Læsetid: 4 min.

Arkitektonisk katarsis

20. november 1999

En ny bog kaster lys over modernisten og superarkitekten Ludwig Mies van der Rohes arbejde. Bogen er ud over at være tindrende smuk, et indblik, ikke blot i Mies van der Rohes arkitektur og bebyggelsesplaner, men ligeledes et kig ind i nutidens nymodernistiske bygninger, pladser og haver

Hvis man i aftenskumringen begiver sig mod Jarmers Plads i det indre København, kan man opleve, hvorledes pladsens tunge stenblokke begynder at svæve. Lyssætningen løfter pladsen, så det at bevæge sig på pladsen, føles, som var der luftpuder under granitten.
Arkitekterne Brandt, Hell, Handsted og Holschers Jarmers Plads har noget meget præcist at sige om sen 90'erne. Nutidens unge arkitekter har genopdaget 1930'ernes æstetik, men har vendt den ind i en helt ny sammenhæng.
For hvordan kan det være, at modeblade, reklamer og arkitekturmagasiner på kanten til årtusindskiftet er fyldt med tøj, møbler og arkitektur, der har sine rødder i 1930erne?
Det er mærkværdigt, at begreber som mådehold, kyskhed og endda husholdning igen og igen optræder i blade, der for bare 10 år siden, var storforbrugets, den accelererede æstetiske mangfoldigheds og den kulturelle postmodernismes meningsorganer.
Samtidigt bliver en altovervejende del af arkitekturen i disse år - som for eksempel Jarmers Plads - mere og mere minimal, rationalistisk og stringent i udtrykket. En række forskere har på det seneste beskrevet nutidens arkitektoniske hovedstrømning som nymodernistisk.

Økologisk modernisme
Modernistisk fordi en lang række af de pladser, haver og bygninger, der bliver færdige i disse år, i meget udstrakt grad griber ind i verden med én idé og former virkeligheden, som var den formelig. Menneskets kan rationelt gribe ind i verden og forme den i sit billede.
Og nymodernistisk fordi den modernisme, der bygges i dag, ikke er lig den modernisme, der herskede i resten af dette århundrede. Den ny modernisme er nok minimalistisk, men er samtidig økologisk, og har langt hen ad vejen, gjort op med ideen om muligheden af at planlægge det gode samfund, den gode by eller i det hele taget det gode sociale rum.
Den moderne eller nye rationalisme er inspireret af modernismens æstetiske udtryk, men køber ikke ideologien bag.
Det er mere end almindeligt symptomatisk, at en bog som den nyudkomne Mies van der Rohe at Work fra forlaget Phaidon udkommer netop nu.
Ingen er som Mies van der Rohe supermoderne, og ingen har været mere inspirerende for nutidens arkitektoniske og æstetiske udtryk end netop han. Mies van der Rohe er i dag inspirationskilde til endog rigtigt mange af de huse, pladser og haver, der bliver bygget og anlagt, og hans møbler bliver igen og igen portrætteret som essensen og udkrystaliseringen af sen-90'erne.
Denne nye bog er helt igennem pragtfuld. Den beskriver ikke alene Mies van der Rohes arbejder, men i lige så høj grad hans arbejde, den filosofi og de teknikker, der gjorde ham til, om ikke den, så i hvert fald blandt de vigtigste arkitekter i dette århundrede.
Det er forbløffende og øjenåbnende hvor stor ydre lighed, der er mellem van der Rohes værker og de ting, der regnes som smarte, nye og smukke i dag.

Konstruktion som form
Mies van der Rohe formulerede selv sit projekt, som at "industri og teknologi skal arbejde sammen med filosofi og kultur." Det vil sige, at den industrielle konstruktion ikke alene skulle forudsætte formen, men skulle være formen selv. Teknologi og kultur i ét udtryk.
Hans program var at fjerne alt tungt og bastant i en bygning eller i en plan for en plads. Mies van der Rohes bygningskunst er derfor præget af en lethed, der i dag inspirerer designere og arkitekter verden over.
Det er, som om han fjerner al tyngde fra sine bygninger. Om de så er bygget af tonstunge marmorblokke, og industrielt stål og glas, svæver bygningerne og opnår en vægtløs, gennemsigtig og cool atmosfære.

Vægtløse vægge
Ved at benytte den nyeste teknologi formåede Mies van der Rohe at lade konstruktionen bære bygninger, og gav derfor sig selv rum for at lade vægge være social adskillelse, i stedet for at være konstruktionsmæssige nødvendigheder. Væggene var ikke længere bærende, hvorfor han kunne benytte dem til at forfølge æstetiske og sociale mål. Dette blev understreget af Mies van der Rohes vel nok mest feterede værk, pavillonen til verdensudstillingen i Barcelona i 1928 (Se illustration på siden). Dette værk er så vigtigt for nutidens arkitekter, at dets figurer og idéer bliver brugt igen og igen.
Barcelona pavillonen er kyskhed, lethed og elegance i et. Bygningen svæver og er en krystallisering af den simple stærke ide, der vil af med al det overflødige. Rense ud og smide væk. Ideen om at barbere det overflødige bort, smide alle de ting man har samlet op i forbrugerræset ud, korresponderer med nutiden. Mies van der Rohe tilbyder en form for rituel renselse. De unge arkitekter, der føler sig inspireret af Mies van der Rohe, finder netop i ham et oprør mod ornamentering, hyperforbrug og den overdængede, stærkt farvelagte postmodernisme.
I stedet finder de ro, elegance og afstand til det bugnende. Interesse for den rå virkelighed. Derfor kommer en udgivelse som denne netop nu.q

*Peter Carter: Mies van der Rohe at Work. 192 s. 19.95 pund. Forlaget Phaidon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her