Læsetid: 10 min.

'Der skulle være plads til kranerne'

30. oktober 1999

1960'erne mødte 90'erne, da Information tog en tur i visionernes og virkelighedens Vollsmose med arkitekten bag den oprindelige plan og en ung, iderig opkomling

Jeg kunne godt tænke mig at bryde det hele lidt op. Her har jeg fjernet nogle træer, og her forestiller jeg mig, at man kunne lægge et langt bånd af sand. Herovre kunne man så lave plads til et kulturhus..."
Hænderne bevæger sig som store kraner hen over modellens mange små trækasser. Den forestiller Vollsmose i Odense, og entusiasmen er nærmest overvældende, når Kasper Breinholt Bak tegner, peger og fortæller om alle de ting, han gerne vil gøre ved tidens mest omdiskuterede boligområde.
28-årige Kasper Breinholt er nyuddannet arkitekt. Som afgangsprojekt ved akademiet i København lavede han en udviklingsplan for Vollsmose, der har begejstret Odenses politikere og inspireret dem til at bestille en konsulentundersøgelse til 1,2 millioner kroner af områdets problemer. Undersøgelsen skal munde ud i en helhedsplan for Vollsmose.
Jørgen Stærmose kigger interesseret med på Kasper Breinholts plan. Han er 79 år gammel og "kender Vollsmose som sin egen bukselomme". Han er ophavsmanden til den arkitektoniske del af den oprindelige, storslåede Vollsmose-plan, der skulle skabe Odenses nye fashionable bydel med store gode boliger til det arbejdende folk.
Han har kigget på utallige modeller over området, for han har været en af drivkræfterne bag områdets udvikling fra tom mark i begyndelsen af 1960'erne til almennyttigt boligområde med 10.000 beboere.

Hvad tænkte man dog
Han lytter tålmodigt til sin unge kollegas planer. De står begge med hovedet ind over modellen og taler sammen om arkitektur, så det kan være svært for en uindviet at følge med. Men det er tydeligt for enhver, at der er en verden til forskel på de to arkitekter. Kasper Breinholt Bak er på hjemmebane i de nye ideers verden. Og Jørgen Stærmose virker ikke ubetinget imponeret over alle sin unge kollegas ideer til videreudvikling af hans egen gamle plan.
Jørgen Stærmose svarer på det spørgsmål, som mange må have stillet sig selv, når de er kørt forbi området på en af de firesporede veje, der omkranser Vollsmose: Hvad tænkte man dog på, da man byggede det derinde?
Han ignorerer spørgsmålets let uforskammede karakter og siger høfligt:
"Det var jo en helt anden tid, hvor der var boligmangel. Det var først og fremmest boliger, det drejede sig om. Førhen havde man bygget lidt her og lidt der, men så fandt man på, at man ville bygge stort på ét sted på én gang - og det blev så Vollsmoseplanen," fortæller han og lader hænderne svæve over alle modellens små kasser.
"Der var to krav til byggeriet fra Boligministeriet og økonomien. Det skulle være godt og effektivt. Det var det, man kalder rationelt byggeri. Det var elementer, der blev stablet op oven på hinanden. Det gjorde, at det blev meget ensartet," siger han. Byggeriet skulle være så effektivt og rationelt, at der ikke var mulighed for de store kreative udfoldelser.
"Man kunne ikke lave sammenbygninger og heller ikke vende og dreje blokkene, som man holder så meget af i dag. For der skulle være plads til kranerne," siger han.

Det er jo teori
Når man ser Vollsmose oppefra i forholdet 1:2000 er det tydeligt, at planen er gennemtænkt fra ende til anden. Det er nøje planlagt, hvor folk skulle bo, køre, cykle, parkere, gå, lufte hund, lave skovtur, holde møder og få passet deres børn.
"Det var ideen, at alle boliger blev bygget i udkanten af hele området, så det store grønne område i midten blev holdt fri for trafik og veje," fortæller Jørgen Stærmose, mens han stolt guider vores blikke rundt på modellens faste net af veje og gangstier op til det store, aflange indkøbscenter i den centrale del af Vollsmose, hvor hele områdets handel er centraliseret.
Kasper Breinholts største anke mod Vollsmoseplanen er, at fordi man tilsyneladende har tænkt på alle detaljer og anlagt alle funktionerne fra starten, har man ikke fundet det nødvendigt at tænke i udviklingsplaner. Mens Jørgen Stærmose taler om helhed, elementer, planer, struktur og effektivitet, taler Kasper Breinholt om integration, fleksibilitet og intimitet.
"Man ville aldrig bygge så stort i dag. Derudover tror jeg, den største forskel på tankegangen i dag og dengang findes i den modernistiske tvedeling mellem natur og kultur, der præger området. Boliger var boliger, og natur var natur. I dag ville man stille langt større krav til, hvilke funktioner et boligområde skal kunne rumme - både i forhold til kultur, fritid og erhverv. Det er nok primært der, man skal sætte ind" siger han, og bliver afbrudt af Jørgen Stærmose.
"Men det er jo altsammen teori. Vi har alle sammen ønsket at få de funktioner derud. Men kan du pege på et område, hvor det er lykkedes," spørger han.
"Det er jo ikke for sent endnu," svarer Kasper Breinholt.
"Det grundlæggende problem med området er, at der ikke er tænkt på udviklingsmuligheder. Da man var færdig med at bygge den sidste bolig, mente man, at nu var området færdigt. Der er ingen muligheder i forhold til den byplanvedtægt, der gælder, og det er ikke muligt at tilpasse sig samfundsudviklingen. Situationen er jo en hel anden i dag, hvor mere end 5.000 af beboerne derude er under 25 år. De skal have en hverdag til at gå derude og føle, at de har noget indhold i tilværelsen. Jeg tror grundlæggende, at det landskabssyn, der lå i modernismen, med kontrasten mellem det bebyggede miljø og noget, der lignede natur, har svært ved at rumme de nye krav til områdets funktioner," siger Kasper Breinholt.

