Læsetid: 4 min.

En verden til forskel

13. oktober 1999

Virkelighedens kaos og det irrelevantes triumf hos Ole Sporring og Haiti-kunstnernes direkte afbildning af en oversanselig verden mødes på Brandts Klædefabrik

Udstillinger
Det var da slaverne i det 18. århundrede kaldte de afrikanske guder til Haiti, at de fik styrke til at gøre oprør og befri sig for slaveriet. Og suppleret med katolske billeder har folket siden udsmykket templer og mure med voodoo-guder, sagn og ceremonier. Først for halvtreds år siden lærte voodoo-præsten Hector Hippolyte, som den første, at male på masonit.
Det var et kvantespring i bevidsthedgørelsen af kunstneren som individuel formidler af kontakten til det oversanselige. Resultatet var, at folk fra de fattigste lag fandt en ny eksistensmulighed i pagt med traditionen og deres tro. Gennem det sidste halve århundrede er der således skabt et maleri, som foruden myte og tro også beskæftiger sig med livet i landsbyen og naturen, men alt i et naivistisk, meget rytmisk og ornamentalt formsprog.
Der har udviklet sig forskellige kollektiver, nogle, som Saint-Soleil skolen, maler voodoo-billeder fyldt af bølgende bevægelse, prikker af 'kosmisk lyd', sorte kors, som symboliserer kvindens byrder eller mandens liv, mens andre fokuserer mere på historien.

Jørgen Leths samling
Prince Jean-Jo er en af de få, hvis maleri er politisk, men socialt maleri eksisterer stort set ikke på Haiti. Alle lærreder er flader dækket til sidste millimeter, og vi gøres til fanger af virkeligheden i malerens syner, der er så helt anderledes end vore; mere i slægt med australnegrenes jordmalerier end med postmodernismen.
Men hvor længe endnu, er et spørgsmål, efter at den internationale kunst er nået til Haiti, og flere eksilkunstnere har som Basquiat haft succes i USA.
Så meget mere prisværdigt er det, at den danske filmmand og journalist Jørgen Leth har kendt sin besøgelsestid og gennem de snart mange år, han har boet på øen, købt billeder af disse autentiske primitivister - en formidabel samling, hvoraf 208 værker udstilles på Brandts

Klædefabrik.
Både fortællingerne og farverne er en øjenfryd for besøgende i alle aldre, men hvis man vil have en chance for at begribe lidt af alvoren og symbolernes betydning må man læse Andreas Jürgensens introduktion og samtaler med kunstnerne i kataloget. Deres engagement i maleriet, deres alvor og enkelhed er bevægende.
Den gamle verden
Ole Sporring, f.1941, hører til den generation, som er uddannet af Dan Sterup-Hansen og med Palle Nielsen og Wiig Hansen som faderfigurer suppleret med Eksskolens nødvendige anarki.
Sporring er ikke ligeglad med verdens gang, indianernes lod, radioaktiv bestråling, vulkaner, forurening, jordskælv, stormflod og hvad der ellers måtte plage os mennesker. Han er ikke ligeglad, for så vidt, som han fortæller historien, men han beretter uden mindste kvabbabelse brogede simultanbilleder af katastrofer, van Goghs malerier og Storm P.'s Tre små mænd, forenede i hans egen fantasi.
Udstillingens nye, store og dunkle billeder, malet med bløde, laserende strøg, viser en verden af turbulente hændelser uden fælles plan, format eller rum, men med enkelte, pedantisk strukturerede gavlhuse som repræsentanter for traditionel orden. Pludselige farveeksplosioner fremhæver figurer og fragmenter af sammenhænge.
Det er det glade, rablende vanvid, hvor de tre små hvide tegneseriemænd kravler rundt i van Goghs billeder og "forsøger at standse fremskridtet, men kaster sig ud i det uden skelen til personlig risiko," eller de forvilder sig ned i museets kælder, hvor vandet fosser ind, "men de beskytter sig". Mændene og andre detaljer er tegnet med sorte konturer på det nøgne lærred som var det den hvide væg. Det gækkende spil mellem sandhed og illusion er ført ud i sin yderste konsekvens i fotografier af Sporrings værksted, hvor gulvet, væggene og manden selv indgår i absurditetens virkelighed.
Mange detaljer er hentet fra Sporrings tusindvis af dagbogsblade tegnet med spritpen på rejser og dateret som sekvenserne i en tegneserie. Også her spiller van Gogh en rolle - og Francis Bacon, der også lod sig inspirere til at parafrasere hollænderen. Ialt 1.276 let forstørrede fotokopier vises på 29 paneler.

To slags syner
Hverken Ole Sporrings kunst eller malerierne fra Haiti er underkastet tids- eller rumperspektivets tyrani. Sporring kæmper med visioner omkring dramatiske hændelser, og imod sin egen nedarvede vesterlandske tradition og pessimisme, mens voodoo-kunstnerne i søvngængeragtig tryghed underkaster sig åndeverdenens fortællinger, tegn og symboler. Det er den europæiske individualitet over for en guddommeligt styret kultisk fælleskunst. Haiti-kunstneren, André Pierre, siger til Andreas Jürgensen, at han "maler ikke med hånden, men med ånden" og ånden lever i voodoo-mystikken, som kan beskytte og hjælpe eller dræbe. Maleriet opstår af indre syner - det samme gør Sporrings, men der er en verden til forskel.

*Billeder fra Haiti. Jørgen Leths Collection. Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense. Dgl. 10-17, ma. lukket. Til 30. jan. 2000
*Ole Sporring: Vincent møder de tre små mænd. Malerier og tegninger. Sammesteds. Til 14. nov., derefter Museet på Sønderborg Slot, Nordjyllands Kunstmuseum og Sophienholm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu