Læsetid: 5 min.

To generationer spiller ud

23. oktober 1999

En generation takker af, og en ny tager over. Sådan har det altid været, og sådan er det også i dansk hiphop, hvor Humleridderne er trætte, og G-Bach og Rent mel i posen koger over med energi

Nye cd'er
Hiphop er ikke, hvad det har været. I 90'erne har kulturen omkring den musik, som Grandmaster Flash & His Furious Five bankede ind i omverdenens bevidsthed tilbage i '82 med singlen The Message, vist sig at være ekstremt kraftfuld.
Hiphop er blevet en ungdomskultur: en anti-autoritær attitude fyldt med sproglig ekvilibrisme, tøjkodeks, eget visuelt udtryk via graffiti, bandetegn og æresbegreber italienske mafiosi værdige. Det handler om respekt og det handler om la familia, som ikke er sammenknyttet med blodets bånd, men med håndtegn, klikekoder og den brændende kærlighed til hiphoppen, der kendetegner de poser eller crews, som skatere, graffitimalere, rappere (mc'ere) og dj's grupperer sig i. Og der er gået hjemstavnsdigtning i hiphoppen.
Man er stolt af, hvor man kommer fra - om det så er stilen fra Falster eller ånden fra Århus, som bliver spyttet gennem mikrofonen eller hentet op af pladerillen.
Hiphoppen har også fået sine egne ludere (nej, ikke kun kvinder), forrædere, godfathers, entrepenører, sabotører, opkomlinge, idealister, kapitalister. Når man siger hiphop handler det ikke længere om bevæbnede gangstere fra L.A. eller jødiske sexgalninge fra New York, og det handler heller ikke kun om Østkyst Hustlers eller Clemens. Det handler om en kultur, der i sig har haft lige så megen appel til ungdom og til kreativ undergrund i 90'ernes Danmark, som rocken havde det i 70'erne, og punken havde det i nogle sorte år i 80'erne. Og ligesom inden for andre ungdomskulturers rammer er der også inden for hiphoppen traditioner, der skal brydes, og nye, der skal opbygges.

Bagstræberisk
Og den gamle tradition? Tja, den står bl.a. Humleridderne for, og mens det man allerede kan kalde veteranerne i den anden bølge af dansk hiphop - navne som Den gale pose, M@lk de Koijn, Clemens og Hvid Sjokolade - har tilføjet hiphoppen en vis kreativitet, så har Humleridderne sammen med Østkyst Hustlers altid været en kende mere bagstræberiske, med tydeligere tråde til den langt mere rytmisk og rapmæssigt firkantede, ofte rockfunderede første danske hiphop-generation med Rockers By Choice og MC Einar i spidsen.
Det er således ikke helt uforudsigeligt, at trioen fra Amager indtager bagtroppen i dansk hiphop med deres nye album Typisk Tårnby.
Med gæld til så sentimentale drønnerter som Coolio (Gangsta's Paradise) og en sen, træt udgave af Rockers By Choice lider Humleriddernes tredje baby under en betragtelig kitsch-værdi. Her er velmenende tekster på skoleniveau og rytmisk forståelse faretruende tæt på Shu-bi-dua-grænsen. Men det værste ved Humleridderne er deres rap - stivbenet, som en ølkusk med slidgigt. Der hop-hop-hoppes over takter på iskolde versefødder, og unoderne begrænser sig til et par frække ord. Det lykkes aldrig outfittet at befri deres rim for fornemmelsen af, at de bare skal passe indenfor versemålene, at det bare er små fristile, som skal holde takten - og det er fatalt, når rap forlængst er blevet til et sprog i sig selv.
Her er masser af hjemlig hygge, genkendeligt smårockede grooves, men ikke rigtig rum til et egentligt rytmisk schwung. Okay okay, "Et spørgsmål om tid" har et gedigent overskud med duvende og aggressive baslinjer og scratches, men det befrier ikke resten af albummet fra dets gumpetunge fængsel.
Det er ganske velproduceret og sine steder ambitiøst i de større lag-på-lag-konstruktioner og sammensathed: Shu-bi-dua-kor, 80'er-synth, blæsere, hyggepiano, wah wah-guitar m.m. Og få gange har Humleridderne fat i en vis renfærdig og sund indsigt - f.eks. i "Falsk positivitet" om småborgerlighedens simulerede lykke - men det bliver hurtigt ligegyldige repetitioner af mundheld og snusfornuft - og hvor sjovt er det? Gu' er det da fint, at ville kommunikere hiphoppen til en bred befolkning fremfor at kaste med esoteriske bandetegn, men behøver det være så forbandet jovialt og stivbenet?

dj-kunsten tilbage
Anderledes forholder det sig med trioen Rent mel i posen, som vandt DM i rap 1997 og nu albumdebuterer med en salve rykkende grooves, kontante raps a la denne nyeste generations frontfigur, Clemens, og befriende drengerøvsordleg. I modsætning til Humleriddernes ofte orkesterdrevne, godt studieproducerede hiphop, så præges albummet Langt om længe af dj-kunsten, som gennem de sidste par år for alvor er vendt tilbage i hiphoppen. Og det giver en helt anden sensibilitet, et helt andet collage-drive: Rent mel i posen hugger således afsted over de sammenklippede lydbilleder og saftige rytmer, og rappen smælder op mod beatsene.
Hertil kommer, at Posen fylder deres enkle konstruktioner med et excentrisk udvalg af groft klippede melodiøse og gakkede bidder - hjemlige jazzfigurer, østerlandsk klingklang, ekkoende klangrum og fygende scratches finder vej ind i mixet.

Ligefrem helhed
Den ligeledes debuterende G-Bach har begået med et funky, intenst rykkende og velklingende album med Skakmat, som ikke kan frakendes et vist hitpotentiale - og det takket være Rasmus
G-Bachs aggressive raps (dog ikke fri for fjollede rim og metaforer) og broderen Nicolai Details sejt drivende dj-arbejde. Deres far hedder i øvrigt Tommy Seebach.
De gode nyheder er, at der ikke er meget stueorgel over Skakmat, men stensikker fingerspitz-funk-gefyhl i de rykkende og intelligente arrangementer og produktioner, hvor klassisk musik og scratch bl.a. støder sammen. De dårlige nyheder er at G-Bach & Co. også forfalder til lidt for nemme, labre soul/funk-løsninger a la Den gale pose på de mest hitvenlige numre.
Hvis Rent mel i posen er et groft skåret, frodigt og vildtvoksende debutalbum, så er G-Bachs Skakmat en mere velproduceret, ligefrem helhed - ikke altid lige overraskende, men ikke desto mindre medrivende. Mens Humleridderne således er blevet overvægtige og næringsfattige, så er den ny generation tydeligvis fuld af vitaminer.
Du bliver, hvad du hører, og den nye dansk hiphop lover godt med en større aggressivitet, eklektisk legesyge og en sort rytmefornemmelse, som blegansigterne fra Amager kunne lære noget af.

*Humleridderne: Typisk Tårnby (Pladecompagniet/Sony). Udkommer 27. okt.
*Rent mel i posen (Fab K Productions/Mis Label)
*G-Bach: Skakmat (EMI). Udkommer 27. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her