En dansk forsker i USA, Hans M. Kristensen, har i går afsløret, hvilke typer atomvåben USA havde placeret ulovligt på Grønland fra 1958 til 1965
BOSTON - I et hemmeligt dokument frigivet til en dansk forsker har det amerikanske flyvevåben for første gang bekræftet officielt, at USA havde kernevåben opstillet på luftbasen i Thule, Grønland i 1958, herunder fire brintbomber.
Dokumentet er en liste udarbejdet til Strategic Air Commands hemmelige årsberetning i 1958, hvori man opgør antal og typer atomvåben placeret på 14 amerikanske flyvebaser i seks lande, heriblandt Grønland (Danmark).
Listen blev frigivet i juli til Hans M. Kristensen, der i en årrække har kulegravet dansk og amerikansk atompolitik. Han var i 1997-98 medlem af forsvarskommissionen, der bl.a. beskæftigede sig med den opsigtsvækkende Thule-affære 1994-96.
"Dokumentet afslører for første gang, hvilken type kernevåben USA havde opstilet på Thule-basen i perioden 1958-65," siger Hans M. Kristensen til Information. Han er i dag knyttet til tænketanken Nautilus Institute i Californien.
Vigtig fremskudt base
Siden midten af 1995 har det i Danmark været kendt, at Thule tjente som en vigtig fremskudt base for USA's atomvåbenberedskab mod Sovjetunionen under Den Kolde Krig.
På det tidspunkt overgav den daværende regering en fire-siders rapport til Folketinget, hvori det for første gang blev anerkendt fra officielt hold, at USA havde overfløjet Grønland med luftbårne kernevåben, skønt en lov fra 1957 forbyder placering af a-våben på dansk territorium.
Ansvaret for denne eklatante overtrædelse af dansk lov blev i Nyrup-regeringens rapport lagt på tidligere statsminister H.C. Hansens skuldre. Han skulle have lovet USA, at forholde sig passiv under et møde med den amerikanske ambassadør i 1957.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen forsikrede i juli 1995 offentligheden, at amerikanske kernevåben kun var blevet fløjet over Grønland, men blev straks modsagt i et hemmeligt brev fra USA's forsvarsminister William Perry - lækket til dansk presse.
Brintbomber
Ifølge Perry havde en intern kulegravning blotlagt, at fire luftbårne atomvåben og 15 sprængladninger uden plutoniumkerne havde været lagret på Thule-basen i otte måneder i 1958.
Fra det frigivne dokument ved vi nu, at der var tale om fire brintbomber af typen Mk-36, hvis sprængkraft er på en mio. tons trotyl. De 15 andre bomber var af typen Mk-6 og havde hver en sprængkraft på 180 ton.
Forsvarsminister Perry skrev tillige, at USA havde opstillet 48 luftforsvarsvåben udstyret med atomsprængladninger på Thule fra 1959 til 1965.
Ifølge dokumentet frigivet til Kristensen skulle det dreje sig om 48 W31/Nike Hercules Sam-raketter og et ukendt antal atommissiler af typen W54/Falcon (GAR-11). Disse raketter anvendes af jagerflyet F-102A.
27 lande
Gårsdagens offentliggørelse af Kristensens dokument falder sammen med en artikel trykt i tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists, hvori tre amerikanske forskere beskriver en deklassificeret historisk oversigt for Pentagons opstilling og lagring af 12.000 kernevåben i 27 lande og territorier fra 1945-1977.
I dette parallelle dokument er 18 lande streget ud, herunder Grønland (Danmark), men de tre forskere har ved en sammenstilling af de to frigivne dokumenter og brugen af andet relevant materiale gættet, hvem 17 ud af 18 lande er.
De mest interessante er Island - med sin amerikanske flyvebase Keflavik og Japan - med USA-basen i Okinawa.
Til trods for begge landes forbud mod atomvåben tjente de som fremskudte baser for USA's atomslagstyrke under Den Kolde Krig. Afsløringen vil formentligt skabe furore i de to lande - ligesom i Danmark i 1995.