Læsetid: 6 min.

Tjetjeniens patrioter ruster sig til krig

5. oktober 1999

Mange tjetjenere har i den sidste tid forsynet sig med håndgranater og Kalasjnikov'er - og er nu klar til at genoptage kampen mod de russiske styrker

Tjetjenerne
GROSNIJ - Mens de første russiske panserkøretøjer lørdag morgen rullede ind på tjetjensk område og oprettede stillinger i nærheden af grænsen til Dagestan, herskede der tilsyneladende ro i hovedstaden Grosnij.
Uden for byen rejser et kæmpestort olieraffinaderi sine metalkonstruktioner mod himlen, sodsværtede efter det russiske bombardement. Dette kompleks, som også var et strategisk bombemål under krigen 1994-96, blev på ny ødelagt for nogle dage siden.
På Ingusjetskaja-gaden i det nordøstlige Grosnij er en blok på fire murstenshuse også blev offer for de russiske angreb. Oppe på de delvist sammenstyrtede tage står nogle mænd og forsøger at danne sig et overblik over skaderne.
Hanerne galer uophørligt i morgentågen. En gammel kvinde åbner den knirkende blå metallåge til sin gård. Den er dekoreret med symmetriske mønstre i hvidt, som det er tradition i de kaukasiske byer. Hun går gennem det udtørrede mudder hen imod et par magre køer, og da hun lukker lågen efter sig, bliver en halv snes kuglehuller synlige midt i mønstret.
Maata har svært ved at skjule sin vrede: "Det er klart, at de myrder de uskyldige," erklærer hun og ser op mod himlen, der er blevet symbolet på den luftbårne fjende.
"Vi så det selv med vores egne øjne for et par dage siden. En hel familie blev udslettet - seks personer!" Bomben faldt lige midt i nabohuset.
"Jeg er også bange," indrømmer hun, "men hvad skal man gøre? Jeg kan ikke rejse herfra; jeg har simpelthen ingen steder at tage hen."

Massive ødelæggelser
Når man nærmer sig centrum, ser man de samme massive ødelæggelser. Overalt er der huse med granathuller og knuste ruder. Mangefarvet vasketøj, der hænger ud fra vinduerne, viser, at der stadig bor mennesker.
Det er svært at skelne de nye skader fra dem, der skyldes de tidligere russiske bombardementer. Folk i byen har tilsyneladende også svært ved at finde ud af det; de tøver næsten altid, inden de svarer på spørgsmålet.
I selve centrum er der vokset en lille skyggefuld park op på den tidligere Lenin-plads, som nu er omdøbt til Frihedspladsen. Her residerede Tjetjeniens første leder, Djokhar Dudajev, som kæmpede for fuld uafhængighed. Præsidentpaladset blev jævnet med jorden af russerne i 1994.
Det farvestrålende billede af en smilende Dudajev hæver sig uforstyrreligt over buskadset. Det er det eneste nye i forhold til Grosnij i slutningen af 1996: Alle de bomberamte bygninger fra dengang ligger endnu i ruiner eller er fulde af granathuller. Ingen af dem er blevet genopbygget.
Til gengæld er der kommet nogle nye huse i røde og hvide mursten til - f.eks. en kæmpevilla, som tilhører krigsherren Sjamil Basajevs bror, og den nuværende præsident Aslan Maskhadov, imponerende residens.
Der er næsten ingen butikker, strømforsyningen fungerer kun sporadisk, der er kun koldt vand i hanerne, og telefonledningerne har været afbrudt i næsten fem år.

