Læsetid: 3 min.

År 2030 ved T-centralen

3. november 1999

Stockholm. Lørdag. Midnat. Ungdom, der forlængst har sagt farvel til illusionen om fællesskab. De er allerede suget ind i fremtiden. For år 2030 er lige her ved rulletrappen op fra tunnelbanen

STOCKHOLM - En mosaik af uhyggelig, futuristisk lyd lægger sig som en tåge over indhakket i hjørnet af stormagasinet Åhlens kæmpebygning. Ud fra højttaleren over udstillingsvinduet med voksmannequiner - beklædt af sort, sort, sort - kommer lyde af fugleskrig, synthesizer og skud. Lydene strømmer vedholdende over mod den anden side af gaden og projekteres ind på en storskærm lavet af 30 tv-apparater - klip mellem hundreder af anonyme ben, som krydser en gade, og hurtige biler i en helvedes fart på en ørkenvej. Fire nøgne voksdukker - hovedløse, men med trusser på - står bag en rude med påskriften: Prepare yourself.
Stockholms ungdom ryger direkte og ubesværet ind i disse rammer, når de dukker op midt i indhakket. Når rulletrappen fra storbyens største metrostation, T-centralen, bringer dem op til det, der i vores tidsregning er en lørdag midnat i oktober 1999. Men i virkeligheden er det år 2030, der udspiller sig lige her. Unge, der forlængst har fattet, hvad der er fremtiden. Og som befinder sig i den allerede nu.

Sort og klinisk
De er mange. Konsekvent klædt i sort. Tjekket sort. Læder, plastic og ulasteligt rent. De agerer ens, men uafhængigt af hinanden. De samme ting, blot på lidt forskellige tidspunkter. Venter, hænger ud. Kigger tomt ud i den kolde luft. Bevæger kun hænderne, hvis de skal tænde en cigaret, og vil skygge for den stride blæst. Venter, inden de skal i kø til natklubberne lige om hjørnet. Inden de skal passere de brede huggeblokke af nogle mænd, der holder vagt ved indgangene. Inden de skal for alvor skal ses på.
De står i en klinisk afstand fra hinanden - helst på nogle meter. Kigger væk i hver deres retning. Måske 20 unge står alene. De to grupper, på henholdsvis tre og fire, er kun grupper, fordi de ligner og identificerer sig med hinanden. Men de taler ikke sammen. Selv ikke i grupperne. De kommer og går. Mens de taler i mobiltelefon. En indvandrerfyr i starten 20'rne står og snakker ud i luften. I lydinfernoet, ser det ud som om, han snakker med sig selv. Men han taler bare i en af de nye, apparatløse mobiler med høresnegl og gear under jakken. Han er on-line, men ikke med omgivelserne. Men med noget fjernt herfra.
En mønt falder til jorden. Mange registrerer flygtigt mønten, men alle ignorerer den. Ingen overhovedet tager notits af den fulde mand i blå vindjakke, der står sølle og alene med en dåseøl og kigger ud over kanten til rulletrappen. De har måske kort registreret spasseren, der dukker op ud af ingenting og vandrer i zig-zag mellem de unge, men de står stadig stille som statuer eller robotter, der venter på ordre til at rykke.

Intet samfund
Alle ligner hinanden. Indgår i den samme performance. Mange af dem er indvandrere, som det svenske samfund har integreret så godt. De taler svensk, og agerer på svensk. I den ungdom, der befinder sig lige her, er der ingen forskelle. Udtrykket at 'være integreret i det svenske samfund' giver ingen mening længere. For der er ikke noget svensk folkehjem at være integreret i.
De vil skide på Folkets Hus, Filmhuset, Koncerthuset, Medborgerhuset, Kongehuset. Er ligeglade med socialdemokrater, Riksdag og helhed. Og det er da klart, for det giver ingen mening længere. Den øjeblikkelige strid i Sverige mellem nazister og anti-racister er fuldstændig irrelevant her. De eneste politiske budskaber på Sergelstorvet lige overfor kommer fra tre unge, der vil promovere troen på ufoernes eksistens og en gammel dame, som lovpriser Jesus gennem klaverspil og sang. I en af de cafeer, som er helt fremme på beatet, sidder en mand tilbagelænet for at indbyde andre til spil. Men han ender med at spille med sig selv.
De unge har indset fremtiden. De er i den. De er suget ind i spillet - casinoernes, mobilernes og pengenes vold. Drottningsgatan, lige her ved indhakket, er allerede oplyst af glitter og lys, for det er snart jul. Den uhyggelige lydmosaik fra højttalerne ved Åhléns skyldes kun, at de bruger Halloween til at sælge mere. Budskabet når alle, for alle er ens og alene.
Glem illusionen om fællesskab. Det hører fortiden til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her