Multikulturel styrke
Han vil i højere grad lave blandingslandskab, så der i stedet bliver skabt nogle mindre og mere intime rum.
"De grønne områder lægger ikke op til at blive brugt. Folk tør simpelthen ikke," siger han.
Området skal gøres attraktivt og spændende for hele Odenses befolkning, så Vollsmose ikke er noget, man tager fra, men til. Området skal åbnes op. Der skal flere veje ind i området. Der skal laves kulturhuse, festivalpladser, flere små butikker rundt om i området, plads til kolonihaver og meget andet.
"Det handler om at imødekomme beboernes krav. Den multikulturelle beboersammensætning ses ofte som et problem, men den kan også være en styrke i forhold til at gøre Vollsmose et spændende sted at komme. Det kan være i form af etniske spisesteder, grønthandlere eller et marked, " siger han.
Jørgen Stærmose sætter sig ned på stolen og følger nysgerrigt, men kritisk med i sin unge kollegas vilde planer. Han vil lave en ungdomsgade med bogcafé og småbutikker, bygge kollegieboliger ved gymnasiet, finde plads til kolonihaver, hestestalde, bowlinghaller, tennisbaner og koncertsteder.
"Området skal give folk noget at være sammen om," mener Kasper Breinholt.
"Jeg er helt enig i, at alle de funktioner skal derud. Men hvem skal finansiere det?" indvender Jørgen Stærmose. Men det har Kasper Breinholt også svar på.
"Noget af det kunne private investorer tage sig af og drive, som man driver virksomheder alle andre steder. Kommunen skal spæde til. Og så er der landsbyggefonden. Man kunne også forestille sig EU-fonde," siger han og fortsætter med planerne. Jørgen Stærmose følger stadig nysgerrigt med, og kun når det bliver lidt for vildt og lidt for luftigt, afbryder han den entusiastiske talestrøm.

Strand i Mosen
Kasper Breinholt forklarer, at han vil lave et bredt sandbånd, der går på tværs af Vollsmose.
"Det er meningen, det skal opfordre til umiddelbar brug. Heroppe ved daginstitutionen vil det måske blive brugt som storsandkasse, mens hernede ved gymnasiet og mosen, hvor der er vand og unge mennesker, kunne man forestille sig, at de ville smide tøjet og bruge det som en strand," fortæller han.
"Det bliver svært, men det er da pragtfuldt, hvis det kan lade sig gøre. Men det er jo en gammel losseplads, så man kommer ikke til at kunne svømme dernede," siger Jørgen Stærmose. Det ved Kasper Breinholt godt. "Men det er den der kombination af sydvendt orientering, sand, vand og unge mennesker," fortsætter han.
"Sådan en ide havde vi aldrig fået dengang. Vi bevarede meget mere af det oprindelige natur og regnede med, at folk ville bruge det af sig selv," siger Jørgen Stærmose.
Vi beslutter at forlade de visionære modeller og tage en tur ud i virkelighedens Vollsmose. Jørgen Stærmose har ikke været der i 10 år - alligevel er det hans hjemmebane. Hver eneste bygning er en del af hans plan, og hver eneste sti er tegnet på hans tegnestue.
Det er en af de oktoberdage, hvor Vollsmoses store boligblokke og grå flisestier ikke tager sig ud fra sin gode side. Det regner og blæser og er i det hele taget lidt for gråt og koldt.

