Analyse
Læsetid: 5 min.

Det arktiske kort

4. november 1999

Sagen om en ny Thule-radar giver Grønland en ny mulighed for selv at sidde med ved forhandlingsbordet

Grønland har længe ønsket sig et øget udenrigspolitisk råderum - og er med den aktuelle sag om Thule-radaren ved at skaffe sig et nyt "rum" i lidt mere definitiv forstand, end det måske var tænkt de gange, udvidelsen af dette råderum formelt og reelt har været til debat i Rigsfællesskabet.
Endnu engang er det Thule, der er den akse, hvorom den udenrigspolitiske debat drejer sig - og endnu engang er det danske presselækager, der sætter sagen på den grønlandske dagsorden.
Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt tilkendegiver i Berlingske Tidende onsdag, at han ikke har problemer med, at USA har planer om at bruge Thule-basen i Nordgrønland som led i et nyudviklet forsvarssystem, der skal sikre USA mod at blive angrebet fra, hvad der betegnes som "slyngelstater" som Irak og Nordkorea.
Landsstyreformanden har med denne tilkendegivelse skaffet sig et udenrigspolitisk stykke værktøj, som han hverken savner evner eller vilje til at benytte sig af.
Den meget direkte udtalelse om, at han ikke har "problemer" med USA-initiativet, bliver nemlig først interessant og begribelig, når man studerer de præmisser, hvorpå Jonathan Motzfeldt har givet sin tilslutning.

For det første skal Grønland sidde direkte med ved forhandlingsbordet. Det har været et tilbagevendende irritationsmoment i den grønlandske opinion, at Grønland ikke selv var synliggjort tilstrækkeligt i de forhandlinger, der af den danske regering er blevet ført om de amerikanske baseaktivister i Grønland.
Det nye USA-initiativ er for Motzfeldt en kærkommen lejlighed til at synliggøre både over for den amerikanske og danske regering, at fortsatte Thule-forhandlinger kun har mening, hvis Grønland er med som direkte og ligeberettiget forhandlingspartner.
For det andet er det en forudsætning, at den amerikanske udbygning af Thule-radaren accepteres af Rusland - Grønland ønsker sig sidst af alt placeret i en klemt udenrigspolitisk situation i tilfælde af en ny kold krig.
For det tredie er det en forudsætning, at Grønland i forbindelse med udbygningen ikke påføres økonomiske eller miljømæssige problemer.

Disse forudsætninger er værd at fastholde med de langsigtede problemer i erindring, som de hidtidige amerikanske aktiviteter i Thule har afstedkommet - og hvoraf de alvorligste i forbindelse med deportationen af Thule-eskimoerne til Qaanaaq i 1953 først vil finde en endelig afgørelse med ankesagen fra Østre Landsret først videre til Højesteret. Det er således alt andet end et "frikort" til udvidet amerikansk aktivitet i Thule, der kan læses ud af landsstyreformandens udtalelser.
Alligevel giver sagen straks fra dens fremkomst anledning til politiske dønninger i Grønland - især fordi det er de efterhånden velkendte danske presselækager, der bringer den nye Thulesag til grønlændernes kendskab.
Jonathan Motzfeldt har netop afgivet en udenrigspolitisk redegørelse til Landstinget i forbindelse med tingets efterårssamling. Heri var Thule-radaren ikke nævnt med ét ord.

Dette vækker opmærksomhed, fordi udenrigsminister Niels Helveg Petersen netop har været på rutinebesøg i Grønland og nødvendigvis senest ved den lejlighed må have drøftet Thuleradaren med landsstyreformanden.
Oppositionspartiet Atassut har da også straks tilkendegivet, at det finder det både "uhørt" og "uacceptabelt", at sagen er nået så langt, som den befinder sig i Berlingske Tidendes version, uden at Landstinget eller tingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg er blevet informeret.
Denne beklagelse fremkommer på baggrund af, at den danske regering efter at være blevet underrettet om de amerikanske planer har fundet mulighed for at informere danske folketingsmedlemmer under skærpet tavshedspligt om Thule-radarens nye roller.
Det er sket i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Dog uden at der er blevet oplyst enkeltheder.
Sagen er tydeligvis blevet opfattet som penibel i den danske regering - ikke kun på grund af Thule som fast konflikt dimension i dansk-grønlandsk-amerikanske drøftelser, men også fordi atom-nedrustning gerne fortsat skal kunne opfattes som én af den danske regerings mærkesager.
En ny oprustningsspiral på atom-områder kan, i hvert fald i en senere fase, udløses af en udbygning af Thule-radaren.
Derfor er det næppe uvelkomment for den danske regering, at Jonathan Motzfeldt nærmest giver Rusland veto over for planernes virkeliggørelse i Thule.
Det kan være den "sproglige sminke", der bringer den nye Thule-radar ud i den grønlandske virkelighed under former, der er politisk acceptable.
I samme retning virker tilkendegivelsen af, at også den civile lufttrafik i Grønland vil kunne drage nytte af det nye radar-system.
Systemet er en avanceret udgave af Reagans gamle "Stjernekrigs-projekt".
Boris Jeltsins afstandtagen fra projektet og advarsel om, at det kan være med til at vanskeliggøre kontrollen med spredning af atom-våben, antyder, at den nye Thule-radar kan blive et tilbagevendende problem ikke blot i forholdet USA-Grønland-Danmark, men også i international rustningskontrol.

Det har længe været en ønskeforestilling, at USA og Rusland kunne blive enige om en model for revision af ABM-traktaten af 1972, også kaldet nedrustningskontrollens grundlov, men for blot en uge siden fordømte Rusland i FN de planer om et nyt missil-forsvar, hvori Thule-radaren skal indgå.
Anvendelsen af Thule-basen i sammenhænge, der ikke er omfattet af ABM-traktaten, kan indebære alvorlige forklaringsproblemer for den danske regering. Det var tilfældet allerede for 12 år siden, da der blev rejst tvivl om, hvorvidt de dengang nye radar-anlæg var i strid med ABM-traktaten.
Også denne debat kan forventes fornyet.
Rusland er på vej tilbage i selvforståelse som arktisk stormagt. Det nye "arktiske Rusland" har i og over polarområderne samme interesser som Sovjetunionen som arktisk supermagt. En ny russisk interesse for at varetage interesserne på den højarktiske øgruppe Svalbard midt mellem Nordkap og Nordnorge antyder dette nye engagement.
Det kan meget vel også komme til udtryk i den nye Thule-sag. "Det arktiske kort", der her er spillet ud, er så vigtigt, at det pr. automatik sikrer Grønland den plads ved forhandlingsbordet, der ikke tidligere har været Grønland forundt.
Jonathan Motzfeldts udtalelser om den nye Thule-radar sikrer, at det fremover simpelthen ikke vil kunne lade sig gøre at forhandle hen over hovedet på Grønland.
Det lyder egentlig ganske betryggende - set i lyset af de mangelfulde informationer, den danske regering hidtil har givet fra sig, når den har forhandlet om Grønland uden grønlandsk deltagelse.
Og landsstyreformanden har ikke givet USA grønt lys til noget som helst i Thule - det ville være politisk selvmord i Grønland! Den slags indlader en så dreven politiker som Jonathan Motzfeldt sig ikke på.
"Det grønne lys" er en pressemæssig stramning i forbindelse med medielækagerne. Hvad der reelt er tale om, er en "livsforsikring" om direkte grønlandsk deltagelse i forhandlingerne om Thules nye vigtige rolle i raketforsvaret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her