Analyse
Læsetid: 4 min.

Vildskab uden ende

12. oktober 1999

Fremskridtspartiets splittelse kaster højrefløjen i kaos - og gavner regeringen

Mens Fremskridtspartiet med noget, der ligner vellyst, sønderlemmer sig selv, lyder ekko af en profeti:
"Historiens tale har lært os, at når en folkebevægelse vokser sig stor, sker det ofte - ja næsten altid - at der opstår indre splid, intriger og jalousi."
Ordene blev ytret den 8. december 1973 kl. 15. Da holdt Fremskridtspartiet sit første gruppemøde på Christiansborg. Hele 28 mandater havde vælgerne udstyret partiet med ved 'jordskredsvalget' den 4. december det år.
De advarende ord til de nyvalgte kom fra partiets stifter, den succesrige københavnske advokat og lektor i skatteret, Mogens Glistrup.
"Det arbejde, vi nu går ind til, vil kræve en meget stor portion selvdisciplin og tolerance af os allesammen," formanede Glistrup sin gruppe.
Selvdisciplin og tolerance! Det har ikke just været de egenskaber, der har præget partiet i det forløbne kvarte århundrede. Som årene er gået, har deres fravær mest markant - og for partiet katastrofalt - præget den selvsamme person, der i 1973 efterlyste dem hos andre.

Det egentlige formål med Glistrups politik har stedse været uudgrundeligt. I 1975 nægtede han at give tilsagn om parlamentarisk støtte til den borgerlige firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti, som Poul Hartling havde under dannelse som afløser for sin egen 14-måneders smalle Venstre-regering. Uden et sådant Glistrup-tilsagn turde Hartling ikke gå i kast med opgaven. Den gik i stedet til Anker Jørgensen, der med sine svage socialdemokratiske mindretalsregeringer bragte landet i dybere og dybere økonomisk uføre - indtil han selv gav op i 1982.
Indtil da holdt Glistrup de borgerlige fra magten. Hans betingelse for at støtte dem var, at hans eget parti - og dermed han selv - fik ministerposter. Det ville de borgerlige ikke gå med til - også fordi den dengang verserende skattestraffesag mod Glistrup havde gjort en ministerpost til ham til en ubærlig belastning for en regering.
En af 70'ernes parlamentariske gåder er, hvorfor Glistrup ikke selv kunne indse, at hans krav var uopfyldeligt. Svigtede hans dømmekraft? Troede han, at han kunne formå de borgerlige til at droppe straffesagen mod ham? Eller var han inderst inde opsat på at holde Anker Jørgensen ved roret, fordi den socialdemokratiske afmagt på regeringstaburetterne gjorde det nemmere for Glistrup at have noget at protestere imod?

En tilsvarende uudgrundelighed præger Glistrups adfærd, efter at Fremskridtspartiets landsmøde for tre uger siden genoptog ham som medlem. Med stor omhu planter han i medierne udsagn, som han givetvis véd vil flå partiet i stykker. Blandt denne weekends godbidder er følgende:
"Enhver god dansk mand eller kvinde er racist. Landet er delt op mellem racister og landsforræddere."
Fremskridtspartiets fire medlemmer store folketingsgruppe har søgt at distancere sig fra Pia Kjærsgaards fremmedfjendtlige tirader. De vil gerne fremstå som det mere rationelle af de to højrefløjspartier. Derfor er det uudholdeligt for dem at skulle bruge al kraft på at forklare journalister, at Glistrups løbende flom af uhyrligheder ikke er partiets politik.
Efter weekendens repræsentantskabsmøde står det klart, at folketingsgruppen ikke har den fornødne kontrol over partiet til at få Glistrup verfet ud igen.
Et brud er derfor uundgåeligt: Folketingsgruppen vil søge at køre videre under et andet navn og med støtte fra de dele af organisationen, der mener, at et sådant forsøg er ulejligheden værd.
De generøse regler om partistøtte stiller de fire folketingsmedlemmer bedre end det parti, de forlader. Partiet må nøjes med det offentlige tilskud på 1,6 millioner kroner, som det får ud fra regnestykket om 21 kr. per Z-stemme ved sidste folketingsvalg. Folketingsmedlemmerne kan derimod håbe, at de øvrige partier vil gå med til en fortolkning af reglerne om 'gruppestøtte', således at gruppen under et nyt partinavn kan beholde alle de 4,2 millioner kr., den nu modtager om året.
Hvad får Mogens Glistrup ud af al den ballade, han har sat i værk? Det er ikke givet, at de sørgelige rester af et partiapparatet er indstillet på at give ham den 'kampagneleder'-rolle, han havde i 1970'erne. En ny runde af krigsførelse kan forudses i partiruinerne.

Med sprængningen af Fremskridtspartiet har Glistrup endnu en gang vist, at han er en destruktiv kraft af meget betydelig styrke.
Han har sat en kædereaktion i gang: Det 'nye' Fremskridtsparti, det gamle Fremskridtsparti og det af Fremskridspartiet fødte Dansk Folkeparti skal allesammen forklare, hvorved de adskiller sig fra hinanden. Navnlig i forhold til fokuspunktet: Glistrups uhæmmet racistiske udtalelser.
Larmen fra Glistrup har allerede fået Pia Kjærsgaard til at tabe fatningen. Med sit forslag om at udvise tre generationer af en familie, hvis et enkelt medlem begår kriminalitet, røg hun over den grænse af tilsyneladende pænhed, hun hidtil har holdt sig bag. Forslaget var en blottelse, som Socialdemokratiet, CD og venstrefløjen ikke var sene til at gribe under Folketingets åbningsdebat.
Her gik kædereaktionen videre endnu: Venstre og konservative forholdt sig tavse, trods opfordringer til at tage afstand fra Pia Kjærsgaards forslag. Det indbragte de to partier en usædvanlig røffel fra Berlingske Tidende i lørdags. De to partier "lurepassede", skrev avisen og fortsatte:
"Alle med fornuften i behold må tage afstand. Det gælder naturligvis også Venstre og Det Konservative Folkeparti. Klar tale udbedes, tak."
Berlingske pirker i et åbent sår: Dels markerede de konservatives Bendt Bendtsen sig under debatten med en flygtningefjendtlighed, der er ekko af Pia Kjærsgaards.
Dels ønsker Anders Fogh Rasmussen ikke på forhånd at lægge total afstand til et Dansk Folkeparti, hvis stemmer han gerne vil kunne tælle med i et parlamentarisk regnestykke.
Med al tumulten på højrefløjen er det blevet sværere for Fogh at tale tåget om, hvor hans flertal skal komme fra. Hans vanskeligheder blev understreget, da Mimi Jakobsen under åbningsdebatten stillede som betingelse for CD's deltagelse i en borgerlig regering, at Pia Kjærsgaard ingen indflydelse får på udlændingepolitikken.
Et troværdigt borgerligt alternativ fortaber sig, hvad der selvsagt gavner regeringen.
Som i 1970'erne har Mogens Glistrup vist, at de kædereaktioner, han sætter i gang, ender med at sikre socialdemokratisk regeringsledelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her