Mærkeligt gensyn
Jørgen Stærmose skutter sig i sin blå frakke, mens han kigger forsigtigt rundt.
"Det er meget mærkeligt at være her," siger han, men skynder sig at slå fast, at arkitekturen intet har at gøre med de problemer Vollsmose kæmper med.
"Det skyldes en forfejlet boligpolitik," siger han.
Vi søger ly for efterårsvejret i Center Øst, som Vollsmosecentret blev omdøbt, da områdets navn var blevet så belastet, at det var en hæmsko for de forretningsdrivende. Vi skal forbi en række af kampesten og flere små betonpiller, for at komme ind.
"Det er ikke nogle, jeg har lagt der. Men det har nok været nødvendigt for at forhindre folk i at køre derind i bil," konstaterer han. Centret er som resten af Vollsmose lavet i beton. Det er fladt og aflangt.
"Det var ideen at lave en lang, overdækket gade. Det blev ikke helt gennemført, men man kan da gå lige ned til ældreboligerne og restauranten," peger han. Bortset fra de ophængte dannebrogsflag og nogle plastikblomster, der er placeret i midten af centergangen, som Jørgen Stærmose "godt kunne undvære", er han tilfreds med synet.
"Det var vores ide, at butikkerne skulle have et jernophæng, så de ligesom hænger ned fra loftet," siger han og peger begejstret på den blå metalramme, som præger alle butikkerne.
Vi passerer to tomme butikslokaler, og Jørgen Stærmose afviser, at den måde, centret er planlagt og ser ud på, har del i ansvaret for problemerne med at leje lokalerne ud.
"Det er dårlig ledelse, eller også er det, fordi der ikke er brug for så mange butikker," siger han.

Vollsmose svæver
Ellers siger han ikke meget. Han går rundt og kigger, og helt stille bliver han, da vi når centrets nye hovedindgang. I modsætning til resten af centret er her højt til loftet, butikkerne ligger på skrå og facaden er stor og prangende med skarpe vinkler i glas og beton.
"Synes du virkelig, jeg skal udtale mig om det?" svarer han med et smil, på spørgsmålet om, hvad han synes om forsøget på at modernisere centret.
Solen har haft held til at bryde gennem det tunge loft af grå skyer, og Vollsmose ser lidt hyggeligere ud, mens vi går væk fra centret ind i Egeparken. Jørgen Stærmose overhører Kasper Breinholts bemærkning om, at bagsiden af centret, hvor ungdomsklubberne og spejderlokalerne holder til, i folkemunde bliver kaldt Beirutstrasse. Han er i fuld gang med at fortælle om de æstetiske overvejelser, han gjorde sig, da han tegnede Egeparkens syv- og tretten- etagers boligblokke.
"Jeg insisterede på, at blokkene kom til at stå i gule mursten," fortæller han. Boligblokkenes gule facader er afbrudt af en række hvide bånd, der går på tværs. "Det er et gennemgående tema i hele Vollsmose. Det var for at få det til at se ud, som om det ligesom svæver lidt," fortæller han. Han fremhæver bygningernes kvalitet og pointerer, at der - i modsætning til andre boligområder af samme karakter - ikke har været problemer med byggesjusk i Vollsmose. Egeparkens facader er ikke helt, som da Stærmose sidst så dem. Tiden har ændret sig, og individualismen og mangfoldigheden har vundet udbredelse, siden Vollsmoses blev bygget.

Så flot som altid
Beboerne har selv fået lov at vælge, hvilken farve de ville have på deres vinduesrammer, og de har ikke valgt den samme. Nogle er gule, andre blå eller grønne, og det giver facaden et udtryk, der er lige spraglet nok til Jørgen Stærmoses smag.
"Farverne kan jeg ikke lide. De svækker udtrykket. Vi tænkte mere i helheder," konstaterer han tørt, mens han endnu en gang kigger rundt. Bagsiden af en anden blok er dækket af parabolantenner. Endnu et udtryk for, at folk selv vil bestemme og vægter deres eget frie valg over boligblokkens samlede udtryk.
"Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke laver fællesantenner i dag," siger Jørgen Stærmose og trækker undrende på skulderne.
Kasper Breinholt er ikke enig i Jørgen Stærmoses kritik af den måde, man har forsøgt at menneskeliggøre området på.
"Jeg synes ikke om farverne, men ellers har jeg ikke noget at klandre dem for. Det er jo en lidt abstrakt måde at bo på. Man har hver sin celle, der har hver sin udsigt. Det udfordrer jo i høj grad det sociale. I mit projekt planter jeg nogle træer på tværs af parken, så man kan få brudt de der meget monotone kig," siger han og peger ud mod pladsen, der er et orgie i planlagte firkanter og rette linier.
"Der skal skabes nogle mere intime rum, der opfordrer til at blive brugt," siger han. Det kan Jørgen Stærmose godt se, og det var også hans ide.
"Jeg havde troet, der var vokset nogle flere træer op, der havde skabt nogle mindre rum. Men ellers er det jo lige så flot, som da vi byggede det," siger han, mens vi går op mod bilen.q

Tidligere artikler om Livet i Mosen stod i Information 9., 12., 13., 14., 18., 20., 22. og 28. oktober. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her