Læsetid: 4 min.

Akilleshælen

3. november 1999

Forløbet af Strauss-Kahn-sagen tyder på, at det franske retsvæsens uafhængighed
er på vej til at blive en selvfølgelighed

Analyse
PARIS - Sjældent er en politiker faldet så pludseligt og fra så stor højde som Dominique Strauss-Kahn.
I dag må man konstatere, at hans politiske karriere ligger i ruiner på grund af en affære om fiktivt arbejde, hvilket er en form for korruption. Indtil i går besad han enorme aktiver som politiker.
DSK (som en anden amerikansk præsident omtales han med sine initialer) var den franske regerings faktiske nummer to efter premierminister Lionel Jospin. Han var kendt som regeringens stærke mand. Hans ministerium - med fire viceministre - er et veritabelt imperium i den franske administration.
Hans politik som økonomi- og finansminister gennem to og et halvt år var vellykket og begunstiget af konjunkturerne, den økonomiske vækst markant og beskæftigelsen klart stigende. DSK nød udbredt tillid i erhvervslivet, han var næsten populær hos arbejdsgiverne - uden at gøre sig direkte upopulær i Socialistpartiet og fagbevægelsen.

Sværvægter i EU
I EU placerede DSK sig fra begyndelsen som en sværvægter. Han var respekteret for sin sagkundskab og sin næsten ufranske konsensus-mentalitet, som tyskerne satte højt. Det er næppe for meget sagt, at han - også takket være de turbulente forhold i den tyske regering siden valget i fjor - blev den centrale figur i den eksklusive klub, der hedder Ecofin - det vil sige EU's Ministerråd i dets økonomi- og finansminister-version. Hjemme var han sin regerings centrale støttepille, og han inkarnerede denne rolle med en udstråling af flegmatisk ro.
I en alder af 50 år, sympatisk, populær og indflydelsesrig, var han nået til det punkt, hvor han i næste runde (med Jospin som præsidentkandidat og evt. præsident) ville kunne vælge mellem premierministerposten og Paris' rådhus, som venstrepartierne står til at vinde i 2001. Ifølge eget udsagn regnede han sig for ude af betragtning til posten som Republikkens Præsident, men kun af den grund, at franskmændene næppe var modne til at acceptere en jøde på denne post...

Ikke kendt skyldig
I dag omtales Dominique Strauss-Kahn i datid. Han var en mægtig mand. Det må huskes, at han ikke er kendt skyldig, end ikke sigtet endnu. Det gentages næsten dagligt i den offentlige debat i Frankrig, at en sigtet person er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Men de politiske realiteteter og medievirkningen peger i en anden retning. Premierminister Jospin har været nødt til at skille sig af med DSK på grund af den sag, der kaster mistanke på ham, men ministeren selv har på sober og overbevisende måde forklaret, at han har valgt at gå - selv om han ikke regner sig for skyldig - fordi der ikke må herske tvivl om regeringens integritet.
Den sag, der har bragt den mægtige minister til fald, hører hjemme i en praksis, der har vist sig at være franske politikeres akilleshæl. I de senere år er flere ministre - somme tider dygtige og respekterede, midt i lovende karrierer - blevet fældet på forholdsvis små korruptionssager. Det samme gælder mindre politikere på lavere plan, og det svage punkt er altid det samme. Småkorruption var normalt, det var en livsform. De politiske partier blev finansieret ved falske regninger, returkommissioner og fiktive job. I Paris, en by med milliardbudgetter, antog korruptionen massivt omfang.
At politikerne så let har ladet sig friste til småkorruption - og fiktivt arbejde er et typisk eksempel - hænger sammen med, at det franske retsvæsen indtil for få år siden var meget tilbageholdende med at retsforfølge politikere, og at justitsministeriet i realiteten bremsede eller fremmede sager efter forgodtbefindende.

Udstrakt immunitet
Frankrigs politiske og administrative overklasse nød en udstrakt immunitet, og de senere års lange stribe af korruptionssager skyldes ikke, at korruptionen er i stigning, men at retsvæsenet har tilkæmpet sig en uafhængighed, det ikke havde før.
En reform i denne retning vil i nær fremtid blive endelig vedtaget af parlamentets to kamre, men praksis er allerede ændret radikalt.
Det er ikke så meget politikerne selv, der har ønsket denne reform, men mere en ny generation af retsembedsmænd, der ikke vil finde sig i at være 'under tøflen', en presse, der forfølger korruptionssager med nidkærhed, og en offentlighed, der ikke længere vil acceptere bananrepublikagtige tilstande.
Blandt politikerne spores en vis modstand mod den nye udvikling, og man kan høre visse politikere og mange kommentatorer tale om, at "dommerne tager magten" eller "dommerne regerer."
Når man drager sådanne konklusioner af det simple forhold, at politiet og retsvæsenet gør sit arbejde og håndhæver landets love, afspejler det en påfaldende primitiv fransk opfattelse af den forfatningsmæssige magtadskillelse: Enten er det politikerne der regerer (underforstået med privilegier og immunitet) eller også er det dommerne...

Nye tider
De nye tider fremgår af, at højtstående politikere som tidligere premierminister Alain Juppé og Paris' borgmester, Jean Tiberi, er sigtet for blandt andet fiktive ansættelser. I begge tilfælde er der tale om forseelser, som Jacques Chirac, den nuværende præsident, var den øverste ansvarlige for i sin egenskab af partileder (for partiet RPR) og Paris-borgmester. Men præsidenten er stadig immun - ifølge Forfatningsrådet - så der er lang vej igen. Borgmester Tiberi drømmer heller ikke om at gå af.
I mellemtiden falder regeringens stærke mand i et svimlende styrtdyk - og uden at blinke. Det er aldrig set før, og den hurtige reaktion aftvinger respekt. Forløbet tyder på, at retsvæsenets uafghængighed er på vej til at blive en selvfølgelighed - i det mindste for de nuværende regeringspartier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her