Læsetid: 4 min.

Vejens Piger overhaler bønderne

15. oktober 1999

Polske landmænd mobiliserer til kamp mod EU-integration og den Solidaritet-ledede regering

Dødskamp
BIALYSTOK - Efter halve timers bilkørsel ad øde landeveje gennem endeløse skove brydes monotonien af et hastigt glimt af bevægelse i skovtykningen.
Pludselig myldrer de frem på den tomme rasteplads: Kvinderne, i alle størrelser, former og hårfarver, forførende letpåklædte i den lune sensommerluft, en nærmest Fellini'sk vision af kvindekøn en masse, villig til at opfylde de hedeste ønsker for et par af de grønne sedler i din tegnebog. Lokkende den rejsende ind i skoven: 'Kom med os, kom med os!'.
Det vinkende afslag tages ikke ilde op: Skovnymferne vinker igen og lader sig på ny opsluge af skoven. Klar til et nyt fremstød, når Igor, langturschaufføren fra Skt. Petersborg, passerer.

Skal leve af vejen
"Det var, da pigerne begyndte at tage opstilling ved hovedvejen uden for Bialystok, at jeg blev klar over, hvad der er fremtiden. Det er ikke muligt at modernisere landbruget her, der produceres alt for megen mad i Polen og landsbyerne, som vi kender dem, vil ophøre at eksistere. Vi kommer alle til at leve af Vejen - hovedvejene til Berlin, Warszawa, Vilnius, Skt. Petersborg og Moskva - og dette samfund vil trives."
Det er den polsk-hviderussiske maler, professor på Kunstakademiet i Warszawa, politiker, bladudgiver og fritidsbonde, Leon Tarasewicz, som kommer med denne realistisk-kyniske vurdering af fremtidsudsigterne i Bialystok og omegn i Polens nordøstlige hjørne.
Det er ikke uden galgenhumoristisk smerte, at Tarasewicz afskriver bondestandens fremtid. Han er født og opvokset i landsbyen Sluczanka ca. 20 km uden for Bialystok. Her har han sit atelier og sit landbrug blandt frønnede træhuse, opkørte jordveje, stengærder og fritgående dyr. Hans motiver er skovens, indhegningernes og de åbne vidders linjer og skygger, hvis geometri omplantes til lærred og udstilles verden over.
Han holder meget af dette afsides hjørne af det kommende udvidede Europa og dens blandede polsk-hviderussiske landbobefolkning. Alligevel er han ikke ubetinget sentimental over dødsmærkningen af det polske smålandbrug.
"Jorden her er af en femte-sjette klasses kvalitet. Alt for mange har slidt deres kroppe op i et forsøg på at pine noget ud af den. En del landbrug vil bukke under i de kommende år. En del vil fortsætte, indtil landmanden dør, fordi folk lever af deres egne produkter, uafhængigt af markedet - for manges vedkommende støttet af folkepensionen. Nyt vil komme til: Virksomheder på spring ind i den nedlagte Sovjetunion. Indkøbscentre, Tankstationer. Rastepladser. Turisme. Der vil fortsat være liv."

Bonde-aktioner
Polsk landbrugs paradoks er åbenlyst for enhver: Landbruget beskæftiger flere end hver fjerde arbejdsduelige polak, men leverer kun fem procent af bruttonationalproduktet. Man vil umuligt kunne klare sig i konkurrencen, når sluserne for alvor lukkes op for EU's dagligvareproducenter.
Sådanne kendsgerninger gør ikke indtryk på Tarasewicz' naboer i landsbyen Sluczanka, den 59-årige Piotr Rozko, hans hustru og hjemmeboende voksne søn.
Familien ejer 18 hektar jord, inklusive et skovareal, fem køer, 10 svin og nogle høns. De lever af salget af kød og mælk, ca. 70 l om dagen, en indtægt på ca. 1000 zloty om måneden (godt 2.000 kr.). Den omkransende skov giver brænde og jagtmuligheder. Sønnen Dariusz har en sideindtægt: han skærer møbler, lamper og figurer af hjortenes gevirer.
"Vi har tænkt os at blive ved at drive landbrug her. Vi klarer os fra dag til dag og har nok til os selv. Hvad EU-medlemskabet vil medføre, ved jeg ikke. Vi går ikke op i politik," siger Piotr Rozko.
Det er der mange andre polske bønder, der er begyndt at gøre. Anført af højrepopulisten Andrzej Lepper og hans radikale bondeorganisation Samoobrona ('Selvforsvar') - men efterhånden også med deltagelse af mere moderate landbrugsorganisationer - har de polske bønder skærpet kampen imod EU-integrationens følger i de seneste måneder.
19. august kom det til et regulært slag mellem politistyrker og landmænd, der blokerede en hovedvej tæt på den polsk-russiske grænse. Bønderne brugte alt tilgængeligt kasteskyts, pæle og stokke i opgøret mod politiet, der svarede igen med tåregasgranater. 83 politimænd og en snes demonstranter blev kvæstet under sammenstødet i grænsebyen Bartoszyce.
Opgørets voldsomhed chokerede polakkerne, og bondeorganisationerne har holdt sig til fredelige protester i et par måneder. Men i midten af november kan volden bryde løs igen, når Andrzej Leppers varslede "totale blokade" af veje og grænseovergange vil finde sted.

Storbondens krav
Grzegorz Karpiuk, en større mælkeproducent efter polske forhold med 45 køer og 215 hektar jord, har ikke deltaget i bøndernes blokader og slagsmål, for "det gør man ikke her", hvor Karpiuk bor - ved byen Grodek ca. 20 km uden for Bialystok.
Selv om han ikke støtter Leppers metoder, bakker han fuldt ud op om kravene og deler harmen over for Polens centrum-højre regering.
"Jeg prøver at købe al den jord op, jeg kan, mens prisen er lav. Jeg investerer alle de penge, vi tjener, for man må udvide hele tiden og være i front, hvis bedriften skal have en chance under EU. Men vi behøver hjælp for at klare denne overgang, og den får vi ikke af den nuværende regering," siger Karpiuk.
Han savner bedre kreditmuligheder, garanterede mindstepriser, hjælp til omlægning og ny teknologi, bedre information. Og så ønsker han polsk landbrug beskyttet i en overgangsperiode over for import af billige og EU-støttede landbrugsprodukter fra Vesten.
Karpiuk er fast besluttet på, at hans gård - som er gået i arv fra bedstefaderen og faderen - skal overleve.
"Men det er der ikke mange landbrug her på egnen, der vil. De små landbrug har ingen chance, 15-20 køer, det er minimum. Det værste er, at folk her ikke ved det. De er uuddannede. Når jeg fortæller dem, hvad der vil ske, smiler og griner de bare og siger, at det går nok alligevel."
Karpiuk ønsker den forrige regering, bestående af det eks-kommunistiske Demokratisk Venstreparti og Bondepartiet, tilbage.
"De var ikke perfekte, men havde større forståelse for bøndernes situation."
10 år efter Solidaritets brud på det kommunistiske magtmonopol har bevægelsen lagt sig grundigt ud med den fjerdedel af landets befolkning, der lever af landbruget.
Leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her