Information har talt med den tyske instruktør Wim Wenders om hans vidunderlige musikfilm 'Buena Vista Social Club'
FILM
I begyndelsen af 1998 drog den tyske filminstruktør Wim Wenders, i hælene på sin ven gennem mange år, guitaristen og komponisten, Ry Cooder, til Havana. Cooder skulle lave en cd med det cubanske svar på Nat King Cole, Ibrahim Ferrer, mens Wenders skulle følge indspilningerne og samtidig lave en film om de fantastiske musikere, Cooder havde opdaget, da han to år tidligere var på øen for at lave cd'en Buena Vista Social Club.
Wenders, der har skabt sig et navn på skiftevis at lave film i Tyskland og USA (bl.a. Paris, Texas og Himlen over Berlin), havde hørt Cooders første indspilninger med de cubanske musikere og var blevet indfanget af musikkens energi og sjæl.
Overrasket blev han, da han af Cooder fik at vide, at de ungdommeligt lydende musikere faktisk alle var oppe i årene, men at verden syntes at have glemt dem. Wenders måtte fortælle deres historie, og det er så resulteret i den vidunderlige musikfilm Buena Vista Social Club.
Information ringede til Wim Wenders i USA for at tale om instruktørens cubanske eventyr.
Fascination
- Hvad var det, du umiddelbart blev bidt af?
"Da jeg første gang hørte musikken, vidste jeg ingenting om den. Ry Cooder og jeg samarbejdede omkring et filmscore til The End of Violence (Wenders' forrige film, red.), og engang imellem stirrede han ud i det blå og begyndte at smile. 'Åh, han er i Havana igen.' Det var svært at få hans opmærksomhed, så jeg spurgte ham, hvad det var, han havde lavet i Havana."
"Dagen efter kom han med et bånd. Han sagde ikke meget om det, bare at 'du vil synes, at det er ret godt.' Og når Ry siger, at noget er ret godt, så er det virkelig godt. Jeg lyttede til det flere gange, og fra første tone kunne jeg høre, at det var meget smukt og specielt. Jeg blev afhængig af det og kunne ikke slippe det igen. Der var en energi i det, og det var så rigt på liv og erfaringer. Jeg fornemmede, at teksterne, som jeg på det tidspunkt kun forstod en lille smule af, virkelig kom fra hjertet."
"Ry fortalte han mig om musikerne. Hvor gamle de var, hvordan han fandt dem, og jeg vidste, at hvis bare halvdelen af det var sandt, så var jeg nødt til selv at opleve dem."
- Da du tog til Havana med Ry Cooder, havde du så en idé om, hvad du kunne vente dig?
"Intet andet end de historier Ry havde fortalt mig. Og selvfølgelig kendte jeg musikken udenad. Jeg havde lyttet til den hver dag og var meget nysgerrig efter at møde musikerne og efter at se, hvordan Ry ville optage næste kapitel af det eventyr."
"Vi ankom til Havana, og samme dag begyndte Ry at arbejde i studiet, og jeg begyndte at filme. Vi lærte hurtigt musikerne at kende, og de accepterede os. Vi tilbragte hver dag sammen med dem - nogen gange havde vi en af dem alene i en dag. Vi kørte rundt og besøgte deres hjem og interviewede dem."
- Hvorfor tror du, den første cd blev så stor en succes?
"Jeg tror, at musikerne var i stand til at oversætte noget, som mennesker over hele verden, gamle som unge, kunne forstå. Musikken var utrolig energisk. Melankolsk, men aldrig pessimistisk eller håbløs. Nogle af sangene er sørgelige, men det er ikke den slags sorg, som gør én deprimeret, snarere et oplivende vemod. Man bliver fejet med af musikken og vil vide mere."
"Noget af musikken er temmelig traditionel, men Ry optog musikken på moderne vis og udnyttede hele dens potentiale. Og ved at bruge sin egen, elektriske guitar tilføjede han noget, så musikken fremstod mere original. Han fik virkelig musikken til at stråle."
Tidsmaskine
- Du holder dig tilbage og overlader scenen til Cooder og de cubanske musikere.
"Jeg var ikke interesseret i at lave en film om min oplevelse med musikken eller mine oplevelser i Havana. Jeg ville, at musikken og musikerne skulle tale."
"På en måde har Havana de sidste 20 år kun været en sidescene i historien. Specielt i USA ved mange mennesker slet ikke, hvor Havana ligger. Jeg syntes, at musikken og de mennesker skulle og kunne tale for sig selv. Der var ingen grund til at tilføje noget subjektivt."
"Man er ikke nødt til at fabrikere eller komponere noget for at få det til at se specielt ud. Byen er et utroligt og unikt sted. Så snart man ankommer, befinder man sig ikke længere i den samme tidsalder. Det er som om, man tager store skridt bagud i tiden og lander et eller andet sted i de sene 60'ere eller tidlige 70'ere."
"Landet og befolkningen har ikke oplevet informations- og forbrugersamfundet - hvad man nu foretrækker at kalde det 20. århundredes anden halvdel. Ingen går rundt med mobiltelefoner eller tror på telefonen som kommunikationsmiddel. Hvis man vil tale med nogen, så går man hen til dem og banker på døren. Det skaber en meget anderledes måde at leve og kommunikere på, og på sin vis er det som at rejse to generationer tilbage i sit eget liv og få kontakt med sine bedsteforældres generation."
