Læsetid: 4 min.

Ude godt, hjemme hvor?

29. oktober 1999

I letternes øjne er Larisa Presnova og Jelena Gzebjdnina begge russere, mens deres familier i Rusland opfatter dem som lettere. Selv føler de sig ikke rigtigt hjemme i nogen af landene

Ude og hjemme
RIGA - "Det er meget mærkeligt, for før boede vi i et land, hvor vi snakkede russisk-lettisk. Det var vores land, og vi følte os hjemme. Nu føler jeg som om, jeg er hjemme, og så alligevel ikke. Fordi jeg ikke snakker sproget."
Ordene kommer fra den eftertænksomme, mørkhårede Larisa Presnova - en 21 årig russisk kvinde, der studerer engelsk på fjerde år ved Det Lettiske Universitet i Riga. Larisa er født og opvokset i Letland, men hun er ikke lettisk statsborger, og hun taler kun sproget gebrokkent. Alligevel føler hun sig heller ikke rigtig hjemme i det land, hvor hendes modersmål er officielt statssprog, og hvor hun som de fleste lettiske russere har familie.
"Vi har boet her i meget lang tid, og vi er på en måde blevet vandt til den ro, som menneskene her har i sig. Vi har nogle traditioner, der er vores egne, men russere i Rusland er meget anderledes i forhold til os," siger hun.
Hendes jævnaldrende veninde, Jelena Gzebjnina, der studerer Internationale Relationer på Kulturakademiet, kender udmærket den rodløse følelse.
"Vi blev sendt herop, og nu føler vi os på en måde hjemme her sammenlignet med, når vi er i Rusland. Når jeg er der, føler jeg mig som en turist," forklarer den lyshårede Jelena, der har arvet sit lettiske statsborgerskab af sin far. Faren tog sprog- og historietesten for at få statsborgerskab, men hendes mor har endnu ikke lært lettisk godt nok til at bestå testen.
Ingen af Larisas forældre er statsborgere - hverken i Letland eller i Rusland.

Svært for mor og far
Begge piger har accepteret de krav, som sproglovene, der blev indført i 1989 samtidig med, at lettisk blev genindført som officielt statssprog, stiller, og de er indstillede på at lære sproget. Men de forstår ikke baggrunden for lovene.
"Jeg forstår godt letternes argument, men jeg er ikke enig. De vil ikke miste deres sprog til fordel for russisk," siger Larisa, der synes, at sproglovene rammer de ældre generationer urimeligt hårdt.
"Jeg tror slet ikke, at sproglovene har virket på vores forældres generation. De bestod måske nok testene, men de lærte ikke sproget. Jeg synes, at dem, der laver disse love, burde være mere omhyggelige med, hvilke krav de stiller til den ældre generation. Jeg siger ikke, at der ikke skal kræves af os, at vi lærer sproget. Men man kan ikke forvente, at en 50 årig kan lære et sprog, de ved, de aldrig vil lære godt nok til at bruge," siger Larisa, der selv er nødt til at forbedre sit lettiske for at få arbejde, når hun om et år er færdig på universitetet.
Problemet er blot, at der ikke findes ret mange kurser, der tilbyder lettisk på et højere niveau. Og selvom der både er russere og lettere på hendes hold på universitetet, så foregår undervisningen på engelsk, og grupperne blander sig ikke i pauserne.
"Vi har bekendte, men ingen tætte venskaber. Vi kommunikerer med dem hver dag, men alligevel blander vi os ikke. Måske fordi det er lettere bare at være sammen med dem, der taler ens modersmål," siger Larisa.
Jelena taler godt lettisk, men netop fordi hun ingen lettiske venner har, er det svært at blive rigtig fortrolig med sproget.
"Hvis man ikke taler sproget i uofficielle sammenhænge, så lærer man det ikke ordentligt. Men jeg har kun russiske venner, og letter har lettiske venner. Jeg tror stadig, der er en mentalitetsforskel. Letterne er mere skandinaviske, de er mere rolige. Russerne er et sted mellem letterne og russerne i Rusland," forklarer hun.

Minoritetsskoler
En af årsagerne til, at lettere og russere er så opdelte, er, at de fleste russiske børn sendes i minoritetsskoler. Og det er også årsagen til, at mange unge russere kun taler et meget dårligt lettisk, for faget blev under de 50 års sovjetstyre ikke prioriteret særlig højt. Først nu er der begyndt at ske en holdningsændring - både i minoritetsskolerne og hos forældrene.
"Russiske forældre er begyndt at sende deres børn i lettiske skoler, for at de skal vokse op med sproget, og jeg tror også, at mentaliteten er ved at ændre sig lidt," siger Larisa, der trods sin statsløse status håber på en fremtid i Letland.
"Jeg håber at blive her og se, hvordan samfundet udvikler sig. Men jeg har ingen planer om at tage testen for at få statsborgerskab foreløbig, for jeg vil gerne have mulighed for at rejse ind i Rusland uden visum. Og jeg har ikke brug for det. Det er bare et stykke papir. Jeg har et pas for ikke-statsborgere, og jeg er stadigvæk beskyttet under loven. Jeg kan bare ikke stemme, men jeg ved heller ikke, hvem jeg skulle stemme på," siger hun.
Jelena er mere tvivlende.
"Jeg kan faktisk godt lide at bo i Baltikum, og jeg værdsætter de kvaliteter, her er. Men jeg kan ikke se muligheden for at finde et job, hvor jeg kan forsørge mig selv," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu