Læsetid: 4 min.

Alles kamp mod alle

1. november 1999

John Wyndhams science-fiction klassiker om de kødædende trifitter fanger læseren fra første til sidste side

Klassikere
Forestil dig, at du en dag vågner op og opdager, at hele verdens befolkning er blevet blind i løbet af natten. Hvordan vil du reagere overfor de tusindvis af mennesker, som griber fat i dig og beder om din hjælp? I starten vil du måske hjælpe, så godt du kan. Men efterhånden går det op for dig, at du ikke kan redde alle fra at dø af sult. Og samtidig skal du passe på, at de blinde ikke fanger dig og tvinger dig til at blive "deres øjne". Hvem ville du redde og efter hvilke kriterier?
Det er det moralske dilemma, som biologen William Masen bliver stillet over for i John Wyndhams (1903-1969) klassiske science-fiction roman Da trifitterne kom fra 1951.
Masen er indlagt på et engelsk hospital med en alvorlig øjenskade og er derfor en af de få, som ikke får set en usædvanlig stor sværm af stjerneskud, der en nat får jordens atmosfære til at gløde i et mystisk, grønligt skær. Dette naturfænomen blinder beskuerne, fordi hemmelige militære satelitter i kredsløb omkring jorden bliver beskadiget ved sammenstødet med meteor-regnen og dermed spreder deres farlige indhold af sygdomsfremkaldende materiale over hele kloden.

Trifitterne truer
Det er selvfølgelig slemt nok, at 99.9 procent af menneskeheden dermed er blevet blinde. Værre endnu bliver det af, at såvel blinde som seende trues af trifitterne: En sovjetisk udviklet genmodificeret tre meter høj, kødædende plante, hvis frø ved et flyuheld nogle år forinden er blevet spredt ud over hele verden. Trifitterne har tre kegleformede rodvækster, som gør dem i stand til at vandre - deraf navnet tri-fit - og en tre meter lang dødbringende giftbrod, der som et spyd kan fare ud og øjeblikkeligt gøre det af med sit bytte. Dette har i tiden op til den verdensomspændende blindhed gjort trifitterne til en populær vækst for haveejere, der yndede at lænke dem til jorden, og én gang om året kuperede deres farlige brod. Samtidig blev der oprettet enorme farme med lange rækker af fastlænkede trifitter, fordi deres righoldige olieindhold gjorde dem til en eftertragtet råvare for fødevareindustrien.
Da deres vogtere bliver blinde, løsriver trifitterne sig fra de små prydhaver og de store industrimarker, og begynder i stort tal at nyde godt af det endeløse spisekammer af blinde mennesker, som forsvarsløse raver rundt. De få seende, der er tilbage, står derfor overfor den opgave at skulle skabe sig en ny tilværelse i stadig fare for at ende som ofre for trifitterne, som har særdeles gode vækstbetingelser.

Fokus på psykologien
John Wyndham skrev i begyndelsen af sin forfatterkarriere mange traditionelle science-fiction romaner med rumvæsener og ikke-jordiske verdener. Da trifitterne kom afviger imidlertid fra hans tidligere historier ved, at dens egentlige fokus ikke er rettet mod trifitterne som en fremmed trussel mod mennesket.
Selvfølgelig er romanen med rette blevet kendt for netop trifitterne, som også er blevet plagieret af andre science-fiction forfattere. Men man får under læsningen indtrykket af, at trifitterne nærmest kun er med som en uhyggelig og underholdende science-fiction-staffage, hvis formål er at intensivere og skærpe handlingen for romanens hovedpersoner.
Det, der interesserer Wyndham, er først og fremmest de psykologiske og sociale aspekter af, hvordan mennesket vil reagere på den pludselige katastrofe, og hvordan det sidenhen vil genopbygge civilisationen.
For de, der endnu nærer illusioner om, at mennesket i den ultimative katastrofesituation vil vise sig at være et uegennyttigt og selvopofrende væsen, giver Wyndhams skildring af en verdens undergang stof til eftertanke. Som læser forbavses man over den kynisme og hjerteløshed, som størsteparten af de seende udviser over for de blinde. De seendes begrundelse er, at det kun vil forlænge de blindes elendighed, hvis man hjælper dem, når det hele alligevel er formålsløst.

Moralsk dilemma
Da Masen og hans kæreste således med magt bliver bortført af en altruistisk sindet seende, der tvinger dem til lede hver deres gruppe blinde og skaffe dem noget at spise, tænker Masen kun på, hvordan han hurtigst muligt kan flygte og finde kæresten - og dermed overlade sin gruppe af blinde til deres egen skæbne. Han får dog begyndende samvittighedskvaler, men man har stærkt på fornemmelsen, at resultatet af hans overvejelser ikke vil være til de blindes fordel.
Heldigvis afgør Wyndham dette ubehagelige moralske dilemma for William Masen og læseren ved at lade en dødelig sygdomsepidemi gøre det af med alle overlevende blinde, så Masen kan begynde eftersøgningen af sin kæreste.
Til trods for romanens flade og klichéfyldte persontegninger, samt at den kan virke noget gammeldags på en moderne læser, fordi årene ikke er gået sporløst henover den, så holder den læseren ubønhørligt fanget fra første til sidste side.
Da trifitterne kom er nemlig noget så sjældent som en science-fiction roman - og en hvilken som helst anden roman i øvrigt - der ikke alene er åndeløst spændende, men samtidig formår at få læseren til at spejle sig selv i de mange moralske dilemmaer bogen ubarmhjertigt opstiller for sine hovedpersoner.

*John Wyndham, Da trifitterne kom, 1951, P. Haase & Søns Forlag, 1982
Denne artikel indgår i serien om science-fiction klassikere på videnskabssiden. Den næste - og sidste - artikel i serien bliver Aldous Huxleys Fagre Nye Verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her