Læsetid: 3 min.

Walking man dead

5. oktober 1999

"Nu har jeg købt mig en walkman
Nu lyder skoven som New York, mand
Når der er gang i kasetten
så kan jeg ikke høre spætten"
Michael Hardinger

AKIO MORITA er død, 78 år, og allerede her vil De, kære læser, måske studse og sige: Hvem i alverden var dog Akio Morita, og hvad rager hans død mig? Men kast et blik på Deres fjernsyn, videomaskine, radio, discman, hvad som helst i omgivelserne, der kan bippe noget sjovt frem på en skærm eller ud af en højttaler... hvis det bærer mærket Sony, så har man også sagt Morita.
Morita var Sony. Sammen med en kammerat, Ibuka, skabte han firmaet ud af intet i det sønderbombede Tokyo efter Anden Verdenskrig under de mest primitive forhold i et gammelt 'skur.'
De var nogle stykker, der satte sig for at udvikle en båndoptager, og til den ende gennemførte de en langvarig eksperimentrække, hvor de sad med barberblade og skar cellofan ud i lange, brede strimler, som de beklædte med forskellige materialer for at fremstille et magnetbånd eller stålbånd, som det hed dengang.
Det gav dem et lift, at en USA-brigadegeneral var så uforsigtig at demonstrere en amerikansk båndmaskine for dem. Nå, siden udviklede de selskabet, så det i dag er et af verdens førende multinationale selskaber. Kongeriget Sony kalder man det i Japan, fordi det i størrelse efterhånden er at sammenligne med et mindre, europæisk kongedømme. Og i indflydelse.
Men har man først slået de obligatoriske syv kors for sig ved tanken om de multinationales magt og miljøtrusler, er historien i historien om Sony en historie også om viljens magt.

NAVNET ER på sin vis symbolsk. I årene efter krigen skete der det tankevækkende, at sejrherrernes kultur begyndte at blive populær i Japan. Mange kaldte deres børn for Sonny eller Sunny-boy ligesom i evergreenen. Sonus betød lyd på latin. Morita og hans svende ville gerne have et navn med en international klang. Men Sunny-boy udtales sooh-niih på japansk, hvilket betyder "at tabe penge". Så landede man på ordet Sony.
Morita fortæller historien i sin erindringsbog, Made in Japan. Her kan man også læse om, hvordan Morita drog til USA med en nyudviklet transistor-radio i lommen. Japanerne forsøger, skriver Morita, at få alting ned i størrelse, fordi de selv er små. I første omgang kunne transistorradioen lige akkurat ikke være i en typisk japansk lomme, men så fremstillede man noget tøj med lidt større lommer.
Morita traskede rundt fra detailhandel til detailhandel for at få dem til at sælge hans produkt, men amerikanerne var i første omgang ikke interesserede. "Vi forsøger netop at gøre alting så stort som muligt," sagde de. "Vi har masser af plads og store huse." "Ja," sagde Morita, der er det naturlige midtpunkt i sine egne memoirer, "og netop i store huse er der plads til, at der kan være et apparat i hvert rum, også på ungernes værelse!"
Således fik forbrugerismen endnu en tand, og traskeriet endte med, at en forhandler forbarmede sig over ham. Med dette brohovede kom han ind i USA i en grad, så han et halvt århundrede senere chokerede amerikanerne ved at opkøbe nogle af landets helligdomme, Columbia Film, CBS Records og Michael Jackson. Hvilket for en stund fik gammelt japanernag til at flamme op i den japanske offentlighed.

AMERIKANSKE aviser har ikke desto mindre i går skrevet alenlange nekrologer og lovprist den flamboyante, japanske forretningsmand, som også vandt en række af vestens førende dirigenter for sig, efter at de først havde rynket på næsen. Hans produkter havde kvalitet. Også formand Mao havde på et tidspunkt bud efter Morita til en konsultation omkring kinesisk elektronik.
Det egentligt opløftende - ikke mindst for andre sydøstatiatiske lande og stater i den tredie verden - er, at han og Sony var i stand til at udfordre amerikanske og europæiske monopoler på det økonomiske marked fra stort set scratch - og at kunne jævnføre sig i løbet af kun et halvt århundrede. Det samme som i øvrigt bilbranchen kom til at kunne.
Skal man nævne den af Moritas produktudviklinger, der på sigt har været mest banebrydende må det være walkman'en. Den er forløberen for alt det mobile, fra telefoner til tv-apparater, osv. der i de kommende år vil få kulturforbrugeren til mere og mere at ligne et insekt med antenner ud til alle sider. Som Shu-bi-dua-Hardinger digter: "Man hører ikke spætten."
Men til gengæld hører man musikken og kan koncentrere sig hundrede procent. Akkurat som når man læser bøger.Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her