunne underholde sig med. F.eks. læse i den omdelte Emission 1999 - Nu vil Nordsjælland på fodboldkortet. Jeg ventede hvert øjeblik, at den glade omdelerdame ville bryde ud i Køb aktier, køb aktier... . (Prospektet indeholder også en fotokopieret meddelelse der siger at "...førsteholdstræner Jørgen Tidemand er fratrådt pr. 6. oktober 1999." Nå ja, en fyring kan jo udtrykkes på mange måder.) Underskrevet bestyrelsesformanden. Det er også Peter Brixtofte.
Og så stod der4-0 til FC Midtjylland. Min ledsager Kevin, som til pausenhavde valgt en pose slik og en cola, (pris ukendt) er til daglig Værløse 1. lilleputters svar på René Henriksen, og svoren AB-tilhænger. I dagens anledning klappede han høfligt lokalpatriotisk de par gange en Fa-rum-spiller lagde en aflevering med rigtig adresse, men indrømmede mod slutningen, at jyderne var klart bedst på alle pladser.
Fightervilje
Kevin, som iøvrigt har det problem, at hans yndlinsspiller er Michael Owen fra Liverpool, og hans yndlingsklub Manchester United(!), gjorde også opmærksom på Farum-spillernes kampvilje: Ikke færre end 10 af spillerne har set farvebelagte kort i sæsonens løb, en enkelt spiller tegner sig for fire af de gule, og to af de 10 har set rødt. Men lige lidt hjælper det altså. Og så scorede FC M til 5-0, og så tog de hjem. Fulgt af omkring 80 meget glade tilhængere, som stadion-ledelsen i Farum Park havde isoleret på hovedtribunen. Måske en lidt drastisk foranstaltning. Eller endnu et udslag af Farums tilsyneladende tro på, at de faktisk er i Superligaen, og vi ved jo alle, hvordan det publikum tér sig.