Læsetid: 3 min.

Tiggerne er begyndt at skilte med det

26. oktober 1999

Ny tigger-trend gør socialt udstødte mere synlige. En national handleplan for hjemløse er undervejs

Han sidder dagligt foran Tivoli i København med sit skilt.
"Støt en hjemløs. Jeg har ingen penge. til mad samt dagen og vejen - p.f.h. tak" står der med skæve bogstaver.
Hovedet er bøjet forover, som om han sov. Men han sover ikke - det giver bare flere penge at se lidt sammenfalden ud, forklarer tiggeren, der hedder Dean. Han er hjemløs, bor på herberg, og tigger for at finansiere sit misbrug.
Tiggerne er blevet mere synlige i København fremgår det af en foreløbig rapport om 'tiggeri med skilt,' som Socialministeriet har fået udarbejdet. Den konkluderer, at tiggeriet vil udvikle sig til en stadig mere synlig del af bybilledet i de kommende år.
"Vi vil komme til at opleve tilstande som i de store byer i England," vurderer dr. med Preben Brandt. Han er leder af Projekt Udenfor, der har udarbejdet rapporten, og han sammenligner de nye 'skilte-tiggere, med tilsvarende grupper i øvrige europæiske storbyer.

Ulovligt betleri
I Danmark er betleri forbudt ved lov. Men indtil for kort tid siden, har der hersket tvivl om, hvorvidt 'skilte-tiggeriet' balancerede på kanten af forbudet.
To domme indenfor de sidste to uger rydder tvivlen af vejen: Skilte-tiggeri er fuldt ud lige så ulovligt som at række hånden frem eller tigge ved dørene. Og det straffes med hæfte eller en betinget dom.
Udover de to nye domme er der ifølge politiassessor Ebbe Arntoft yderligere omkring ti retssager mod skiltetiggere undervejs.
Han skønner, at politiet noterer otte til ti tiggere om måneden i København, men understreger, at tiggeri mere er et socialt end et strafferetligt problem.
"Vil De give et lille bidrag frue," spørger en 23-årig kvinde høfligt de velklædte, der haster forbi på Vesterbrogade.
Det er ikke alle tiggere, der benytter sig af skilte, så spørgsmålet følges op af en let raslen med en blikkande.
"Jeg begyndte at tigge, fordi kommunen krævede, at jeg skulle hente min bistandshjælp i rater på 36 kr. en gang om dagen," siger kvinden.
Hun droppede bistandshjælpen i protest mod kommunens krav, og tiggeriet er nu hendes eneste indtægt.
Tiggeri er ofte forbundet med hjemløshed, fremgår det af rapporten. 94 procent af de tiggere Projekt Udenfor har talt med, bor enten på gaden, på herberg eller overnatter hos venner.
"Jeg blev hjemløs fordi kommunen glemte at betale min lys- og gasregning som lovet," forklarer den 23-årige kvinde på Vesterbrogade.
Det er halvandet år siden, forklarer hun. Sammen med sin mand bor hun nu på gaden i København, hvor de for tiden overnatter i et cykelskur på en skole.
Ifølge Preben Brandt, er der blandt tiggerne og de hjemløse en udsat gruppe, som reagerer på den hårdere linie i socialforvaltningerne og vælger at takle situationen på en ny måde.
"De bliver magtesløse og vrede og reagerer derfor i stedet med et, 'så er det også lige meget,' siger Preben Brandt.
Han mener, at det er nogle af de 'nye' tiggere, der dukker op i gadebilledet i København, og at det vil kræve en massiv øget indsats, hvis processen skal stoppes.
Sagsbehandlerne skal ud på gaden, og der skal oprettes ordentlige akutte tilbud og flere alternative beskæftigelsesmuligheder, mener projektlederen. Han mener der er politisk vilje til at løse problemet, men at det halter på det mere konkrete plan ude i kommunerne.

National handleplan
Blandt de, der beskæftiger sig med hjemløse, er der stor opmærksomhed om den planlagte nationale handleplan.
Formandskollegiet, der er en forening af ledere på de store forsorgshjem, har således udarbejdet et konkret forslag. Står det til dem, skal der afsættes en halv milliard på finansloven til formålet.
Socialudvalgsformand Villy Søvndal (SF) er enig i, at der bør afsættes et "væsentligt" beløb på finansloven. Han mener at Danmark i modsætning til England og flere andre lande både har økonomiske forudsætninger og en samfundsmæssig tradition for at være langt mere optaget af den slags problemer.
"Derfor er det vigtigt, at der afsættes større beløb end hidtil, så der kan handles i tide," siger Villy Søvndal. Han ønsker dog ikke, at give et mere konkret bud på et beløb.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialminister Karen Jespersen.

FAKTA
Handlingsplan
Regeringen fremlægger i løbet af efteråret et forslag til en national handleplan for hjemløse. Ifølge Socialministeriet skal der i den indgå i en større undersøgelse af 'trenden med nye tiggere.'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu