Dag efter dag voksede vinen - den hang som store, svulmende kopatter der længtes efter
at blive malket, og så gik startskuddet endelig i Champagne...
HØSTTID
Det er tidlig morgen - jeg går rundt i rækkerne sammen med otte vinplukkere. Man skal være sejlivet for at plukke vin og samtidig rap i replikken. Den første klipper sig i fingeren. "Coupable," hvilket både betyder skyldig og klippeduelig. "Sygeplejerske," råber den sårede videre, men går selv op til proviantbilen efter forbinding. Og så ellers på den igen. Nogle har kulørte plasthandsker på men de fleste arbejder uden, vel vidende at deres hænder sortner dag for dag og at når høsten endelig er overstået, ja så er grabberne kulsorte af garvesyren.
"Pagnje, (kurv), pannier - re-pannier." "Du skal være her til tiden," råber man efter porteuren som er patronens søn på 18. "Ikke sådan monsieur," svarer han "kald på mig og flyt så gumpen så jeg kan komme videre, for ellers er vi her i nat endnu." Nogle klaser falder ned på den kridtede jord men der er ikke tid til opsamling: "Tab dem ikke," råber han og så bytter han de fyldte kurve ud med tomme, hælder druerne op i kasser og kører dem ud af vinrækkerne hvor de lastes.
Lidt senere kommer patronen tilsyne i sin cremefarvede Renault som er helt oversprøjtet med mudder. Han har taget brændselsolie og affaldsbrænde med til et bål at varme sig ved, mens dagens første pause afholdes. Som en lille tyk alf i shorts forbereder han bålet.
"Jeg vil få den stærke til at græde," siger han og fjerner sig lidt for at lade vandet. Derefter åbnes der for termokanderne. Der bliver sørget godt for plukkerne som er en vigtig forudsætning for familiens kapital og det giver et ganske særligt sammenhold som også kan mærkes på resultatet. To timer senere vender alle næsen mod familiens villa for at spise - og hvilket overdådigt frokostbord venter der ikke plukkerne oven på anstrengelserne!
Det starter med champagne som apéritif, så paté og rødvin og derefter fisk i delikat sennepsauce. Hertil serveres ratafia, som er lavet af restproduktet fra champagnepresningen. Det er en fortræffelig drik der er en hel del stærkere end sin stamfader. Hele herligheden rundes af med et væld af forskellige oste. Til slut serveres der stærk kaffe og millefeuilles som er en butterdejskage der vil noget. Og så i olietøjet igen og ud til bilen.
Vin som unger
Solen begynder at kikke frem og patronen er i humør til at vise rundt.
"Hvis vi skal plante så foregår det i april og først tre år efter høster vi, så det er ikke noget man gør på én gang, men sådan lidt efter lidt."
Han ser sig omkring blandt de mange rækker der breder sig ud over de bløde bjergskråninger: "Man kender sin vin som var det ens unger," siger han så.
Han har to rækker her, fem rækker der og fire til lidt længere fremme i landskabet. Ganske små kendetegn på endestolperne indikerer, hvis vin man står foran: Lidt gul ståltråd viklet omkring stolperne - lidt grøn maling - og så selvfølgelig endelig vinen; dens alder og hele dens karakter, forsikrer Aubry.
"De store champagnehuse har alt samlet på ét sted men det er ikke noget værd," siger han og ryster voldsomt på hovedet og jeg tror ham gerne.
Det er stofligheden - variationen i vinen der tæller. Det er de små klatter, man har købt op og er blevet rig på i lange seje træk. Det er det hårde arbejde og de tyve år uden ferie. Det er det, der skaber champagnen.
Vis dem det!
Da vi kommer tilbage er porteuren i dårligt humør: "Hvis man ikke vil arbejde så må man hellere tage hjem," mener han."
"Du reagerer forkert," siger Aubry øjeblikkeligt. "Vis dem, hvordan det skal gøres; vis dem det!"
Og så sender den stolte fader fremtidens vinbonde ud i rækkerne for at plukke med og samtidig være porteur. Det hjælper øjeblikkeligt. Der er ingen slinger i valsen herfra og så til fyraften, hvor olietøj, gummistøvler og kurve afvaskes på familiens gårdsplads i en kæmpe vandkamp. Det opløser aggressionerne og dagens pres letter omsider.
I aften er der kontra-øvelser for ryggen og champagne til vinplukkerne, tænker jeg og kører hjem ad Routes de Champagne. De små landsbykirker er oplyst og ligger og skinner som det rene guld i mørket. I vinfadene er man nået til første etape i dén proces, der stræber efter at fremstille den ypperste champagne af premier cru.
Jeg sender en vemodig tanke til plukkerne. Deres råb følger mig som et langt ekko gennem natten. Dette slid på bjergskråningerne overstiger sandsynligvis ikke en timeløn på 42 francs! Men det er heller ikke det der tæller i de få uger, høsten varer. Det er det at være til stede dér hvor Champagnes samlede kapital ligger gemt i de vejrbidte ansigter og hvor fremstillingsprocessen stadig sker på håndfast manér. Dér hvor den verdensberømte drik bliver produceret med sommerfugle i maven, men også med benhård disciplin og en yderst kontant kærlighed til livet.
A la Vôtre !
