Analyse
Læsetid: 5 min.

Aktiekapitalismen

16. november 1999

I Europa kæmper erhvervsledere for at blive forgyldt med aktieoptioner, som har været udbredt i USA i mange år. Men i Spanien, Frankrig og Storbritannien har de lukrative ordninger vakt forargelse i nogle politiske kredse

PALMA - "Hr. Villalonga og nogle få andre som ham bliver multimillionærer, fordi de forveksler markedsøkonomien med praleri, og professionelle incitamenter med grådighed uden grænser."
Sådan sagde det spanske socialistpartis leder Joaquin Almunia, da han i sidste uge langede ud efter Juan Villalonga, den administrerende chefdirektør i teleselskabet, Telefónica. Årsagen er, at Villalonga og de 99 øvrige direktører i Telefónica siden 1997 har fået billige aktieoptioner af selskabet, og i februar måned næste år vil de tilsammen kunne høste en på ikke mindre end to milliarder kroner. Fordi Telefónicas aktier er steget kraftigt. Aktieoptionerne er et tillæg til den almindelige direktørløn, og filosofien er, at direktørerne dermed får et ekstra incitament til at slås for at forbedre selskabets konkurrenceevne og dermed - til alle aktionærers bedste - at sparke aktiekursen i vejret.
I USA har det i mange år været almindeligt at bruge aktieoptioner som gulerod, og de er centrale i den aggressive udgave af kapitalismen, aktionærkapitalismen. Otte procent af USA's arbejdende befolkning har aktieoptioner (især indenfor high-tech og vidensindustri), men der er kolossale forskelle på folk i kampen om rigdom. Walt Disneys koncernchef Michael Eisner høstede f.eks. sidste år fire milliarder kroner på sin beholdning af aktieoptioner.
I Storbritannien fulgte direktørerne efter i løbet af de nyliberale Thatcher-år i 80'erne, men det er først i anden halvdel af 90'erne, at optioner er blevet udbredt i det kontinentale Europa.
I Spanien er det foreløbig fem til syv procent af de børsnoterede selskaber, som giver ledelsen optionsordninger. Men det er Telefónica frem for nogen, der er blevet udpeget som syndebuk af socialisterne.
Her er to hovedforklaringer:
*For det første er Villalonga en gammel barndomsven af José Maria Aznar, Spaniens konservative ministerpræsident, og Aznar udnævnte ham i sommeren 1996 til chef for Telefónica. Derfor er sagen politisk. Socialisterne håber, at de kan gøre Telefónica-sagen til en 'skandale', så Aznar personligt bliver sat i et dårligt lys før det kommende parlamentsvalg i Spanien, der udskrives senest i marts 2000.
*For det andet har Telefónica på grund af en langsom teleliberalisering i Spanien nydt godt af sin monopolagtige stilling på markedet frem til 1998. Socialisterne mener derfor, at de store gevinster på en måde tilhører det spanske samfund, og de kræver, at den konservative regering fjerner Villalonga fra chefstolen og ved et lovdekret erklærer direktørernes optionsordning ugyldig.
Det afviser regeringen, fordi den mener, at det vil være at ekspropriere en privat virksomheds gevinster. Regeringen har lovet at stramme beskatningen for gevinster på mere end 120.000 kroner på aktieoptioner: Fra 30 til 48 procent. Det sker i samarbejde med bl.a. det rødgrønne parti Izquerda Unida, men socialistpartiet har valgt at surmule og stille sig i opposition.

Trods lovstramningen har socialisterne alligevel haft held til at skabe forargelse i offentligheden. Dels fordi Telefónicas forgyldte direktører har bortrationaliseret 10.000 medarbejdere. Og dels fordi de sociale uligheder i Spanien er øget siden begyndelsen af firserne: For tyve år siden var en typisk spansk direktørs indkomst lige så stor som 40 arbejderes, i dag er den 400 gange så stor.
Som i den øvrige vestlige verden er de økonomiske uligheder vokset kraftigt i 80'erne og 90'erne, især hvis aktie- og formuegevinster regnes med.
Spanien er ikke det eneste land, hvor diskussionen om aktieoptioner er blevet en varm politisk sag. I Storbritannien advarede koncernchef for teknologiselskabet Psion, David Potter, for nylig myndighederne imod at ændre regnskabsreglerne, så det bliver dyrere at give medarbejderne bonusordninger i form af aktieoptioner. Det vil ødelægge de højteknologiske virksomheders globale konkurrenceevne, mener Potter.
I Storbritannien er aktionærkapitalismen udbredt - med Blair-regeringens velsignelse. Foreløbig ejer fire millioner ansatte eller ni procent af den arbejdende befolkning aktier. Det er dog især topdirektørerne, der har nydt godt af bonusordninger og aktieoptioner. Ikke altid er det lige velset. Da det sidste år kom frem, at den danske koncernchef for medicinalkoncernen SmithKline
Beecham, Jan Leschly, havde aktieoptioner til en værdi af cirka en milliard kroner fremkaldte det en del kritik i offentligheden.
Også i Frankrig har de lukrative ordninger skabt overskrifter. Ugemagasinet L'Express udbasunerede på et tidspunkt på forsiden: "Er den mand 200 millioner værd?" Artiklen handlede om den nu fhv. koncernchef for olieselskabet Elf, Philippe Jaffré, der havde fået 200 mill. franc i aktieoptioner.
28.000 højtstående ansatte i de 40 største franske selskaber har aktieoptioner til en samlet værdi af 50 mia. kroner. "Betal mig som en højtstående amerikansk direktør, men gør det diskret!" synes mottoet at have været.

Den socialistiske regerings politik er ikke at forbyde aktieoptionerne, men at hæve skattesatsen fra 40 til 50 procent for alle optionsgevinster på over en halv million franc. Desuden vil socialisterne skabe større åbenhed og 'demokratisere' rettighederne, så flere medarbejdere får del i aktieoptionerne.
I Danmark har femten af de største børsnoterede virksomheder uden for finanssektoren "indført optionsordninger i løbet af 1998 og 1999, og yderligere mindst fire er på vej med sådanne programmer," skrev således ugebrevet Mandag Morgen for halvanden måned siden. Tele Danmark, FLS Industries, Danisco, Novo Nordisk, Sophus Berendsen, Falck, Bang & Olufsen og GN Store Nord har givet aktieoptioner til ledelsen.
Selv i den socialdemokratisk ledede regering har interessen for aktieoptioner bredt sig. Da erhvervsminister Pia Gjellerup præsenterede regeringens erhvervsredegørelse for 1999, talte hun ikke alene om, at der skal skabes et bedre grundlag for venturekapitalismen. Hun talte også om, at regeringen vil gøre det mere fordelagtigt for virksomheder at holde på medarbejdere ved hjælp af aktieoptioner.
I mindre skala - som incitament til at ledere og værdifulde ansatte gør en ekstra indsats - kan det sikkert være en udmærket teknik til at fremme loyaliteten og 'konkurrenceevnen'.
Men aktieoptioner rummer også en flersidet risiko, som ikke skal undervurderes:
*At virksomhederne i al for høj grad fokuserer på de kortsigtede aktiekursstigninger, fremfor mere langsigtede strategier.
*At de, hvis ordningerne er for generøse for direktionen, øger mistilliden mellem ledere og ansatte.
*At optionsordningerne forstærker de sociale uligheder og spændinger i samfundet, så vi kan få amerikanske tilstande i Europa med en forgyldt elite på den ene side og på den anden side en bred og stadig vredere gruppe, der økonomisk og socialt synker ned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her