Læsetid: 2 min.

Stemmer i perfekt balance

13. oktober 1999

Vokalgruppen Ars Nova gør indtryk på new yorkerne. Fredag aften stod gammel musik side om side med helt ny musik

Danish wave'
NEW YORK - Vokalgruppen Ars Nova har flere koncerter i New York under Danish Wave. Sangerne har tilsyneladende også et publikum herovre, for gruppens koncerter er særdeles velbesøgte. Ars Nova har gjort det bedst tænkelige med henblik at etablere internationale platforme: Paul Hillier har dirigeret sangerne og er blevet så glad for samarbejdet, at han fortsætter koncertvirksomheden med gruppen.
Den første alt-eller-intet-koncert i København med Hillier fandt sted efter nedbrændingen af den gamle vokalgruppe. Som en fugl Føniks steg det nye Ars Nova op af asken og en ny æra kunne begynde. Med al respekt for gruppens nuværende daglige chef, Tamas Vetö, så var tilknytningen af Hillier et decideret scoop. Han har en international reputation, som gør ham til en af de mest efterspurgte dirigenter i verden. Han er leder af Early Music-afdelingen på Indiana University i Bloomington, han har skrevet bøger, er specialist i editionsarbejde, berømt sanger og dirigent.
Ved koncerten i St. Paul's Chapel fredag aften havde gruppen valgt at lade musik af Obrecht og Byrd stå side om side med musik af Cage, Pärt, Gudmundsen-Holmgreen og Hans Abrahamsen.
Det jeg specielt nyder ved Ars Nova er den homogene klang, som mange udenlandske elitekor ikke kan præstere. Gode solistiske stemmer gør intet kor - Ars Nova synger som kom lyden fra ét organ. Det er betagende først og fremmest i den tidlige musik, men det tilføjer også den ny musik en særlig poesi. Eksempelvis går præcision og underfundighed op i en højere enhed i Gudmundsen-Holmgreens Konstateringer og Abrahamsens Universe Birds.
Paul Hillier er en detaljens mester. Han bliver ved med at sætte de mindste ting på plads. Det imponerende er, at manden ikke behøver kantede slag for at opnå præcisionen, hans direktion er præget af plasticitet og føjelighed over for det musikalske foredrag. Det giver en ro og et afstemt åndedræt, som gør musikken levende.
Det var muligt at lytte sig ind til lidt uldne indsatser og uro i intonation, men det er koncertsituationens små uforudsigeligheder, som man gerne tager med.
Af de opførte komponister er Cage vel den, der skriver mindst idiomatisk for stemmer, men han skubber til gengæld i andre, interessante retninger, tilføjer musikken tankevækkende aspekter. Men denne lytter har nu altid syntes bedst om Cages ideer, mindre godt om meget af den klingende musik.

*Vokalgruppen Ars Nova under Paul Hillier. Tidlig og ny musik i St. Paul's Chapel New York. En co-produktion med Danish Wave

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu