Læsetid: 3 min.

100 års 'tysk' kunsthistorie

6. november 1999

Det tyske århundrede set fra kunsten på stor udstilling i Berlin

Udstilling
Hvordan opsummerer man et århundrede gennem kunsten? Dét spørgsmål finder mange i sagens natur presserende i disse dage. Ikke mindst museerne, der jo netop har til formål at historisere og kategorisere kunsten. Således har store museer som Whitney i New York og Hamburger Bahnhof i Berlin for tiden store udstillinger på programmet, som forsøger at opsumere nationens kunst i det snart forgangne århundrede. Og det forløber langtfra gnidningsløst.

De tre Tysklande
Forholdet mellem kunst og national historie er ikke mindst væsentligt i Tyskland, hvis århundrede har været noget omtumlet - for nu at sige det mildt. Og i Tyskland har man netop altid set kunsten i forhold til nationalstaten og politikken - ligefra dadaisternes vrængende opgør, over nazisternes bandlysning af den moderne kunst, og op til vore dages stolte og selvbekræftende (vest)tyske museumsbyggeri.
Kunsten ikke blot afspejler disse politiske forhold, men anvendes også aktivt politisk til at afstive det gældende regimes selvforståelse. Enhver kunst i Tyskland er således altid enten officiel statskunst eller politisk 'mod'kunst i forhold til systemet. Men hvordan kan man så overhovedet opsummere disse skiftende positioner, sådan som udstillingen Das XX Jahrhundert - Ein Jahrhundert Kunst in Deutschland forsøger at gøre.
Det helt store problem er selvfølgelig, at man ikke kan tale om én tysk historie, men om flere forskellige, og måske endog om flere Tysklande; Weimar-republikken, Nazi-Tyskland og efterkrigstidens forbunds- og demokratiske republikker. Og netop her bliver det vanskeligt: Hvor det er muligt at skrive én kunsthistorie om Weimar og avantgardekunsten, og dernæst om nazismens bandlysning heraf, er det straks mere problematisk at skrive BRD's og DDR's kunsthistorie. Især når man som her prøver at vise en ubrudt linie fra Weimar-tidens konstruktivistiske og dadaistiske kunst og til forbundsrepublikkens postmoderne ditto. 10 år efter muren sammenskrives kunsthistorien med store udeladelser.

Før og efter
Kunsthistoriens deles groft sagt ind i et før og et efter. Et før og et efter der ubekymret springer 10-året for murens fald over, og i stedet koncentrerer sig om den skelnen som den tyske kunsthistoriker Peter Bürger helt tilbage i 1974 satte mellem den historiske avant-garde og neo-avant-garden i sin Theorie der Avant Garde.
Kort fortalt skelnede Bürger mellem kunsten før og efter krigen, og mellem et kunstnerisk avant-garde-begreb fra før krigen, som havde et klart politisk og samfundsomvæltende ærinde, og så ny-avant-garden efter krigen, som udelukkende var en æstetisering af den tidligere avant-gardes metoder, og altså uden reelt politisk indhold. Dette skyldes bl.a. at ny-avant-garden så ukritisk indlod sig på liberalismens markedsmekanismer (f.eks. i BRD).
Og Das XX Jahrhundert formår da heller ikke at bryde med denne idé; De dadistiske mesterværker, Kurt Schwitters berømte Merzbau, Raoul Haousmanns collager og
John Heartfields montager fra 20'rne står alle stærkt, og er alene besøget værd, mens de efterkrigsværker - alle fra Vesttyskland - som de er sat sammen med blegner ved sammenligningen.
Efterkrigtidens 'store' tyske kunstnere som Anselm Kiefer, Reinhard Mucha og Olaf Metzel er det vitterligt svært at se som andet end smart salgskunst. Man kan derfor undre sig over, at man ikke har kigget på kunst fra den anden side af Muren, sådan som den yderst vellykkede udstilling After the Wall på Moderna Museet så vellykket har gjort det, og dels at man ikke har koblet førkrigstiden til vor tids politiske avant-garde kunst, som f.eks. gruppen Minimal Club m.fl.

Tyskland er ikke mere
Til gengæld må udstillingen dog prises for én ting, som måske er udtryk for, at man ikke rigtigt kan definere, hvad Tyskland er længere, nemlig at man helt har opgivet at definere 'det tyske'.
Således ses ikke kun tyske kunstnerne på udstillingen om tysk kunst i vort århundrede, men også en række kunstnere fra andre nationer såsom Marcel Duchamp, Kasimir Malevich mfl. som har haft indflydelse på udviklingen i tysk kunst. Og dét er modigt i en tid, hvor også kulturpolitikken mere og mere vender sig mod den såkaldt 'nationale kulturarv'. Sandheden er jo at kunsten er international. Kunne man forestille sig en udstilling lige nu på et dansk museum om dansk kunst i det 20. århundrede med stort set lige så mange udenlandske som danske kunstnere?

*Das XX Jahrhundert - Ein Jahrhundert Kunst in Deutschland. Hamburger Bahnhof, Invalidenstrasse 50-51, Berlin, ti.-fr. 9-18, on. 10-20, lø.-sø. 11-18. Til 9. jan. 2000. Udstillingen finder derudover også sted på National Galerie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her