Læsetid: 11 min.

Den store sprogdød

9. oktober 1999

Klodens sproglige mangfoldighed er under hastig afvikling, og engelsk er blevet globaliseringens nye lingua franca. Men er der virkelig grund til at græde, når sprog dør bort?

"Vort sprog græder tårer overalt,
fordi vore børn forlader det,
lader det blive alene tilbage
med dets tunge byrde.
De som taler det, kaldes forældede,
selvom det løber hurtigere end ørnen."

Sådan lyder et digt af senegaleseren Useyno Gey Cosaan, der begræder volofo-sprogets bortdøen, et tab af en tung historisk byrde, givet videre fra generation til generation.
Ved afslutningen på det 20. århundrede tales der omkring 6.000 sprog i verden, men der har engang eksisteret et sted mellem 10-15.000 forskellige sprog.
Der er uenighed om de eksakte tal. For hvornår er et sprog et selvstændigt sprog og ikke bare en dialekt? Nogle sprogforskere har det kontroversielle synspunkt, at dansk, svensk og norsk egentlig burde regnes som et sprog, men fordi de hører under forskellige nationalstater opfattes de som forskellige sprog. Og kinesisk - dvs. mandarin, der tales af 885 mio. mennesker - kan defineres som ni forskellige sprog med lige så god ret, som at man skelner mellem de forskellige (nationale) romanske sprog i Europa: Portugisisk, kastilliansk, katalansk, fransk og italiensk. Men igen er det nationalstatens eksistens, der gør en forskel. Ikke kun politisk, men også historisk kulturelt.
Territorier kan ikke tale, men alligevel er det ofte sådan, at er der intet territorium, så er der heller intet sprog.
Tusindvis af sprog har ingen stat til at beskytte sig eller til at sikre uddannelse af de kommende generationers sprogfærdigheder. I dag er der f.eks. 12 forskellige eskimosprog, men flere sprogforskere mener, at det måske kun er det grønlandske, der vil overleve i det næste århundrede, fordi det har en regeringsmagt til at beskytte sig.
Så længe stammer og folkeslag levede uden kontakt med omverdenen - f.eks. i Amazonlandets regnskove - var det ingen sag at holde det indfødte modersmål i live. Men med den økonomiske modernisering, den stadig tættere kontakt med andre folkeslag og de unge generationers vandring til byerne vækker interessen for andre og større sprog.
Hvert år forsvinder der sprog fra det lingvistiske verdenskort, som dengang i midten af januar 1996, hvor verdenspressen kunne rapportere, at 'catawba'-sproget døde, da den 76-årige indianer, Røde Tordensky, døde af et hjertetilfælde på et hospital i staten Massachusetts. Engang var der mere end 500 forskellige sprog i Nordamerika; kun godt 100 er stadig i live.
Den samme fortælling går igen fra kontinent til kontinent. I Australien var der på et tidspunkt 400 forskellige sprog, men i dag er der kun 150 aboriginal-sprog tilbage, - og det er kun en håndfuld af dem, som tales af mere end 1.000 indbyggere. I Ny Guinea er der stadig en stor sprogrigdom med omkring 800 forskellige sprog, men halvdelen af dem tales af mindre end 1.000 mennesker. Med tiden risikerer de at få samme skæbne som Røde Tordenskys catawba.

