Læsetid: 3 min.

Vand skiller Israel og Syrien i forhandlinger

11. oktober 1999

Regnmangel sætter problemet på spidsen

TEL AVIV - "Assad må vælge mellem 95 pct. af Golan eller ingenting," siger en kilde tæt på Israels ministerpræsident Ehud Barak ifølge dagbladet Yediot Ahronot. Udtalelsen afspejler en voksende israelsk vilje til at indgå territorialt kompromis i Golanhøjderne for at opnå fred med Syrien, men at Israel samtidig betragter dele af Golanhøjderne som vitale for egne interesser.
Det drejer sig om vand. Lige siden Israel under seksdageskrigen i 1967 besatte Go-lan-højderne har Syrien stillet fuld tilbagetrækning som betingelse for overhovedet at ville tale fred med sin nabo. Efter valget af Ehud Barak som israelsk ministerpræsident i maj tøede forholdet mellem de to parter op, for efter en række gensidige tilnærmelser atter at fryse til.

To grænser
"Vand er hovedårsagen til, at forholdet til Syrien er kørt fast," forklarer professor i politisk geografi ved Haifas Universitet, Moshe Inbar, som er ekspert i mellemøstlige vandspørgsmål.
"Syrerne kan ikke stille sig tilfreds med mindre end en fuld tilbagetrækning, for de ønsker at nå til helt frem til grænsen fra før 4. juni 1967."
Indtil denne dato, hvor krigen udbrød, var Jordanflodens nordlige løb grænse mellem Israel og Syrien, som også besad halvdelen af Genesaretsøens østbred.
"Fra israelsk side fremføres derfor, at grundlaget for en fremtidig grænsedragning mellem de to lande ikke nødvendigvis skal være 4. juni 1967," siger Moshe Inbar videre. "Denne er, lyder argumentet, nemlig ikke andet end en våbenstilstandslinje, mens man har en internationalt anerkendt grænsedragning fra 1923, som israelerne langt hellere så som udgangspunkt."
Ganske vist eksisterede hverken Israel eller Syrien i 1923. Denne grænse blev fastlagt af Frankrig og England, som herved adskilte deres respektive mandatområder under Folkeforbundet. Englænderne fik forhindret fransk adgang til vandressourcerne ved at få gennemtrumfet en grænsedragning 10 meter fra søens bred og tilsvarende 50 meter øst for Jordanfloden.
Syriens udenrigsminister Farouk Shara afviste under sit besøg i Washington for nylig at gå ind på fem punkter, Ehud Barak har foreslået som forhandlingsgrundlag: sikkerhedsaftaler, normalisering af forholdet mellem de to lande, vilkår for israelsk tilbagetrækning fra Libanon, en tidsplan for implementering af freden - samt områdets vandressourcer.

Syrien trængt
"Det er vanskeligt at sige, om syrernes krav er taktik, eller hvor vidt de virkelig regner med at få adgang til vandressourcerne," siger professor i Mellemøststudier Meir Zamir til Information. "Men givet er det, at Hafez al Assad er usædvanligt hård at forhandle med, og at han vil være opsat på at få lige så meget ud af en fred med Israel, som egypterne og jordanerne tidligere har fået det."
Meir Zamir peger på, at Syrien ikke blot er økonomisk hårdt trængt, men at de også har problemer med at få egne vandressourcer til at slå til. Forholdet til Tyrkiet, hvor Eufrat udspringer for at løbe gennem Syriens østlige egne, har længe været spændt, hvortil kommer, at Syriens øvrige vandressourcer er i bund efter tre år med utilstrækkelig nedbør.
Regnmangel har sat problemet på spidsen i hele regionen. I denne uge nåede vandstanden i Genesaret Sø under "den røde linje" - de 213 meter under havets overflade, som er faregrænsen, hvor videre pumpning kan medføre uoprettelig miljøskade på søen.
Israels egen vandmangel har gjort sagen ekstra følsom for den israelske befolkning og udsigten til syrisk adgang til vandressourcerne vil få stor betydning for resultatet af den folkeafstemning om spørgsmålet, Ehud Barak er ved at forberede.
"Vand er et næsten endnu følsommere emne end territorium her i Mellemøsten, så hvis dette er prisen tror jeg Barak får vanskeligt ved at få befolkningen med på en tilbagetrækning fra Golanhøjderne," siger Meir Zamir og fortsætter:
"Endelig kan Assads insisteren på sine krav i Golanspørgsmålet være en afledningsmanøvre. Han spiller højt spil for at trække tiden ud, for idet han slutter fred med Israel og Israel trækker sig ud af Libanon - som Barak iøvrigt alligevel har bebudet at ville gøre inden juni 2000 -vil verdens opmærksomhed samle sig på Syriens eget engagement i Libanon. Det ønsker Assad at undgå, og dette er måske den vigtigste forklaring på at han insisterer på at tale om vand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her