Læsetid: 11 min.

Spørgsmål til Verdens virkelige magthavere

22. oktober 1999

I næste måned er der topmøde i verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle, USA. Franskmændene ønsker, at det audiovisuelle område skilles ud fra de øvrige handelsaftaler for at sikre at deres andre europæiske kulturprodukter stadig kan beskyttes.
Det førte i sidste uge til en højst usædvanlig charmeoffensiv i Paris. 70 af verdens førende mediefolk var samlet i Paris, hvor både Chirac og Jospin tog imod og holdt taler, mens overdådige middage blev serveret i præsidentpalæet.
Og så blev bosserne bænket til en lukket debat, indledt med følgende tale af den mediekritiske sociolog Pierre Bourdieu

Jeg har ikke tænkt mig, at latterliggøre mig selv ved at forklare, hvordan det egentlig står til i medieverdenen, når jeg står over for folk, som kender langt bedre til den end jeg selv: Folk, der er blandt de allermest magtfulde i verden - en magt, der ikke blot er pengenes magt, men den magt over det åndelige, som penge kan føre med sig. Denne symbolske magt, der i de fleste samfund har været adskilt fra den politiske eller økonomiske, ligger nu i hænderne på de selvsamme personer, som har kontrol over de store kommunikationsgrupperinger, eller med andre ord det samlede produktions- og distributionsredskab, hvad angår kulturelle goder.
Det er disse meget magtfulde mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at udsætte for et forhør af den type, Sokrates udsatte sin tids magthavere for (i en af dialogerne spurgte han tålmodigt og insisterende en general, der var berømt for sit mod, hvad mod var for noget. En en anden mand, der var kendt for sin fromhed, spurgte han om, hvad fromhed var for noget osv. og fik dermed gang på gang påvist, at de faktisk ikke selv vidste, hvad det var for noget).
Da jeg ikke er i stand til at gå frem på helt samme måde, vil jeg i stedet stille nogle spørgsmål, som disse personer nok ikke stiller selv (ikke mindst fordi de ikke har tid til det), og som måske kommer ud på et eneste spørgsmål: Verdens herskere, behersker I jeres egen magt?
Eller sagt endnu enklere: Er I klar over, hvad I gør, hvad I er i færd med at gøre, hvad konsekvenserne af, hvad I foretager jer, bliver? Det er selvfølgelig nogle meget generende spørgsmål, som Platon besvarede med en meget berømt bemærkning, der sikkert også gør sig gældende her: "Der er ikke nogen, der er onde med vilje".

Man fortæller os, at sammenfaldet mellem teknologi og økonomi inden for det audiovisuelle, telekommunikations- og informationsområdet samt den sammenblanding af netværk, det resulterer i, gør enhver juridisk beskyttelse af det audiovisuelle område fuldkommen virkningsløs og overflødig (som f.eks. kvotaregler for udsendelse af europæiske værker), man fortæller os også, at den teknologiske overflod, i sammenhæng med mangfoldiggørelsen af tematiske kanaler, lever op til kravene fra alle mulige typer forbrugere, at al efterspørgsel derfor vil imødekommes - kort sagt, at der vil være noget for enhver smag.
Men man fortæller os også, at den konkurrence, der kommer fra de nye og endnu mere magtfulde medspillere, som telekommunikationen og informatikken udgør, er så kraftig, at det audiovisuelle område vil få problemer med at kæmpe imod, at beløbene til betaling af rettigheder bliver stadig højere især inden for sport, og at de produkter, de nye teknologisk og økonomisk sammenflettede kommunikationsgrupper producerer og lader cirkulere - om det så er fjernsynsudsendelser, bøger, film eller spil, kort sagt alt det som man kalder catch all inden for kommunikation - er at betragte som ethvert andet produkt, og derfor er underlagt de samme regler som alle andre produkter; og at dette standardprodukt ligger under for en fælles lov, som er profitloven, helt uafhængigt af enhver kulturel undtagelse fastlagt af og bedømt ud fra regler (som f.eks. fastsatte bogpriser eller diffusionskvoter). Og så siger man så, som det sidste, at profitloven, altså den lov, der styrer markedet, er eminent demokratisk, fordi den triumferende fremhæver det produkt, der vælges af det største antal mennesker.
Over for hver af disse "ideer" kunne man sætte - ikke ideer, for så virker man bare som en ideolog på sin lyserøde sky - men fakta: Over for ideen om udbuddets ualmindelig store bredde og forskelligartethed, kan man blot konstatere den helt utrolige ensartethed, der præger fjernsynsprogrammerne, det faktum at de utallige kommunikationsnet i stadig stigende grad udsender den samme type produkter, spil, sæbeoperaer, kommerciel musik, sentimentale romancer af telenovela-typen, politi-serier, der ikke bliver et hak bedre af at være franske som "Navarro" eller tyske som "Derrick", alt sammen produkter, der er resultatet af at søge den største profit for den mindst mulige investering. Eller for at tage et helt andet område, kan man nævne den stadig større lighed imellem aviser eller ugeblade.
Et andet eksempel at sætte op mod "ideen" om konkurrence og spredning er det faktum, at der synes at ske en ualmindelig stor fortætning af kommunikationsgrupperne, et sammenfald der - med sidste eksempel i fusionen mellem Viacom og CBS, altså en gruppe hvis sigte er produktion af indhold, med en gruppe hvis mål er distribution - slet og ret fører til en sammensmeltning, hvor distributionen bliver bestemmende for produktionen.

Men sagen er, at kommercielle interesser og især forsøget på at opnå så stor profit som muligt, så hurtigt som muligt, mere og mere og i stadig større udstrækning trænger sig på inden for hele området for kulturel produktion. Det gør sig f.eks. gældende for bogudgivelser, som jeg i særlig grad kender til, hvor forlæggernes strategi, og især dem, der er ansvarlige for forlagsgrupper, helt utvetydigt sigter mod kommerciel succes.
Det er her man må begynde at stille spørgsmål. Jeg talte for et øjeblik siden om kulturel produktion. Kan man overhovedet nu, og i hvor lang tid endnu, tale om kulturel produktion og om kultur? De, der er ifærd med at skabe den ny kommunikationsverden, og som samtidig skabes af den, ynder at tale om hastigheden som problem, om informationsflux og transaktioner, der går hurtigere og hurtigere, og de har uden tvivl ret, hvad angår omsætning af information eller udskiftning af produkter. Men denne hastigheds- og profitlogik, der forener sig i jagten på det største udbytte på den korteste tid (med seertal for fjensynet, salgssucces for en bog - og selvfølgelig også aviser - og billetsalget i biografen) forekommer mig at være fuldkommen uforenelig med ideen om kultur. Når "de økologiske betingelser for kunsten", som Ernst Gombrich kaldte dem, ødelægges, så går der ikke lang tid, inden kunsten og kulturen uddør.
Som bevis vil jeg blot anføre, hvordan det er gået for den italienske filmindutri, der engang var en af verdens bedste, og nu kun overlever gennem en lille håndfuld filminstruktører, eller den tyske, eller den østeuropæiske. Eller den krise som filmkunst gennemlever overalt, ikke mindst på grund af manglen på distribution. For ikke at tale om den censur filmdistributører kan udøve, og hvor det kendteste eksempel er Pierre Carles. Eller hvordan det kan gå for en kulturel radiostation, der pludselig afvikles i modernitetens, lyttertallets og mediesammenspisthedens navn.

Men man kan kun virkelig forstå, hvad det egentlig betyder at reducere kulturen til handelsvare, hvis man husker på, hvordan produktionsbetingelserne blev til for de kulturprodukter, vi nu betragter som universelle inden for billedkunsten, litteraturen eller film. Alle disse værker, der er udstillet på museerne, al den litteratur, der er blevet klassikere, alle de film, der nu gemmes i kinematekerne, er produkter af sociale universer, som langsomt blev til ved at frigøre sig fra de love, der gør sig gældende for resten af verden og i særlig grad profitloven.
Man kan give et eksempel for at forstå dette: Maleren i den tidlige renæssance måtte f.eks. - det kan man læse i kontrakterne fra den tid - kæmpe med de folk, der bestilte værker for at malerierne ikke blot blev behandlet som simple produkter, vurderet efter overfladens størrelse og prisen på pigmenter; han måtte kæmpe for at opnå retten til at signere værket, altså retten til at blive betragtet som skaber og dermed også det, som først for nylig kaldes ophavsretten (Beethoven kæmpede stadig for denne ret); han måtte kæmpe for det sjældne, enestående og kvalitative; han måtte i fællesskab med kritikere, biografiforfattere, kunsthistorielærere etc. kæmpe for sin plads som kunstner.
Det er præcis dette, der nu er truet, ved at værket reduceres til simpelt produkt og handelsvare. Filmmagernes kamp om retten til the final cut mod producentens fordring på at sidde inde med den egentlige ret til værket er fuldkommen lig renæssancemalernes kamp. Der skulle næsten fem århundreder til, før malerne selv fik ret til at vælge de farver, de ville bruge, og derefter hvad de ville male, for til sidst at lade motivet forsvinde helt i den abstrakte kunst, en skandale for aftagerne i borgerskabet. Det samme gør sig gældende for filmkunsten, den kræver et særligt socialt univers, små sale og kinemateker, der viser klassikere, og hvor studerende finder hen, filmklubber ledet af gymnasielærere som igen er uddannet i de førnævnte biografsale, kyndige kritikere som skriver i filmblade, filmfolk som lærer deres fag, ved at se de film, hvis eksistens de bliver klar over ved at læse i filmbladene, kort sagt et samlet socialt miljø, inden for hvilket en film finder sin værdi og anerkendes.
Det er sådanne sociale miljøer, der i dag er truede ved opkomsten af kommercielle film og de store distributørers herredømme, som producenterne må kalkulere med, lige bortset fra når de selv sidder på distributionen: Efter lang tids udvikling, synes de nu at være midt i en proces, der går den anden vej, der finder et tilbageskridt sted, fra værk til produkt, fra kunstner til ingeniører eller teknikere, der bruger tekniske ressourcer - de såkaldt specialeffekter - og stjerner, begge dele yderst omkostningfulde, for at manipulere eller tilfredsstille tilskuernes allermest basale drifter (som så igen er regnet ud af andre teknikere, nemlig marketingsspecialister).