Alle bevæbner sig
På gaderne er mænd i færd med at reparere deres biler, så familien kan køre til naborepublikken Ingusjetien, hvor de fleste flygtninge begiver sig hen. Nogle kvinder går forbi med vandspande i hænderne. Mellem to våben hænger badehåndklæder med det amerikanske flag påtrykt.
På det uoverdækkede marked, hvor der handles døgnet rundt, møder man mange skæggede mænd i camouflageuniform, som ser ud til at have travlt og har mobil- eller satellittelefon hængende i bæltet. Bag udbuddet af tomater og agurker, ved siden af en bod, hvor okse- og kalvekød ligger på nøgne træborde, befinder våbenmarkedet sig.
Her er kvinder ikke særlig velkomne. Mændene fordriver tiden med at spille billard, for det tager sin tid at købe en Kalasjnikov. Unge og gamle mænd snakker med bojeviki (guerillasoldaterne).
I et andet hjørne trænges mændene foran en udstilling af granater af forskellig kaliber, alle af russisk fabrikat. Der er også granatkastere, ammunition og mere håndterlige våben som pistoler.
"For få måneder siden, inden risikoen for konflikt blev overhængende, var priserne relativt lave," siger våbenhandleren Aslan Bek. "Men så steg de, fordi alle ville bevæbne sig. I dag er de faldet igen."
Det kunne tyde på, at de fleste har forsynet sig. I august kostede en Kalasjnikov 900 dollar, i dag er prisen 500 dollar. En håndgranat koster 50 rubler (ca. 13,50 kr.) En granatkaster løber op i 1.000 dollar.
Inden handelen afsluttes, skal våbnet prøves. Sådan går dagen, med skud op i luften.

Ofre for intriger
Den 86-årige Daoud sidder på en slidt divan i gården til sit hus. Han er født i en landsby i bjergene ved grænsen til Georgien, men har arbejdet 25 år som dyrlæge i Grosnij. Nu har han 1.100 rubler (ca. 300 kr.) om måneden i pension.
Selv om han modtog en tapperhedsmedalje for sin indsats i sovjethæren under Anden Verdenskrig, blev han på Stalins ordre deporteret til Kasakhstan i 1944. Da de forviste tjetjenere fik oprejsning, vendte han tilbage og har ikke tænkt sig at forlade tjetjensk jord igen:
"Det er i de sværeste situationer, en patriot skal blive hjemme; derfor rejser jeg ikke," udbryder han næsten aggressivt. Hans kone Zima, der er 20 år yngre, er taget til Ingusjetien.
"Jeg er gammel, jeg har kæmpet nok. Jeg kan ikke udrette meget i dag, men min maskinpistol står ved siden af min seng, og jeg vil bruge den, hvis russerne kommer ind i mit hus," siger Daoud.
"Vores problem er, at vi ikke har nogen leder. Dsjokar er død (dræbt af russerne i 1995), og ingen kunne efterfølge ham. Hverken Maskhadov eller nogen af de andre, I kender i Vesten, har den egentlige magt. Vi er ofre for politiske intriger, som udspiller sig i Moskva."
Det er en holdning, der deles af mange i Tjetjenien.
Spørgsmålet om reel uafhængighed for Itsjkerija (selvstændighedstilhængernes navn for republikken) synes at optage befolkningen mindre end de økonomiske årsager, som igen har fremkaldt krig i Kaukasus.

Parate til at slås
Den 24-årige Makhmoud, en tidligere guerilla, hvis overlæbe er blevet gennemboret af en kugle, har ingen tillid til de tjetjenske ledere, uanset hvem de er.
"Ét er sikkert - Aslan Maskhadov har under en procent af den politiske magt. Han kan ikke engang udnævne eller fyre en minister," siger han.
Da den første russisk-tjetjenske krig brød ud, var Makhmoud knap 20 år. I dag forbereder han sig på en ny konflikt, og han er mere bekymret over de muslimske fundamentalisters tiltagende indflydelse end over de interne magtkampe inden for Tjetjeniens politiske elite.
Makhmoud er leder af en gruppe "terrorister", som Moskva kalder dem. Hans gruppe er hans familie, som har sit geografiske territorium i området nordvest for Grosnij, mod grænsen til Ingusjetien.
"Min rolle er at undgå enhver provokation mellem de russiske styrker og wahhabitterne (Moskvas navn for fundamentalisterne)," forklarer han og piller ved den Beretta-pistol, han har i bæltet.
"Den anden dag kom en wahhabit-leder til mig og ville overtale til at kæmpe i deres Jihad (hellig krig). 'Russerne er allerede kommet for tæt på, det er for farligt', sagde han til mig. 'Vi er nødt til at gå til angreb på dem'. Jeg svarede, at det kunne der ikke være tale om."
Den unge tjetjener er træt. Han ønsker ikke denne nye krig: "Hvis landkrigen begynder i morgen, er mine 1.500 bevæbnede mænd parat til at slås, men vi vil helst undgå det."
Og selv om han foragter de religiøse fundamentalister, som han anklager for at ville grundlægge en islamisk stat på andre muslimers blod, så indrømmer han, at han vil kæmpe på deres side, hvis det bliver nødvendigt.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her