Læsetid: 8 min.

Den tyvstjålne revolution

22. oktober 1999

Timisoara tændte bålet under Ceausescu, men idealerne fra dengang gik tabt
i branden, og andre løb med revolutionen

Revolutionsbyen
TIMISOARA - Det var her, den begyndte, den blodigste af alle omvæltningerne i revolutionsåret 1989, opgøret med Rumæniens kommunistiske regime i årtier og ikke mindst den mand, Nicolae Ceausescu, der forlængst havde ophøjet sig til conducator, 'fører'.
Men i Timisoara væltede læsset og indbyggernes vrede flød ud over det hele. Det var - som det ofte er med revolutioner - en mindre tue, der gjorde udslaget.
Myndighederne ville tvangsfjerne en lokal ungarsk præst, Laszlo Tökes, som ofte havde irriteret regeringen med sin kritik af behandlingen af Rumæniens ungarske mindretal.
En skare på nogle hundrede mennesker havde taget opstilling foran Tökes' hjem, og da præsten viste sig i vinduet, gennembanket og blødende, udviklede protesten sig til en march gennem Timisoaras centrum, vendt mod Ceausescu-styret, mod manglen på frihed, manglen på mad.
I to dage, den 16. og 17. december stod det på, adskillige tusinder demonstranter kom til, og de forhadte styrker fra sikkerhedspolitiet Securitate gjorde, hvad de havde fået ordrer til, og åbnede ild mod demonstranterne fra kampvogne og fra helikoptere.
Rygterne gik om flere tusinde dræbte i Timisoara ("det var i virkeligheden 'kun' 27," fortæller historikeren Miodrag Milin i dag).
Men begivenhederne vakte afsky overalt i Rumænien, og demonstrationerne bredte sig til Arad, til Brasov og til sidst til hovedstaden Bukarest.
Hvad det endte med, husker alle, der så de utrolige tv-billeder af en Ceausescu, der vil sætte tingene på plads i en tale til folkemængden den 22. december, men synligt chokeret måtte erfare, at mængden pifter og råber "død, død!" Billederne af ægteparret Ceausescu, henrettet efter en summarisk rettergang ved en militærdomstol, er blandt de glimt fra revolutionsåret, der også stadig står på nethinden.

Retsopgør savnes
I virkeligheden fortsatte magtopgøret længe endnu, fortæller Miodrag Milin, professor i historie ved Banatul universitetet i Timisoara. Han er netop igang med en større undersøgelse af begivenhederne dengang ud fra det kildemateriale, han kan få udleveret - og det er langtfra alt.
"I dagene før Ceausescu blev styrtet blev 27 mennesker dræbt her i Timisoara, mens 45 blev dræbt efter Ceausescus død, da Securitate fortsatte nedskydningen af demonstranter og aktivister. Hvorfor? På ordre fra hvem?, kan man spørge."
Han vil ikke selv svare fuldtud, men siger: "Der har længe været forlydender i omløb om, at landets nye leder, Ion Iliescu, 'overtog' Securitate fra sin forgænger for at nedkæmpe dem, der ville gå endnu længere i opgøret mod den kommunistiske elite. En elite, som Iliescu selv tilhørte indtil kort før kuppet. Det er jeg ikke i stand til at sige noget konkret om. Men at Securitates fortsatte virksomhed var koordineret med Bukarest, er der ingen tvivl om".
Andre tør godt gå endnu længere. Timisoaras nuværende borgmester, Gheorghe Ciuhandu, som var blandt aktivisterne dengang, mener, at Rumænien mangler et retsopgør som det, der er gennemført i andre øst- og centraleuropæiske lande.
"Vi så, at Securitate skød direkte ind i mængden, vi så, at de med vilje sigtede på og dræbte skolebørn, men bortset fra enkelte Securitate-medlemmer, som fik få måneders fængsel, har ingen tilsyneladende givet ordrerne, ingen var ansvarlige."
"Der er en kristen måde at løse det på, og det er at erkende sine synder og bede om tilgivelse. Tidligere præsident Iliescu er en af de ansvarlige. Han kaprede revolutionen og gennemførte sit eget paladskup i Bukarest med det formål at videreføre en fornyet form for kommunisme."
Der er mange grunde til, at spørgsmålet om hvad der egentlig skete i de dramatiske juledage - og ikke mindst i ugerne efter - er så kontroversielt.
"En af årsagerne er, at Securitate-folk af det nye Iliescu-regime blev sendt til steder i Rumænien, hvor de ikke var kendt. I nogle tilfælde blev de belønnet for deres troskab med direktørposter i statslige virksomheder, i andre startede de selv privat business både på den ene og den anden side af loven," siger journalisten Dan Ratiu, vice-chef for det lokale TV-Timisoara.
"Nogle af Securitate-folkene viste sig at være endda særdeles succesrige managers og udgør i dag en del af landets økonomiske elite."

