Læsetid: 4 min.

En varmeskabt istid

4. oktober 1999

Paradoksalt nok kan følgerne af den globale opvarmning blive en ny istid. Ændringerne i Jordens klima synes at være mere bratte end hidtil antaget

Klima
Hvis en ny istid skulle indtræde i morgen, ville Europa først begynde at klage over tørke og usædvanligt kolde vintre. I løbet af kun ganske få år vil klimaet blive bemærkelsesværdig koldere, og indenfor måske kun et årti vil denne kulde mangedobles, så Europa bliver ubeboelig for mennesker.
Noget tyder på, at Jordens klima med dramatisk hast har skiftet fra varme perioder, som den vi lever i nu, til istider.
Hvor man tidligere har troet, at overgangene til istid har været en langtruken affære over hundredetusinder af år, er der meget, der nu tyder på, at overgangen kan ske meget brat - over måske blot en snes år.
Nogle forskere mener, at Jorden i dag kan stå på randen af en ny istid som følge af den globale opvarmning. Mange vil nok finde denne sammenhæng overraskende, da man oftest har hørt om, hvordan drivhuseffekten vil medføre voldsomme varmebølger, orkaner og oversvømmelser. Men den amerikanske forsker og forfatter William Calvin har skrevet en tankevækkende artikel i det amerikanske tidsskrift Atlantic Monthly om, hvorfor vi måske snarere skal berede os på en ny istid.

Varmeskabte istider
Europa er klimamæssigt et underligt sted, og har, i forhold til andre steder i verden på samme længdegrader, et forholdsvis mildt klima. Sammenlignes Europas mest befolkede områder med USA og Canada, befinder de sig 10 til 15 længdegrader længere mod nord. Sammenlign for eksempel København på 56 nordlig breddegrad med Calgary i Canada, hvor der var vinter OL i 1988, der ligger på 51.
Europas relative varme hænger sammen med golfstrømmen og sørger for, at Europa er et formidabelt spisekammer, der brødføder dobbelt så mange mennesker, som der lever i USA og i Canada til sammen. Hvis ikke golfstrømmen smøg sig omkring de Nordeuropæiske kyster, ville temperaturen i gennemsnit falde 18 grader i Europa.
Men golfstrømmen er blot en lille del af et meget større, kompliceret system af strømme, der transporterer varme rundt i Jordens oceaner. Disse strømme afhænger af saltprocenten i vandet og transporterer varmt overfladevand (som blandt andet opvarmer Europa). Dette vand bliver siden transporteret tilbage langs bunden af havet som del af et gigantisk transportbånd. Hvad ville der ske hvis dette transportbånd gik i stykker? Noget tyder på, at den sidste store istid blev skabt sidste gang, der var problemer med transportbåndet.
Smeltevand fra polerne som følge af opvarmningen kan true golfstrømmens eksistens. Det ferske smeltevand vil indebære, at havets saltindhold falder, hvilket ultimativt kan stoppe transportbåndet og dermed golfstrømmens gavnlige virkning fuldstændigt.

I indlandsisens gemmer
Jorden er inde i en varm periode nu, der foreløbig har varet i over 8.000 år. Jordens klima har siden tidernes morgen gennemgået en evig vekslen mellem istider og varme perioder.
Boringer i Grønlands indlandsis i de seneste 15 år (foretaget af den verdensberømte danske klimaforsker Willi Dansgaard) har løftet en flig af hemmelighederne om tidligere istiders varighed og opståen.
Da indlandsisen er sne sammenpresset gennem millioner af år, er den nærmest et isotopisk fingeraftryk af temperaturudviklingen. Som ringene i en træstub fortæller om gode og dårlige somre, fortæller ismassernes forskellige lag om forandringerne i lufttemperaturen gennem de sidste 250.000 år.
Hvor det før blev antaget, at istider kom langsomt og snigende, synes prøverne i indlandsisen at vise, at netop det modsatte er tilfældet. Istider kan komme uventet og hurtigt.

Tidligere istider
Den seneste store istid begyndte for 12.700 år siden.
Inden da var Jorden på vej ind i en ny varm periode, hvor temperaturen langsomt blev mildere. Halvdelen af isen, som dækkede Europa og Canada, var allerede smeltet. Pludselig indtraf istiden og varede de næste 1.300 år.
For 11.400 år siden ændrede klimaet sig igen, og varmen begyndte atter sit indtog. De tidligste bondesamfund dukkede op i området omkring de store deltaer i Mellemøsten.
En ny pludselig afkøling kom for omkring 8.200 år siden, men forsvandt af sig selv i løbet af et århundrede.
Siden da har temperatursvingningerne været gradvise. Der har været en række mindre udsving: Eksempelvis var perioden mellem den tidlige renæssance til slutningen af 1800-tallet en smule koldere og fik derfor det (misvisende) navn "den lille istid." Men generelt set er det interessant at bemærke, at der i de sidste 8.200 år tilsyneladende har været en hidtil ukendt stabilitet i Jordens klima.
At dømme efter tidligere varme perioders varighed er vores nuværende periode den ubetinget længste, og man kunne alene af den grund frygte, at vi nærmer os afslutningen.

Er slaget tabt?
Men inden katastrofeangsten æder os op, er det værd at bemærke, at mange forskere har forskellige opfattelser af, hvordan den globale opvarmning af Jorden vil påvirke klimaet. Ofte er der en hårdt optrukken linie mellem folk som enten bekender sig til dommedagsprofetier eller en ukuelig optimisme.
William Calvin stiller sig med et ben i hver lejr, da han mener, at en ny istids indtog, og dermed en mulig udslettelse af vores civilisation, ikke behøver at blive en realitet foreløbig. Globale klimaændringer er sket med jævne mellemrum gennem tiderne. Det er sandsynligt, at de kan og vil indtræffe igen, men der findes råd for udsættelse.
Teknologi er tilgængelig, som kan kontrollere processerne. I modsætning til femdøgns prognosen, så er det muligt at stabilisere klimaet på længere sigt.
Hvad vi behøver nu er konkret viden til at bruge teknologien. Det er altafgørende at opdage, hvad der har gjort vores klima stabilt i de seneste 8.000 år, og den viden skal findes indenfor de næste årtier - ellers kan det måske være for sent.

*Læs mere på http://WilliamCalvin.com/1990s/1998AtlanticClimate.htm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her