Læsetid: 4 min.

Thomsen og metafysikken

16. oktober 1999

Et seminar om digteren Søren Ulrik Thomsen på Københavns Universitet sætter hele forfatterskabet under debat

Lyrik
Det sker ikke så ofte, at en relativt ung, nulevende digters værk, bliver genstand for et to-dages-seminar. Men det var, hvad Søren Ulrik Thomsens digtning blev på Københavns Universitet torsdag og fredag i denne uge. Institut for Nordisk filologi ved Sune Auken og Svend Skriver havde på førstedagen inviteret en oplægsholder for hver af Thomsens værker, så dagen formede sig som en kronologisk gennemgang af udviklingen i forfatterskabet. Som afslutning læste Søren Ulrik Thomsen selv op, hvilket han "edderbarkme er god til," som der står i teologen Jørgen I. Jensens hyldest her på siden.
Fredag fik Thomsen atter ordet for Synspunkt på mit forfatterskab, hvilket vi kommer nærmere ind på i en følgende artikel. Dagen bød også på en uropførelse af Morgensange, en sangkreds fra Nye digte med musik af Svend Nielsen, men deadlines er ubønhørlige, så det nåede vi ikke.

Metafysik eller ej
Den kronologiske gennemgang af værket udkrystalliserede enkelte, herunder om Søren Ulrik Thomsens digtning bevæger sig imod en metafysik eller tværtimod er på vej bort fra den?
Sjovt nok var den mest tilbageholdende med at svare teologen. Jørgen I. Jensen endte dog alligevel med at finde en 'sekulariseret treenighed' i digtningen.
Hans emne var Thomsens poetik nummer to: En dans på gloser, hvor han fandt en ny opfattelse af tiden, som hang snævert sammen med Søren Ulrik Thomsens opfattelse af digtningen, parafraseret således:
"Skønt ukendt eksisterer teksten på forhånd og venter kun på at blive skrevet. Jeg'et bliver et eksempel, ikke noget der styres af digterens psyke. Der er nogle ord, der allerede på forhånd sendes fra den færdige form hen til dem, der vil digte dem."
Heri så Jørgen I. Jensen en tidsopfattelse, hvor tiden, hvis vi stiller os udenfor vort psykologiske - dødelige - jeg, snarere end at gå, er noget der kommer. Parallelt hermed bliver digtet til et endeligt objekt, der forlader digteren, efterhånden som det bliver skrevet.

Rester og ruiner
Mest afvisende overfor nogen metafysisk spekulation var oplægsholderen om Hjemfalden, Jørn Erslev Andersen. Metafysikken hos Thomsen er rester, ruiner, spor, digtene er snarere et forsøg på at sige noget om, hvordan det er at være til. Der kan være tale om religiøse reminiscenser eller om en dimension, men det er ikke det samme som et religiøst forfatterskab, fastslog han.
Benedikte F. Rostbøll, hvis emne var den første af Thomsens poetikker: Mit lys brænder, fandt at det var her, der gik en grænse for første del af forfatterskabet. På den anden side af denne var der åbnet mod metafysikken. Rostbøll, der koncentrerede sig om digtene i Mit lys brænder fandt denne grænse i selve digtenes form: de arbejdede sig frem til en eksplosion, der indtraf i det øjeblik formen ikke kunne rumme mere, hvorefter noget nyt kunne begynde. Benedikte F. Rostbølls pointe var at vise, hvordan teorien i poetikken og digtene hang sammen på en måde, så digtene indeholdt erkendelser, der ikke kunne udtrykkes teoretisk, samtidig med at de var et led i tilblivelsesprocessen af poetikken.
Som en art bekræftelse på hendes analyse forklarede Søren Ulrik Thomsen dagen efter i sit oplæg Synspunkt på mit forfatterskab, at han hverken var teoretiker eller filosof.
"Vi er forskellige temperamenter, og jeg kan tydeligt kende et teoretisk temperament, når jeg ser det. Det er ikke mit eget," sagde han.
"Jeg kan tænke, hvis jeg har noget i klemme. Mine to poetiktekster er udtryk for, at jeg var nået til noget, jeg var nødt til at gennemarbejde."
Og han kunne sagtens leve med forskningens indvendinger om, at dette eller hint var gennemarbejdet andetsteds eller misforstået eller banalt, "hvis blot fem procent af det, jeg kommer frem til, ikke kunne være blevet til på anden måde."
Også i Jørgen I. Jensens overvejelser kunne man finde resonans hos Thomsen selv.
Næste formiddag landede metafysikspørgsmålet midt på bordet med retorikeren Dan Ringgaards oplæg: "Rytmen som tidserfaring i Søren Ulrik Thomsens digte". Rytmen havde ændret sig fra en gentagelsesrytme i debutsamlingen City Slang, der ret beset satte tiden i stå, mente han. Dér faldt man ind i "en rituel rytme: byens. Overskridelsens rytme, der ophævede tiden i henrykt enshed." Altså en metafysisk måde at forholde sig på.
Heroverfor stod i den seneste samling, Det skabtes vaklen, den slyngede arabeskform, der principielt kan fortsætte uendeligt. Her eksisterer det skabte som en tøven, der er skabt af pausen mellem før og efter. Dan Ringgaard så den ændrede rytme som et udtryk for en ny accept af tilstedeværelsen i tidens strømmen til forskel fra den tidligere standsning af tiden i ekstatisk gentagelse.
"En rytmisk metafysikkritik", mente han, hvilket affødte en livlig debat. For hvorfor kunne man ikke opfatte rytmen i City Slang som et udtryk for, hvad man kunne høre indenfor netop denne digtsamlings univers, nemlig storbyens maskinelle puls? Og de mere lyttende, tøvende rytmer i Det skabtes vaklen som udtryk for en lytten efter det vage, ufattelige?
Kort sagt: Var Thomsen altså på vej mod metafysikken eller på vej bort?
Egentlig havde han selv i sit oplæg samme formiddag givet en slags svar:
"Man er altid på vej væk fra kunsten - over i metafysikken eller politikken eller noget andet. Det gælder om at besinde sig på at komme tilbage igen, så spændingen kan opretholdes."

Dette er den første artikel af to. Den næste bringes på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her