Come-back til Iliescu?
En anden grund til, at kravet om retsopgør er så politisk betændt, er den, at tidligere præsident Iliescu langtfra er forhenværende i rumænsk politik. Tværtimod peger alle meningsmålinger på, at han vil slå den siddende liberale præsident, Emil Constantinescu, ved valget næste år. Hvad der naturligvis afspejler den store skuffelse, de fleste rumænere oplever oven på revolutionen i 1989.
Når jeg spørger tv-journalisten Dan Ratiu om, hvad der for ham er de største resultater, der er opnået i de 10 år efter Ceausescu, svarer han: At Rumænien har fået en fri presse - "en reelt fri presse, fri for parti- eller snævre forretningsinteresser og endnu ikke opkøbt af udenlandske medieimperier."
Det næstvigtigste resultat er, at rumænerne nu kan rejse ud af landet - et gode, mange af Ratius venner har brugt til helt at forlade Rumænien som led i det 'hjernedræn', som plager landet.
Men for langt de fleste rumænere er presse- og udrejsefrihed noget, der i bedste fald er sekundært.
Når man ser bort fra, at EU-kommissionen - mest af politiske grunde, ikke af økonomiske - i sidste uge vedtog at indlemme Rumænien i den gruppe af lande, man kan forhandle optagelse med - så er der ikke mange politiske eller økonomiske resultater at glæde sig over.

Økonomi på nedtur
Økonomi kan måles på mange måder.
EU-kommissionen siger ligeud i sin årlige landevurdering af ansøgerlandene, at "Rumæniens økonomiske situation fortsat er meget skrøbelig," og at "Rumænien ikke kan anses for at have en fungerende markedsøkonomi."
Den negative konklusion bygger på nøgletal: Bruttonationalproduktet faldt sidste år med 7,3 pct., det faldt omtrent lige så meget i 1997 og vil falde med syv-otte pct. i år. Investeringerne faldt 18 pct. sidste år, og også dette fald fortsætter. Arbejdsløsheden er steget fra 9 pct. i oktober sidste år til 11,3 pct. i juli i år.
På trods af det voldsomme fald i den økonomiske aktivitet er underskuddet på betalingsbalancen vokset med hele 40 pct. sidste år, hvilket, skriver EU-kommissionen, "sætter spørgsmålstegn ved Rumæniens evne til at afdrage sin enorme udlandsgæld efter planen."
Man kan også udtrykke det mere pædagogisk, som Nicolae Taran, professor i virksomhedsledelse, forskning og udvikling ved Timisoara universitet, gør det:
"I 1989 var der otte mio. i arbejde - de seks mio. i produktionen, de to i service eller administration. I dag har vi fortsat en arbejdsstyrke på otte mio.: To mio. i produktionen, to mio. i service og administration - og fire mio. arbejder på det sorte marked, er arbejdsløse, modtager socialhjælp etc. Og regeringen gør ikke nogetsomhelst for at inddrage disse fire mio," siger Nicolae Taran.
Et af de største problemer er, ifølge professor Taran, de manglende udenlandske investeringer - og den siddende centrum-højre regerings manglende vilje eller evne til at ændre de valutarestriktioner, der gør det vanskeligt for udenlandske firmaer at slå sig ned i landet.
"Under Iliescus socialistiske regering var der flere udenlandske investeringer end nu. Indtil dec. 1996, da Iliescu gik af, investerede udlandet for 3,3 mia. dollar - ca. en femtedel af investeringerne i Ungarn, der er halvt så stort som Rumænien, men dog noget. Sidste år udgjorde investeringerne kun en mia. dollar. I august i år var de udenlandske investeringer i Rumænien: 1,5 mio. dollar. De rumænske prostituerede tjente formentlig flere dollars hjem i løbet af august!."
Eller man kan forklare udviklingen i økonomien, som Ioan Petrut, pr-medarbejder hos hjælpeorganisationen Bethany-fonden, gør det:
"På trods af al den internationale opmærksomhed omkring Rumæniens forældreløse børn, på trods af alle bevillinger og anstrengelser fra frivillige organisationer, så kan vi ikke sige, at problemet er blevet bedre. Tværtimod steg antallet af forældreløse og efterladte børn sidste år."
"Det sker nu oftere end før, at en mor simpelthen forlader sit barn på hospitalets fødegang, fordi hun ved, at hun ikke har råd til at forsørge barnet, og at det vil få det bedre på et børnehjem."

