Læsetid: 2 min.

Tjetjenien beder NATO om hjælp

9. oktober 1999

Tjetjeniens præsident appellerer til NATO om hjælp til at standse bombe-angreb

Tjetjeniens præsident Aslan Maskhadov bad i går NATO om hjælp til at stoppe bombeangrebene over Tjetjenien.
"Det, der sker i Tjetjenien, er en krænkelse af demokratiet og menneskerettighederne, og derfor bør internationale organisationer gribe ind," sagde Maskhadov i går i en appel til NATO's generalsekretær George Robertson.
Appellen til NATO kommer efter, at Ruslands vice-udenrigsminister Jevgenij Gusarov torsdag afslog et forslag om international mægling.
Samtidig opfordrede den danske vicepræsident i Europarådet, Henning Gjellerod (S) i går Europarådet til at spille en aktiv rolle for at få en mægling igang mellem Rusland og Tjetjenien.
Det sker efter den tjetjenske repræsentant i Norden, Usman Fersauli, i tirsdags på et læsermøde, arrangeret af Information, viderebragte et ønske fra Tjetjeniens præsident Maskhadov om, at Europarådet indtræder som mægler.

Fortsat uroligheder
Imens fortsætter urolighederne i Tjetjenien. Det russiske militær oplyste i går morges, at det havde foretaget 10 bombetogter over Tjetjenien i løbet af de sidste 24 timer.
En talsmand for de tjetjenske oprørerer hævder, at bomberne har ramt en landby og dræbt 32 mennesker, men oplysningen benægtes fra russisk side og er ikke bekræftet af uafhængige kilder. Ifølge talsmanden for de tjetjenske oprørere, Mumad Saidajev, har russerne bombet flere landsbyer i det østlige Tjetjenien fra naborepublikken Dagestan.
Tjetjenerne hævder også, at de russiske styrker torsdag dræbte 41 flygtninge, da en russisk kampvogn beskød en bus med tjetjenske flygtninge.

Klar til kamp
Amatøroptagelser af ligene af kvinder og børn har været vist i tv, men ministerpræsident Putin benægter, at angrebet er udført af russiske styrker. Imens gør de tjetjenske oprørere sig klar til kamp.
"Fra et militært synspunkt er situationen for Tjetjenien langt bedre end i 1994," sagde præsident Maskhadov i går ifølge det russiske nyhedsbureau RIA til den lokale tv-station.
Russiske styrker er rykket ind i det nordlige Tjetjenien ned til Tarek-floden og kontrollerer i praksis cirka en tredjedel af republikken, men tjetjensk militær har fortsat enheder, som opererer inden for den russisk-kontrollerede zone i dele af Naurskaja-området nord for Tarek-floden.
I det vestlige Tjetjenien har tjetjenske styrker fortsat kontrol over den lille by Gorgajskaja, men russiske styrker har erobret de strategiske højdedrag i Nadteretjij-området, hvorfra de har udkig ned over byen, sagde en talsmand for Tjetjeniens præsident.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her