Læsetid: 5 min.

South Park - Radiserne på syre

21. oktober 1999

Tegnefilmserien South Park er blevet populær, fordi den er et grænseoverskridende angreb mod politisk korrekthed

Tegnefilm
South Park er nok det mest politisk ukorrekte man kan forstille sig.
En tv-tegnefilmserie, hvor der bliver lavet grin med negere, bøsser, jøder, tykke, grimme, dumme, sindssyge - og hvor intet emne er helligt. Jesus er vært i sit eget talkshow, en af figurerne bliver slået ihjel i hvert afsnit, og julemanden er blevet skiftet ud med en nisseudklædt menneskelort. Og det er bare begyndelsen.
South Park er den nye store amerikanske succes. Efter Beavis & Butthead og Simpsons er turen kommet til en lille flække midt i Rocky Mountains, hvor det tilsyneladende altid sner, og hvor den kvindelige borgmester er så politisk korrekt, at da skolen skal spille det årlige krybbespil er alt det, der måtte fornærme den ene eller anden politiske og religiøse gruppe blevet fjernet.
Resultatet er en ballet uden kulisser med musik af Philip Glass, hvor alle børnene er klædt i askegrå trikot. Så galt kan det gå. Serien er skabt af de to universitetskammerater Trey Parker og Matt Stone, som mødte hinanden, da de startede på det samme filmkursus på Colorado University.
De er ikke fyldt 30 endnu og har sat sig for at modgå korrektheden ved at smække det hele tilbage lige i hovedet på folk.
Parker og Stone har før South Park bl.a. lavet to undergrunds-spillefilm og spiller hovedrollerne i David Zukers BASEketball. Desuden spiller de sammen i rockbandet DVDA. Ikke mindst derfor er South Park fyldt med skæve, næsten musical-agtige sange.
Det har altid været vigtigt for Parker og Stone ikke specielt at være ude efter én bestemt befolkningsgruppe. Det er for kedeligt, synes de. Næhh, det gælder om at genere samtlige grupper lige meget. Og i forbindelse med South Park vel at mærke rigtig meget.

Ædt af rotter
South Parks hovedfigurer er fire otte-årige drenge. Kyle Broflovski, Stan Marsh, Eric Cartman og Kenny McCormick.
Cartman er en lille, tyk og meget irriterende dreng, som de andre kun kan lide, fordi hans mor laver sådan nogle gode børnefester, og fordi han driller overklassedrengen Pip, som ingen kan lide. Cartman er den typiske irriterende, lille, tykke dreng, som vi alle kan huske fra skolen - eller som vi måske selv var.
Kyle er jøden, hvis forældre bl.a. satte gang i alt halløjet med krybbespillet, og som i samme episode synger den gribende sang 'Det er svært at være jøde i julen' og som på skolepsykologens spørgsmål om, hvorvidt han er jøde, svarer: "Ja, men ikke med vilje."
Kenny er seriens fattige dreng. Det alene er grunden til, at han med et par enkelte undtagelser bliver slået ihjel i hvert afsnit på de mest grusomme, blodige og ulækre måder. Og ædt af rotter bagefter. Kenny har i øvrigt snøret sin anorakhætte så stramt, at man aldrig kan forstå, hvad han siger. Man kan dog være sikker på, at det er noget sjofelt.

Stor fed neger
Trey Parker har afsløret, at han i temasangen det første år sang "Jeg elsker kvinder med store skeder - og også store, fede patter" og andet år "Jeg har en ti-tommers pik. Brug din mund, hvis du vil vaske den."
Stan er den kedelige, amerikanske dreng, der tynges af familien og vennernes moralske værdier, men som naturligvis hele tiden kommer ud for ting, som ryster disse værdier. Som da han får en hund, som viser sig at være bøsse.
En femte hovedperson er skolecafeteriets kok, kaldet 'Chef'. Han er en stor, fed neger. Parker og Stone indtaler selv de fleste af stemmerne i South Park. Men Chef er en undtagelse. Stemmen tilhører nemlig soullegenden Isaac Hayes, som med South Park har fået genoplivet sin karriere. Han sælger plader som tidligere, og Parker og Stone laver med vanlig mangel på respekt (og Hayes' velsignelse) grin med den tidligere soul-konge.
Som 'Chef' er han børnenes spirituelle vejleder, og i hvert afsnit bryder han ud i en lille, opbyggelig sang. Men hver gang fortaber hans sig og kører over i en lummer, halvsjofel parodi på et klassisk Isaac Hayes-nummer om smukke kvinder, som Chef vil kærtegne og kysse, ja stort set bare have lov til at røre ved. Ohhh, baby!

Fem millioner seere
Inspirationen til South Park var den lille by i Colorado hvor Trey Parker voksede op. Og mange af seriens figurer er da også mere eller mindre hentet ud af virkeligheden. Bl.a. den utåleligt pædagogiske klasselærer Mr. Garrison, der taler gennem fingerdukken Mr. Hat.
South Park er i selve set-up'et helt elementær. Der er ikke særlig langt til f.eks. tegneserien Radiserne. Altså lige bortset fra, at de i South Park siger og gør alt det, man ikke må sige og gøre. Serien er da også blevet kaldt 'Radiserne på syre'.
Da South Park startede på kabeltv i 1997 blev der selvfølgelig også en masse ballade. "Heldigvis," som Parker og Stone siger.
Der kom klager til tv-kanalen fra alle mulige slags mere eller mindre politiske organisationer, men samtidig fik showet fantastiske anmeldelser og blev meget hurtigt utrolig populært. Man regner med, at ca. fem millioner ser hvert nyt afsnit, hvilket er et utrolig højt tal for et kabeltv-show.
Figurerne og kulisserne er holdt i en bevidst naiv, papirklip-stil med store runde hoveder og klodsede, Jannick Hastrup-agtige bevægelser. Faktisk er Cartman Cirkelines amerikanske fætter.
Det sidste års tid har serien også fejret triumfer i resten af den vestlige verden. Den er blevet det mest populære show i bl.a. Australien, England og Frankrig. Og for at følge succesen op har Parker og Stone nu også lavet en biograffilm.
I USA, hvor man stadig har en dobbeltmoralsk censur, er filmen blevet forbudt for børn under 18 år. Det var South Park-folkene dog forberedt på, ja faktisk var det deres krav til filmselskabet, at de måtte lave så 'styg' en film. Det gav dem nemlig mulighed for at inkludere mange af de scener, der var blevet bortcensureret i tv-serien.
I filmen medvirker samtlige figurer fra tv-serien plus et par stykker mere, bl.a. Saddam Hussein, som synger showstopperen "I can change" om, at han godt ved, at han er slem, men at det hele er samfundets skyld. "Jeg er et frygteligt røvhul, men jeg kan forandre mig, det lover jeg." Man tror ham nu ikke.
Filmen er selvfølgelig blevet angrebet fra mange sider, og amerikansk politiks hellige konepar Hillary Clinton og Tipper Gore fordømte filmen flere steder, men de måtte skuffet se til, da bl.a. både Time og Newsweek udråbte filmen til at være blandt årets bedste.

* Tv-serien (som i forvejen kører på Canal Plus) kommer fra 27. oktober på DR2 - og filmen får premiere til foråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu