Læsetid: 4 min.

Aija for Kaija

11. november 1999

Seriøse betragtninger over en finsk komponist, der modtager Nordisk Råds Musikpris
i København den 6. marts år 2000

Musikpris
Første gang jeg mødte Kaija Saariaho var uden for en koncertsal i Darmstadt i 1990. Mens musikken lød indefra, gik komponisten og skribenten rundt med barnevogne udenfor. Næst efter en hund er barn i barnevogn det bedste middel til at komme i kontakt med mennesker, så forbindelsen blev skabt på ingen tid. Børn er endnu bedre end musik, så samtalen fandt ubesværet ind til centrale emner - musikken var dog et af emnerne.
Den første tanke der slog mig var: Hvis det havde været en mandlig komponist, der havde fået opført sin musik inde i salen, havde han fået nogen - en eller anden - til at tage sig af barnet. Hun er gift fransk, Saariaho, måske manden sad i Paris på Institut de Recherche et de Coordination Acoustique/Musique og studerede spektogrammer. Sådan er der så meget.
Den næste tanke der slog ned i mig var: Alle de, som følge af Murens fald, nys tilkomne Trabier, måtte være absolut sundhedsskadelige for vore børn. Det talte vi en del om den sommer i Darmstadt.
Samtalens lethed, til trods for de vigtige emner, fik mig til at tænke en tredje tanke, nemlig udtalelsen fra en berømt komponist - han sagde noget i retning af: "Jeg var lykkelig, når jeg ikke komponerede." Kaija Saariaho, født i året 1952, så temmelig lykkelig ud ved synet af sin søn i den mobile kasse. Måske hun ganske enkelt opfattede det, der foregik inde i salen som mindre væsentligt i forhold til det, der foregik udenfor. Måske hun havde det, som Carsten Jensen havde det med sin Laura, som skribenten havde det med sin Sara, som alle mulige andre havde det med deres børn i kassen: Det er det vigtigste. Nok om det.

Kort men godt
Hvis læseren allerede nu oplever, at artiklen er kørt af sporet, henviser skribenten til en udtalelse af komponisten P. Nørgård, der har sagt at alt er vigtigt, og at det, der kan forekomme at være ligegyldigt, på et senere tidspunkt og i en anden sammenhæng kan vise sig at være det vigtigste i denne verden. Tænk lige over det.
Kvindelige komponister er sjældne, det er et faktum at langt flere mænd finder frem til nodepapiret. Det er en ulykke og det kan rent ud sagt være træls. Der er alt, alt for få kvinder overalt i musiklivet. Når der så dukker en Kaija Saariaho op, så kan man kun glæde sig.
Allerede i Darmstadt i 1990 var hun et 'navn' i den ny musiks verden. Holdt foredrag i Darmstadt, arbejdede på Boulez' institut i Paris (Institut de Recherche osv.), blandt fagfolk kaldet IRCAM, fik prominente bestillinger. Jo, det gik godt for den finske komponist.
I 1996 fik Saariaho opført et stykke på godt 15 minutter, som hedder Lonh (Fjern) for sopran og elektronik. Stykkets form og idé er blevet til ud fra Sariaahos interesse for elektro-akustisk musik. Elektro-hvad? Der er vist ikke mange, der helt ved, hvad elektro-akustisk musik dækker, men det er en videreudvikling af elektronisk musik, som mange ved hvad dækker. Det er noget med 'menneske og maskine', og sådan noget. Computer og mange ledninger på scenen, som ind imellem fungerer. Det er på grund af Lonh at Saariaho får Nordisk Råds Musikpris på hele 350.000 danske kroner den 6. marts i København. Ved den lejlighed vil Lonh også blive spillet, men måske/sandsynligvis kun for nordiske politikere, som helt sikkert vil nyde musikken i fulde drag.

Succes på succes
Lonh er et såkaldt kammermusikværk, hvilket betyder at relativt få udøvende medvirker. Værket benytter tekst af middelalder-trubaduren Jaufré Rudel. Værket er tilegnet den engelske sopran Dawn Upshaw, som uropførte værket i Wien i 1996. Teksten handler om kærlighedslængsel på afstand, eller fra et fjernt (Lonh) sted.
Denne trubadur Jaufré Rudel er ikke en hr. hvem-som-helst for Saariaho, hun er faktisk ved at komponere en hel opera om ham, som skal uropføres ved Salzburg Festivalen den 15. august år 2000. Det er en fællesbestilling fra Salzburg Festivalen og Théâtre du Chatelet i Paris. Det er vist første gang at Salzburg-folkene bestiller en opera af en nordisk komponist, så foreningen Operaens Venner er nok på pletten og arrangerer en tur for opera-entusiasterne. Værket hedder Clémence, Peter Sellars sætter op, Kent Nagano dirigerer, førnævnte Dawn Upshaw medvirker som sanger.
Så det er jo alt sammen meget udmærket. Og det er ikke slut med det, tag nu bare i aften den 11. november (dette skrives dog den 10. november for at være ude hos læserne den 11.): New Yorker Filharmonikerne uropfører under Kurt Mazur (ikke familie med Marilyn) et orkesterværk af Saariaho: Oltra Mar - seven preludes for the New Millenium. Sådan kunne man blive ved.
Der er grund til at ønske Kaija Saariaho til lykke med prisen.

Fakta - Nordisk Råds Musikpris
Nordisk Råds musikpris blev stiftet af de nordiske landes regeringer i 1964. Prisen blev første gang uddelt i 1965 i forbindelse med rådets session.
Indtil 1988 blev prisen uddelt hver andet år, til et nordisk værk. Derefter blev reglerne ændret. Siden 1990 uddeles prisen hver år. Prisen er i 1999 på 350.000 danske kroner.
Nu gives prisen hver andet år til det skabende musikområde og i det mellemligggende år til det udøvende musikområde. Hensigten med prisen er at øge interessen for nabolandenes musik og for det nordiske kulturfællesskab. Musikprisen kan ikke søges. NOMUS-komiteen under Nordisk Ministerråd udpeger prisvinderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her