At genindføre kommercialitetens herredømme i de universer, der gennem tiden lidt efter lidt netop er blevet konstruerede i modsætning til dette herredømme, er at udsætte menneskehedens vigtigste værker inden for kunst, litteratur og sågar videnskab, for livsfare. Jeg kan ikke tro, at der er nogen, der virkelig ønsker sig det. Det er derfor, jeg i starten nævnte Platons berømte formulering: "Der er ikke nogen, der er onde med vilje".
Hvis det er rigtigt, at tekonologiens magt i forening med den økonomiske, profitloven og konkurrencen truer kulturen, hvad kan man så stille op mod det? Hvad kan man gøre for at sikre overlevelsen af det, der kun eksisterer i det lange løb, de kunstnere, der ligesom i sin tid de impressionistiske malere, arbejder for et posthumt marked?
Jeg ville ønske, at jeg kunne overbevise om - men det vil nok tage lang tid - at det at søge den største umiddelbare profit ikke nødvendigvis er lig med at finde det, der virkelig kan betale sig, i al fald ikke når det handler om bøger, film og malerier: At sætte afsøgningen af det største udbytte lig afsøgningen af det størst mulige publikum, er at risikere, at man mister det publikum, man har nu, uden af finde et nyt, for man mister det selvfølgelig begrænsede publikum, der læser meget, går meget på museer, i teatret og i biografen uden af den grund at vinde nye læsere eller tilskuere.
Hvis man gør sig klart, at skolegangen, i al fald i de udviklede lande, bliver stadig længere, og dermed det gennemsnitlige uddannelsesniveau og de aktiviteter, der altid hægter sig på højere uddannelsesniveau (museumsbesøg, teatergang, læsning etc.), så kunne man forestille sig, at en økonomisk investering i såkaldte kvalitetsprodukter og -producenter, i al fald på halvlangt sigt kunne være rentabel, selv økonomisk set (i al fald hvis man forlader sig på et effektivt uddannelsessystem).

Valget står altså ikke mellem "globalisering", det vil sige at underlægge sig det kommercielle herredømme, som altid er modsat det, man stort set temmelig universelt betragter som kultur, og så forsvaret for nationale kulturer, forstået som en nationalisme eller en lokalkultur.
Globaliseringens kommercielle kitschprodukter, som jeans eller coca-cola eller sæbeoperaer eller en eller anden kommerciel storfilm spækket med specialeffekter eller world fiction, hvis forfattere kan være italienske eller engelske, adskiller sig på enhver måde fra produkterne fra den virkelige internationale litteratur, kunst eller film, hvis centrum er overalt og ingen steder, selv om det i lang tid var, og måske stadig er, i Paris, stedet med en lang national tradition for en international kunst på fod med London og New York. Ligesom Joyce, Faulkner, Kafka, Beckett eller Gombrovicz har produceret rent irske, amerikanske, tjekkoslovakiske eller polske værker i Paris, er der lige så mange nutidige filminstruktører, som Kaurismäki, Manuel de Oliveira, Satyajit Ray, Kieslowski, Woody Allen, Kiarostami og mange andre, der ikke ville eksistere på den måde de gør det, hvis det ikke var for den internationale litteratur, kunst og cinematografi, der har hovedsæde i Paris. Uden tvivl fordi der af rent historiske grunde netop dér er opstået det mikrokosmos af producenter, kritikere og et kyndigt publikum, som er nødvendige for deres overlevelse.
Der skal som sagt flere århundreder til at skabe producenter, der procuderer til de posthume markeder. Man sætter problemet forkert op, hvis man, som man ofte gør, sætter en "globalisering" - som er på den økonomiske og kommercielle magts side ud over at stå for fremskridt og modernitet - op imod en nationalisme, der stadig er bundet i en arkaisk suverænitetsbevaring. Det handler i stedet om en kamp mellem en kommerciel magt, der søger at udbrede sine egne handelsinteresser til hele universet, og en kulturel modstand, der har sit grundlag i forsvaret for universelle værker, skabt at et internationale af denationaliserede kunstnere.

Jeg vil slutte af med en historisk anekdote, som har at gøre med hastighed, og som er betegnende for
    det forhold en kunstart uden økonomisk afhængighed, i følge mig, burde have til sin tids magthavere. Det fortælles, at Michelangelo, tog sig så lidt af protokollen i sin omgang med Pave Julius II, der havde bestilt et værk af ham, at paven var nødt til at sætte sig ned meget hurtigt, for at undgå, at Michelangelo satte sig før ham selv. Det er i denne forstand, jeg her har søgt, i al beskedenhed, men alligevel tro mod den tradition som Michelangelo således indstiftede, at bevare en afstand til magten, og især denne nye magt som foreningen af penge og medier har skabt.

© Liberation & Information
Oversættelse: Tine Byrckel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu