Læsetid: 4 min.

You've got male

12. oktober 1999

Gider jeg skrive til dem? Hvorfor ikke?

På nettet
I gamle dage var man rundt på gulvet. Senere gik dette udtryk af mode. Så var man på herrens mark. Også denne ekspression har vist sin bedste tid bag sig. Nutildags er man på nettet. Det er jeg i hvert fald kommet her på det sidste, med både e-mail-adresse og hjemmeside. Men man fortaber sig. Vi begynder ved begyndelsen.
Jeg sad en sommerdag og slikkede solskin i middagsstunden. Det foregik for mere end tredive år siden, og aktiviteten - der nærmest grænsede til det modsatte - udøvedes på Piazza Navona, hvor jeg havde anbragt mig på en stenbænk.
Pludselig opdagede jeg at jeg ikke længere var alene på bænken. Ved min side havde en sød ung pige slået sig ned. Hun lod til at være et par år yngre, altså i begyndelsen af tyverne.
Hvor meget man end slår sig i tøjret, må det jo erkendes at kvinden er menneskets bedste ven, så pludselig sad vi og konverserede hinanden.
Hun spurgte hvad jeg lavede i Rom. Jeg sagde at jeg var på ferie.
Så spurgte jeg hvad hun lavede i Rom. Hun sagde at hun var på ferie.
Så spurgte hun hvor jeg kom fra. Jeg sagde Danmark.
Så spurgte jeg hvor hun kom fra. Hun sagde Paris.
Så spurgte hun hvad jeg hed. Svaret kan læses ovenfor.
Så spurgte jeg hvad hun hed. Hun havde et meget almindeligt fornavn, og et efternavn der kunne være både fransk og italiensk, men lød livsbekræftende på begge sprog: Vitale.
Så spurgte hun: "Elsker De den franske litteratur?"
"Oui," svarede jeg nu. Hvad skulle man ellers sige?
Hun begyndte seriøst at høre mig i hvad jeg havde læst af franske forfattere. Jeg fortalte at jeg i min gymnasietid med stor iver havde pløjet mig gennem hele De gode Viljer. Det faldt ikke i god jord. I toneangivende kredse betragtedes Jules Romains åbenbart som noget i retning af Frankrigs svar på Morten Korch. Til gengæld opregnede hun en række avantgardistiske poeter, som jeg dårligt nok kendte navnene på. Jeg måtte love at såsnart jeg kom tilbage til Danmark, ville jeg sætte mig hen og studere disse.
Den romerske middagshede stemmer jo én mildt, så jeg nikkede døsigt og bekræftende. Pludselig var hun væk, forsvundet lige så graciøst og ubemærket som hun var kommet.

Fransk opslag
Forleden dag dukkede hun op igen. På nettet, naturligvis. Jeg var kørt sur i den tyske telefonbog og faldt da på at jeg lige så godt kunne gå videre til den franske, idet jeg skulle bruge en adresse i Lyon på en engelsk ven der er flyttet did og ifølge onde tunger er begyndt at gå med jakke og slips. Sidst jeg så ham var han nudist, så det er lidt af en udvikling. Han lod sig imidlertid ikke opspore dér, så jeg prøvede om han skulle være taget til Paris. Det gav heller ikke bid. Til gengæld rendte jeg ind i Mademoiselle Vitale. Det er mærkeligt at hun har bibeholdt sit pigenavn. Har hun aldrig fundet manden i sit liv? Ham der havde læst alle de mærkelige digtere og kunne matche hendes esprit?
Dog opstod der nu et problem af psykolingvistisk art, og det kan jeg takke maskinen for. Den meddelte mig godt nok at der kun fandtes én person i hele Paris af det navn som jeg søgte efter, men at der fandtes endnu et menneske som hedder næsten det samme, idet vedkommende bærer efternavnet Vital. Én yderligere ting har de til fælles: begge besidder mærkeligt nok to telefoner, men kun én adresse hver. Hvad i alverden skal det gøre godt for? Er det noget mobil-halløj? Dog, jeg kan dårligt forestille mig min veninde fra den romerske stenbænk med sådan et aggregat i hånden.
Den ene har en mondæn adresse i nærheden af Bastille-pladsen, den anden logerer lidt mere ydmygt, ved Gare du Nord.

Med eller uden e
Men der er andre forskelle. Ved at søge lidt mere rundt på nettet opdager jeg at Vitale (med e) er ansat ved La Cité des Sciences et de l'Industrie, der åbenbart er en slags eksperimentarium, og giver sig af med at skrive udstillingstekster. Det lyder jo ret fredeligt.
Lidt mere spræl er der over Vital (uden e). Vedkommende gør det i IT, har en fortid som medlem af den kommunistiske studenterunion i Frankrig og var i sin tid med til at arrangere nogle Verdensfestspil i Tunis, hvilket fremgår af et telegram fra den lokale repræsentant for Stasi.
På dette tidspunkt begynder der at gå et lys op for mig. Det fælles fornavn kan være både hankøn og hunkøn. Så gad vidst om ikke Vitale er min veninde fra Rom, og Vital hendes mandlige modstykke. Rent grammatisk ville det være ganske kuriøst: Så er det efternavnene der er kønsbøjede. Men det kan man jo kun finde ud af ved at skrive til dem. Gider jeg?
Hvorfor ikke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her