Læsetid: 5 min.

Troværdige voksne efterlyses i Vollsmose

28. oktober 1999

Det er ren afmagt, når politikere kræver tvangsfjernelser og lukkede institutioner for at løse problemerne med kriminelle indvandrere, mener socialpædagog Birgit Munk

I sommer røg låget af krudttønden Vollsmose i Odense. Igen var der ballade med de kriminelle anden-generationsindvandrere.
Denne gang var det ikke den hårde kerne, der var på spil. Men endnu værre: Den hårde kernes lillebrødre, der hurtigt fik tilnavnet 'lillebrorbanden' eller 'den hårde kerne 2'. De er uden for pædagogisk rækkevidde og har ingen respekt for det danske samfund, hed det. Kampklædt politi blev sat ind, og politikerne fyldte aviserne med drastiske forslag til løsninger.
Dansk Folkeparti vil sende hele familier ud. Odenses socialdemokratiske borgmester, Anker Boye, og hans partifælle, rådmand Ruth Larsen, vil løse problemerne med lukkede institutioner, tvangsfjernelser og mere politi.
Men hvem er det egentlig, vi taler om? Hvorfor laver de ballade, og hvad skal man stille op med dem?

Brødre i fængsel
Birgit Munk er uddannet socialpædagog og har siden maj sidste år været leder af en netværksordning, som går ud på at 'parre' velfungerende fagligt kompetente voksne med unge med problemer.
Men hendes kontor i Egeparken i Vollsmose er også blevet et tilholdssted for unge arabere. I åbningstiden, som var beregnet til, at unge med problemer kunne henvende sig, er der ofte fyldt op med unge arabiske drenge mellem 14 og 18 år, der spiller kort, ser fjernsyn og hører musik, fortæller hun.
"De fleste har en kriminel bror, der sidder i fængsel, og de tilhører den gruppe, som både er blevet kaldt den hårde kerne 2 og lillebrorbanden. Men de er ikke nogen bande. De hænger sammen, fordi de kender og forstår hinanden, og fordi ingen andre gider dem," siger hun til Information.
- Men de laver da ballade. Hvorfor gør de det?
"De har det ad helvede til. Mange af dem er født i Libanon. De husker ikke selv krigen, men deres familier er i høj grad præget af krigstraumer. Enten har de ikke deres far, eller også spiller han ikke den rolle, som han bør i deres kultur. Når de så kommer herop, bliver de mødt med negative forventninger alle vegne."
- Men hvorfor får de negative forventninger dem til at begå kriminalitet?
"Jeg siger ikke, de bare er nogle stakkels engle, der bliver misforstået. De laver ballade, og mange af dem er ligeglade. Men det er jo ret banalt og alment menneskeligt, at hvis man hele tiden får at vide, at man ikke dur til noget, så bliver man sgu da ligeglad. Det er jo ikke, fordi de er palæstinensere, men det at de er det, gør det mere besværligt."
- De virker jo tit provokerende og aggressive på andre, når de kommer gående i flok. Hvorfor tror du, det er sådan?
"De fylder meget tit det hele og har sådan en 'her-kommer-jeg'-attitude. Det skræmmer os, der er vant til at skulle fylde så lidt som muligt. På den anden side er de enormt usikre. Når de går i byen i flok, fordi de er for usikre til at gå
alene, sker der et eller andet, så det ender i slagsmål. De har en enormt kort lunte og tænder lynhurtigt."
- På vejen herhen stod der flere steder malet 'Fuck danskerne' på murene? Hvor kommer det had fra?
"De forstår ikke det danske samfund. De kender kun Vollsmose. Jeg kender en dreng, der har boet her i otte år. Han vidste ikke engang, der var en havn i Odense. Vi lukker dem ind i landet, placerer dem i en ghetto og forventer, at de opfører sig som almindelige danskere."
"I deres øjne er danskere sådan nogle, der drikker, horer og gør ved. Når de så kun kender de danskere, der bor herude, så lever det jo fint op til deres fordomme. Det skal jo gå galt. Men når de skal vælge sig en voksen i netværksordningen, vælger de altid en dansker. Det viser, at de gerne vil accepteres og lære at begå sig. De vil have koderne til vores samfund, og dem ved de godt, de skal have fra en dansker. Men på trods af at mange af dem har været i behandlersystemet hele deres liv, kan de ikke pege på én eneste voksen, de har tillid til. Det er sgu da sørgeligt."
- Hvorfor kan de ikke det?
"Vi smider dem ud og sanktionerer dem konstant. Giver dem karantæne og beder dem holde sig væk, når de laver ballade. Så siger man, at de er 'uden for pædagogisk rækkevidde', men det er der ikke nogen, der er. Det handler om at få pædagogikken til at række vidt nok."
"Som behandlere kan vi ikke påtage os skylden for deres opførsel, men det er os, der har ansvaret, og det kan vi ikke lægge fra os. Aldrig. Jeg har været ved at eksplodere efter syv timer med 35 højtråbende unger, men det må aldrig lykkes dem, at få mig til at smide dem ud. Jeg har da også været frustreret mange gange. Når de nu opfører sig sådan, at jeg kan holde ud at være sammen med dem en hel dag, hvorfor går de så ud overfalder en eller anden?"
"Men jeg må ikke give op, det er der alt for mange af deres voksne, der har gjort, og det er det, de forventer, vil ske igen."

Hårdere straffe
- Svarene fra dele af systemet og politikerne er tvangsfjernelser og lukkede institutioner ...
"Jeg tror, tryk avler modtryk. Jeg kender endnu ingen, der er blevet bedre mennesker af at blive spærret inde, og jeg har da besøgt en hel del i fængslet. Det kan godt være, at du kan få dem til at opføre sig, som du vil, i et lukket regi. Men det er ikke ensbetydende med, at de gør det, når de bliver lukket ud. Og det hjælper da slet ikke noget, hvis man samler en hel gruppe arabere med de samme problemer i specialinstitutioner. Det er en ren afmagtshandling, der bare skal vise, at 'nu gør vi sørme noget'."
- Hvad så med mere politi og hårdere straffe?
"For min skyld kan man godt sætte mere politi på gaden, hvis man mener, det øger befolkningens tryghed. Men det hjælper ikke de her unge. Mange af de unge peger selv på hurtigere og hårdere straffe. Skred man til handling lidt før og gav dem tre-fire dage i spjældet første gang, ville det have en præventiv virkning."
- Hvis ikke man skal give hårdere straffe, sætte ind med mere politi eller tvangsfjerne, hvad skal man så?
"Der skal være nogle troværdige voksne, som tør stille op med og mod de unge. Voksne, der ikke vil give op, og som tør tage det ansvar, det er at sætte grænser og holde dem, samt at finde muligheder. Derudover handler det simpelthen om at give dem ordentlige muligheder for job og uddannelse. Et godt pædagogisk slogan er, at ingen er håbløse. Det er jo rigtigt, men nogle gange er vilkårene håbløse."

Tidligere artikler om Livet i Mosen stod i Information den 9., 12., 13., 14., 18., 20., og 22. okt. 1999. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her