K er blevet en magnetiserende forestilling om den kafkaske dødsangst
TEATER
Tryllebundet, magnetiseret, blændet. Eller måske mere seende end nogensinde før. Stirrer bare ind i lyset, der vælter frem i stråler, der er så lokkende, at øjnene nægter at lukke sig igen. Pas på, siger stemmen bag pupillerne. Men nej. Øjenlågene adlyder kun lyset, og resten af kroppen løfter sig op for at forsvinde med ind i alt det hvide. Men så, åh nej, er det forbi.
Mørke, stilhed, tøven. Magnetkraften er forsvundet. Hænderne må tage til takke med at klappe, mens den indre forvirring bruser helt ude af takt med applausen. Det var tæt på, dette her. Tæt på den død, som ingen kender, men som nogen alligevel har bedre fantasi til at forestille sig end andre.
Dødsgrublen
Forfatteren Kafka tænkte mere på døden end de fleste. Og forfatteren og instruktøren Martin Tulinius har tilsyneladende også grublet mere over slutningen, end hans unge liv umiddelbart lægger op til.
Det er der kommet en fængslende teaterforestilling ud af - K for Kafka. En forestilling, hvor den tuberkuloseramte og dødstruede Kafka ligger i sin seng og lader sig pseudobehandle af tidens læger.
"Føler De Dem meget varm her til morgen," udspørger lægen ham uafladeligt, mens han er ved at koge op af den feber, ingen kan slå ned - og så genoplever han ellers sit liv:
Frustrationen over aldrig at få skrevet færdig, angsten for faderen, savnet af kæresten, skammen over luderen... Det er altsammen med, men i et stramt udvalg, der sikrer, at forestillingen aldrig bliver tamt biografisk, men at den netop skaber en konfrontation med den kafka'ske dødsangst.
Blodigt opkast
Jesper Dræby spiller Kafka med manisk intellekt og sygdomsramte øjne. Hans tynde ben blafrer under ham, mens hans latter flagrer hen over lagnerne. Hans autoritet fylder rummet, uanset hvor mange gange han må hen og kaste blod op. Og hans stemme fascinerer med sin dobbelthed af klang og skrøbelighed, fylde og nervøsitet. Dræby foruroliger hvert sekund på scenen - og hans udstråling udgør i sig selv forestillingens væsentligste dynamik.
Over for Dræby spiller Per Linderoth skarpt og selvopblæst rollen som lægen, også selv om figuren fra forfatterens hånd ikke har så mange nuancer at spille på. Og som kvinderne i hans liv - både den virkelige kvinde, drømmekvinden og mytekvinden - har Terese Damsholt både dragende udtryk for fascinationen, afskyen, omsorgen og irritationen, som den døende Kafka vækker. Og for begæret.
"Forestil dig, at bogstavet er en sprække, man kan vende på vrangen," siger denne K - og straks bliver billedet helt klart. For forfatter-instruktør-scenografen Tulinius har formået at gøre forestillingen vidunderligt ligetil. Med en hel væg af arkivskabe til livsobservationer, der alligevel synes forgæves - en væg, der samtidig bruges som videolærred for de mareridtsbilleder og hallucinationer, som Kafkas verden var så fuld af.
Dramaturgisk er forestillingen mere optaget af at bore sig ned i den lammende angst for maddikerne end af at skildre en egentlig udvikling. Tankerne løber i ring, sådan som en dødstrussel uvægerligt må få dem til at gøre det. Skulle man overhovedet have forbehold over for forestillingen, ville det være over for dens manglende synlige spændingsopbygning: Den dødssyge mand fortsætter bare med at hoste og være bange...
Til gengæld har netop angstgentagelserne utvivlsomt gjort deres virkning - ellers ville tilskuerkroppen næppe reagere så stærkt på slutningens dødslys.
Tunnel, gloriestråler, stjernelys. Man kan kalde det, hvad man vil. K står i hvert fald for Kafka, T for Tulinius - og S for succes.
*'K'. Tekst og scenografi: Martin Tulinius. Instruktion: Mikkel Harder Munck-Hansen og Martin Tulinius. Lys: Lars Egegaard Sørensen. Video: Mikal Bing. Kaleidoskop på Nørrebrogade til 13. nov.