Professor Douglas Whalen på universitetet i Yale, der leder projektet Endangered Language Fund, som arbejder for beskyttelse af de truede sprog, vurderer, at "det er usandsynligt, at mere end halvdelen af de 6.000 sprog, der tales i dag, vil overleve det næste århundrede."
Andre er endnu mere pessimistisk. Den spanske sprogforsker Carme Junyent fra universitetet i Barcelona siger, at "hvis den nuværende udvikling fortsætter, så vil 90 procent af menneskehedens lingvistiske ejendom forsvinde."
Junyent henviser bl.a. til, at omkring 80 procent af alle verdens sprog tales af mindre end 100.000 personer. Alene i perioden 1970 til 1985 forsvandt der ikke mindre end end 1.800 sprog.
"Sprogenes bortdøen fremkalder, paradoksalt nok, ikke den samme bekymring, som når dyrearters og planters forsvinder, selvom der rent procentuelt er en meget større sandsynlighed for, at sprogene dør ud. Det er et alvorligt problem," siger Carme Junyent.
"Når vi mister et sprog, er det som om, der smides en bombe i Louvre-museet," sagde sprogforskeren Ken Hale fra Massachusetts Institute of Technology fornylig til National Geografic.
Allerede de gamle grækere mente, at logos, ordet, var det princip, der gav verden en orden. Og derfor er det ikke bare et sprog, der forsvinder. Det er samtidig et folkeslags myter, metaforer, historier, kulturers identitet og individers måde at tænke på.
Biomatematikeren Marc Pagel fra universitetet i Oxford mener, at når vi mister et sprog, så mister vi også en bestemt måde at opfatte verden på. Sproget og kulturen er intimt forbundet med hinanden - og med naturvilkårene.
"Det menneskelige sprog er tydeligvis påvirket af den økologiske sammenhæng," har Pagel forklaret overfor New Scientist.
Der er mange flere sprog i områder med et varieret landskab og en stor naturrigdom med mange forskellige dyr og planter, mener han. Spørgsmålet er dog, om det er naturen eller kulturen, der er årsag til det?

Med over 800 forskellige sprog på Ny Guinea, 600 sprog i Indonesien, 350 i Nigeria, og 170 indfødte sprog i Brasilien (udover Portugisisk), kunne noget tale for, at naturrigdomme fremmer den sproglige mangfoldighed. Men hvor fristende det ellers kan være, så er Pagel klar over begrænsningen i den biologiske forklaringsmodel:
"Landbrugernes succes med at befolke jordkloden har til en vis grad homogeniseret sprogene," siger Pagel.
Som et eksempel på hvad landbruget og moderniseringspolitik kan udrette, fortæller National Geografic i en nylig reportage, hvordan penan-stammens sprog er ved at uddø, fordi den malaysiske regering er ved at fjerne grundlaget for stammens kultur: Regeringen er ved at rydde og kultivere den regnskov, som stammens 7.000 tilbageværende medlemmer ellers skulle leve af og i. Penan-stammen har ikke noget skriftsprog, og deres ordforråd afhænger helt og holdent af, hvad den bedste historiefortæller ved.
Det har været helt normalt ikke at have et skriftsprog helt frem til det 19. århundrede, hvor de moderne nationalstater først for alvor fik øjnene op for betydningen af en skolepolitik. Det først kendte skriftsprog menes at være det sumeriske fra 3.400 år før Kristi fødsel, og i de næste 1.000 år fulgte egyptisk, hindi og kinesisk.
Penan-folket har ikke haft brug for et skriftsprog, men det betyder ikke, at deres sprog er 'uciviliseret'. Selvom de kun har et fælles ord for 'ham', 'hende' og 'den', så har de f.eks. hele seks forskellige ord for 'os'. De har 100 ord til at benævne 'træer', men de har ikke eneste ord for 'skov'.
Nu bliver Penan-folket drevet ud af skoven (der er mindre end 300 af dem tilbage i regnskoven). Allerede i en tale i 1990 sagde Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad, at "vores politik er at alle skovens beboere til sidst bliver integrereret i samfundets hovedstrøm. (..) Der er intet romantisk ved disse svigtede, underernærede og sygdomsplagede folk."
For "de skal ikke leve rundt derude som var de dyr," som Dr. Mahathirs bolig- og sundhedsminister James Wong har tilføjet.
Men den amerikanske antropolog fra universitetet i Georgia, Peter Brosius, mener, at noget værdifuldt går tabt. "Alene for floderne har de mere end 2.000 navne, hver i sær med deres egen historie. (..)Landskabets kulturelle genklang, alle stederne har en særlig betydning, biologisk, socialt og historisk."
Verden ville "være et mindre smukt og mindre interessant sted at være uden den sproglige diversitet," siger Michael Krauss fra University of Alaska i Fairbanks.