TIMISOARA
*Timisoara er økonomisk, videnskabeligt og kulturelt center i Banat-regionen i det vestlige Rumænien, 340.000 indbyggere.
Første gang byen nævnes er det som Castrum Temesiensis, en romersk fæstning midt i et stort marskområde. Byen blev brændt ned til grunden af tataterne i det 13. århundrede, genopstod under ungarerne, blev erobret af de fremtrængende tyrkere i 1522 og var i de næste to århundreder under tyrkisk administration. Blev i 1716 erobret af Østrig og blev koloniseret af tyskere. Efter Anden Verdenskrig valgte den lokale forsamling at tilslutte sig Rumænien.
Timisoara er en multi-etnisk og multi-kulturel by med 65 pct. rumænere, men med store mindretal af ungarere, roma, tyskere, jøder og serbere, som lever sammen i harmoni. Er den mest vestlige og økonomisk mest udviklede by i Rumænien, hvilket ikke nødvendigvis siger så meget.

FAKTA
*Areal: 237.500 kvadratkilometer (ca. seks gange Danmarks størrelse).
*Grænser til: Moldova, Ukraine, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien.
*Befolkning: 23 mio. indbyggere, heraf 90 pct. rumænere, syv pct. ungarere, roma, tyskere, ukrainere, jøder, serbere.
*Religion: Rumænsk-ortodoks over 80 pct., desuden romersk-katolsk 6 pct.
*Hovedstad: Bukarest (2,1 mio. indbyggere).
*Historie siden 1989: Det var regeringsfjendtlige demonstrationer i Timisoara i det vestlige Rumænien 15.-17. december 1989, der var den direkte anledning til det kommunistiske regimes fald.
Rumæniens mangeårige kommunistiske diktator, Nicolae Ceausescu, valgte at bruge magt til at undertrykke demonstrationen, sikkerhedsstyrker skød direkte mod demonstranterne, og et endnu ukendt antal civile mistede livet.
Urolighederne spredte sig til andre byer, heriblandt hovedstaden Bukarest, hvor Ceausescu forsøgte at tale til folket ved et massemøde, men oplevede at blive buh'et ud. Ceausescu beordrede hæren sat ind, forsvarsministeren nægtede og begik selvmord, og også hærledelsen valgte at stille sig på folkets side.
Ægteparret Ceausescu forsøgte at flygte fra Bukarest, men blev fanget og henrettet efter en summarisk rettergang juledag 1989.
En sent omvendt kommunist, økonomen Ion Iliescu, satte sig i spidsen for Fronten til National Frelse, som var Rumæniens nye magthavere. Kendte oppositionspolitikere var med i Fronten i begyndelsen, men trådte ud i protest mod, hvad de kaldte mangel på reformvilje hos Iliescu og hans allierede.
Fronten vandt dog absolut flertal ved parlamentsvalget i 1990, lige som Iliescu blev valgt til præsident med 85 pct. af stemmerne.
Iliescu tabte præsidentvalget til liberale Emil Constantinescu i 1996, og da en bred centrum-højre koalition også vandt parlamentsvalget var grunden lagt til mere radikale politiske og økonomiske reformer, mente de fleste iagttagere.
Men indre splid mellem regeringspartierne har foreløbig hindret en målrettet reformpolitik, levevilkårene er forværret for den store del af befolkningen, og meningsmålinger peger på, at Iliescu vil genvinde præsidentvalget til næste år.
*Mod EU: EU-Kommissionen anbefalede i sidste uge at rykke Rumænien op i den gruppe af ansøgerlande, der kan indlede egentlige optagelsesforhandlinger. Men landet, der bl.a. er mærket af krigen på Balkan, er klassens svage elev. Betingelsen for 'oprykningen' er bl.a., at Rumænien inden nytår sætter penge af til at reformere sine børnehjem og justerer sin finanspolitik. Landet har stadig et godt stykke igen før det opfylder EU's krav til en markedsøkonomi. Også i forhold til miljøet har Rumænien lang vej igen, mener Kommissionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu