Oktober byder på en buket nye danske novellefilm i Filmhuset i København. Ingen fuldtræffere, men en del famlen i de levende billeders tusmørke
Nye film
Det er ofte udtryk for en vis rådvildhed eller ligefrem metaltræthed, når en kunstart begynder at handle om sig selv. Når litteratur handler om litteratur. Når billedkunst tager afsæt i anden billedkunst. Eller når film vender linsen mod sin egen verden.
Sådan opleves det også i den lille håndfuld nye danske novellefilm, der i oktober slippes løs i Filmhuset i København, en pakke hvor tre ud af fire titler på forskellige måder tematiserer filmmediet: Som arbejdsplads, drømmefabrik eller motor for erindring og erkendelse.
Christian Tafdrup er flokkens Benjamin, men står med Kopisten påfaldende nok for det mest helstøbte resultat, hvilket i denne sammenhæng dog ikke siger så frygtelig meget. Den blot 21-årige Tafdrup debuterede i 1993 som skuespiller i Carsten Sønders spillefilm Smukke dreng og satsede efterfølgende på en karriere i filmens verden. Som han lakonisk skriver i pressematerialet: "Peter Aalbæk Jensen lovede mig ved premieren på Smukke dreng, at han ville gøre mig til en stor stjerne. En måneds tid efter ansatte han mig som stik-i-rend-dreng."
Træt af at kopiere
Nogle år senere var Tafdrup blevet træt af at kopiere manuskripter for andre af selskabets unge instruktørhåb og besluttede at omsætte sin egen historie til en no budget-novellefilm om Zentropas talentmaskine. Han spiller selv hovedrollen som en stik-i-rend dreng, der imponerer vennerne ved at være på fornavn med Lars von Trier. Virkeligheden er dog knap så glamourøs, indtil hovedpersonen får den idé at annoncere efter piger til casting til en film. Prøveoptagelserne foregår i al hemmelighed i kælderen under Zentropas kontorer, og spøgen går strygende, indtil projektet stiger den unge mand over hovedet.
Kopisten rummer flere skægge situationer, men trods en aura af ungdommelig friskhed er det svært at opfatte filmen som andet end en stiløvelse. Filmen er i øvrigt den første produktion fra Zentropas seneste tiltag, ungdomsafdelingen Zentropa Jugend.
Metafilm
Lars Christiansen er ophavsmand til en stribe tv-programmer i forskellige genrer og forsøger sig i Bag om fremviseren med en slags metafilm, ikke uden associationer til Woody Allens Den røde rose fra Cairo. Hos Christiansen er det to danske klassikere, Soldaten og Jenny (1947) og Mød mig på Cassiopeia (1951), der anvendes som katalysator for, at bestyreren af en provinsbiograf, Leif, kan tage sig sammen til at fri til den udkårne Solvej.
Idéen fejler sådan set ikke noget. Specielt slutscenen, hvor filmen smelter sammen med slutscenen fra Mød mig på Cassiopeia, er elegant tænkt, men inden det kommer så vidt, er instruktionen gået så gruelig galt, at selv Peter Belli - der viste talent som karakterskuespiller i Søren Faulis Dagens helt - ikke kan rette op på sagerne.
I de godt fem år, Dansk Novellefilm har eksisteret, har det været så som så med de formelle og produktionsmæssige eksperimenter. Der er kommet ikke så få gedigne produktioner fra det værdifulde støttetiltag, men der har været langt mellem de egentlige nyskabelser.
Et forsøg på fortællemæssig fornyelse finder man til gengæld i Jesper Bernts knap én time lange værkstedsproduktion En sidste gang, som under overskriften "Unge talenter" er et af månedens tilbud i Filmhusets Cineshop-afdeling.
Over gennemsnittet
Jesper Bernt har sin baggrund i produceruddannelsen Anvendt Visuel Kommunikation ved Odense Universitet og har her udviklet en ikke-lineær fortælleform, som han har afprøvet på forskellige genrer. En sidste gang er hans indtil videre mest ambitiøse projekt, og filmens production value ligger noget over gennemsnittet for værkstedsproduktioner generelt.
Gennem krydsklipning mellem en række forskellige narrative elementer, alle fæstnet forskellige steder på historiens tidsakse, oprulles en mareridtsagtig incesthistorie om et par (uerkendte) tvillingers kærlighedsaffære. Historiens lavine sættes i skred, da resultatet af den forbudte alliance, sønnen Ene, går på opdagelse i sin afdøde bedstemors hus og her finder nogle gamle smalfilm, som bliver en indgang til en ellers dunkel fortid.
Filmen kan potentielt være et gangbart bud på en anderledes fortællestruktur, omend man ikke kan sige, at instruktøren i denne omgang har fundet en optimal anvendelse af formen. Den idiosynkratiske og nærmest mekaniske vekslen mellem historiens forskellige lag virker i længden trættende, og dét, der kunne have været en dynamisk motor, opleves i stedet som tomgang.
Er En sidste gang for lang, kan man til gengæld sige, at den sidste titel i flokken, Jarl Egebjergs animationsfilm Sidste nat, faktisk er for kort.
Filmen er en spøjs fantasi over 1001 nats eventyr, en grotesk historie om en mager og udslidt kalif, der er kørt ned af sit harem af frodige, lystne kvinder. Kaliffen ser sit snit til at tage flugten, da haremet for en stund distraheres af en bande fæle røvere. Der er potentiale i den groteske historie, men i den blot ni minutter lange version når den aldrig at folde sig ud. Er der mon tale om en pilot til et større projekt?
*Kopisten. Instr.: Christian Tafdrup. 20 min. Bag om fremviseren. Instr.: Lars Christiansen. 29 min. Sidste nat. Instr.: Jarl Ege Egeberg. 9 min. En sidste gang. Instr.: Jesper Bernt. 54 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Kopisten, Bag om fremviseren og Sidste nat vises i Filmhuset, København, alle dage i okt. kl. 19:30, dog ikke man. og tors. En sidste gang vises i Filmhuset, København, alle søndage i oktober, kl. 15:00