Op i gennem historien har naturkatastrofer, krige, økonomisk og politisk undertrykkelse været med til at udrydde gamle kultursprog, som f.eks. hittitisk, burgundisk, koptisk og fønisk. Og de teknologiske revolutioner, med agerbrugets indførsel, industrialiseringen og i dette århundrede indførelse af bilen, telefonen, fjernsynet og Internettet har været med til at trænge mindretallenes sprog yderligere i defensiven. Nogle sprogforskere hævder, at der er tale om 'sprogligt folkemord', men andre anfører pragmatisk, at man ikke kan forhindre folk i at holde op med at tale deres modersmål, når de måske derved kan skaffe sig adgang til mere politisk magt, velstand og socialt prestige ved at tale flertallets sprog.
Mediemogulen Rupert Murdoch har i forbindelse med sit globale tv-netværks ekspansion i Indien gjort sig til talsmand for, at fjernsynet vil fremme en homogenisering af sproget:
"Med de elektroniske massemediers tidsalder er hindi endelig begyndt at blive spredt ud, fordi alle ønsker at se de bedste tv-programmer," siger han.
Indien er stadig en af de stater, der har flest sprog, men homogeniseringen er allerede godt i gang. I 1962 blev der ved en måling registreret 1652 forskellige modersmål i Indien, men i 1996 skønnede etnologen Barbara Grimes, at der kun var 407 sprog tilbage i Indien. Over 350 mio. indere har hindi som modersmål.
Verdens største sprog i udbredelse er og bliver dog engelsk. Mere end halvanden milliard mennesker taler engelsk - selvom det ikke er mere end godt 330 millioner, der har det som modersmål.
Engelsk vinder frem overalt i verden som det nye lingua franca, vor tids svar på latin i middelalderen. På Internettet, i diplomatiske forhandlinger, i de transnationale virksomheder og i forskningen er det engelske sprog dominerende. Danske doktorafhandlinger skrives på engelsk eller med så mange engelske gloser, at det bliver til danglais.
Evnen til at tale og skrive et flydende engelsk er blevet adgangskort til et medlemsskab af den globale elite, hvad enten det er som businessmanager, forsker eller kunstner.
Det giver umiddelbart englænderne og amerikanerne fordele i den globale konkurrence. Men en ny officiel undersøgelse af amerikanske skoleelever i 9-16 års alderen chokerer i disse dage den amerikanske uddannelseselite, fordi det viser sig, at kun er én ud af fire elever kan skrive en korrekt og flydende tekst, der er forståelig.
Hvilket paradoks! Verdens førende økonomiske og kulturelle supermagt har svært ved at lære de nye generationer at skrive. Men foreløbig er der ikke af den grund udsigt til, at den engelsk-amerikanske sprogdominans på kloden er på tilbagetog. Tværtimod. Eller som Benjamin Barber skrev i bogen Jihad vs. McWorld:
"Amerikansk-engelsk er blevet verdens primære transnationale sprog i kulturen og kunsten, lige så vel som i videnskab, teknologi, handel, transport og bankvirksomhed (...) Musikken på tv synges, råbes og rappes på engelsk. Franske biografreklamer er nu ofte på engelsk. Og kritikere af den nye informationsalder angriber CNN og BBC World Service på engelsk. Somaliske klanledere og haitianske attachéer fordømmer Amerika på engelsk (...) McWorld kulturen taler engelsk først, men er i besiddelse af et mere elementært Esperanto, som det kan slå over i, hvis den ikke kan gøre sig forståelig på engelsk. Er der noget sted på jordkloden, hvor en rejsende ikke kan gøre sig forståelig, hvis han griber tilbage til sit mærkevareleksikon? 'Marlboro? Adidas ... Madonna ... Coca-Cola ... Big Mac ... CNN ... BBC ... MTV ... IBM!' vil han sige, og Babel viger tilbage."

Allerede for over hundrede år siden, i 1887, hævdede socialisten Karl Kautsky, at et af de store verdenssprog med tiden ville blive til et fælles globalt sprog. Udviklingen af den internationale telegrafi og kommunikation fik ham til at skrive:
"Nationale sprog vil i stigende grad blive henvist til hjemlig brug, og selv der vil de blive behandlet som et gammelt familiearvestykke, som vi vil behandle med stor veneration, men som vi ikke vil få megen praktisk brug for."
Men sådan er det ikke gået - endnu. Tværtimod kan man parallelt med globaliseringen og den engelsk-amerikanske sprogkulturs udbredelse, iagttage en modbevægelse, en sproglig renæssance for flere regionale og nationale sprog, der på et tidspunkt så ud til at være truet.
Efter Sovjetunionens fald er estisk, lettisk, litauisk, hviderussisk og de kaukasiske sprog sluppet ud af russificeringens favntag og har genopbygget en national sprog- og uddannelsespolitik efter forbillede fra det nittende århundredes nationalstater.
I nogle tilfælde, som i de baltiske lande, har det haft den pris, at de gamle undertrykkere, russerne, er blevet undertrykt og sprogligt diskrimineret på en måde, som har tvunget det internationale samfund og Den Europæiske Union til at reagere.
Efter 1990'ernes Balkan-krige er det, der tidligere kaldtes serbo-kroatisk blevet splittet op i nationale sprog, som serbisk, kroatisk og slovensk - og de nye nationalstater gør alt for at fremhæve og uddybe de sproglige og grammatiske forskelle.

Det første historiske eksempel på anerkendelse af sproglige mindretal i en stat skal ifølge historikeren Fernand de Varennes findes i 1516, hvor "schweizere, der ikke taler andet sprog end tysk" fik lovning på af Frankrig, at de ville nyde beskyttelse. Og under Wienerkongressen i 1815 fik polakkerne udstrakte mindretalsgarantier. Den europæiske liberalismetradition har generelt været tolerant og accepteret en vis kulturel pluralisme, men det er først med udviklingen af menneskerettighederne, at mindretallenes sprog for alvor er blevet anerkendt i de enkelte nationalstater.
Der er endnu ingen fælles international standard for, hvornår et mindretal er stort nok til, at dets børn skal undervises i modersmålet etc.
Et udkast til Europarådets konvention for beskyttelse af nationale og etniske minoriteter har slået til lyd for, at et sprog skal gøres officielt, hvis det er modersmål for mere end en femtedel af befolkningen. Og statsadministrationen skal bruge et sprog, hvis det er modersmål for blot seks procent af indbyggerne.
Nogle lande er gået langt. I Schweiz har kantonerne forskellige sprog. I Finland har Ålandsøerne sproglig 'selvstændighed', i Belgien har flamlænderne og vallonerne regional selvstændighed, og i Spanien har galicisk, baskisk og katalansk fået en renæssance, efter at General Franco i efterkrigstiden havde forsøgt at undertrykke disse sprog og henvise dem alene til anvendelse i de private hjem. Men sprogene overlevede diktatoren, og nu florerer de med undervisningsbøger, kultur og musik på de nationale sprog.
I Katalonien er debatten om nationalisternes positive diskrimination af katalansk på bekostning af spansk (kastillansk) blevet det helt store stridsemne frem til regionalvalget den 17. oktober. Er man gået for vidt i bestræbelsen på at 'normalisere' - dvs. gøre katalansk til nationalsprog i et land, hvor halvdelen af befolkningen har kastillansk som modersmål?
Men det smitter. I naboregionen, Aragonien, har den regionale regering netop besluttet, at der skal undervises i 'aragonsk' i skolerne.
Der er uenighed blandt sprogforskere, om det ældgamle sprog efterhånden kan betragtes som andet end en variant af kastillansk, efter 500 års politisk samkvem. Men ifølge meningsmålinger er 10 procent af Aragoniens befolkning af den opfattelse, at de selv taler aragonsk.
I sidste ende kommer et sprogs overlevelse an på, at befolkningen vil bruge det og mener, at det har en selvstændig værdi, kan udtrykke følelser på en særegen måde og gør én i stand til at tænke tanker, som ville være utænkelige på andre sprog.
Det kan nok så mange politiske og økonomiske beslutninger og sproglig ekspertise næppe ændre på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu